Danmark er et mærkeligt land, allerede Shakespeare var inde på, at der var noget råddent over os. Men hvad var det så egentlig Shakespeare ville med sit stykke om den danske prins, det gik så ilde?

Det er der skrevet mange reolmeter kloge bøger om, og det kræver derfor både mod og mandshjerte, godt 400 år efter at Shakespeare efter sigende skrev 'Hamlet', at komme med en ny fortolkning.

Ingen af delene skorter det på hos præsten og forfatteren Johannes Møllehave, der i sidste uge udgav bogen 'Uglen og bagerdatteren' med et nyt, mere kristent bud på Hamlets egentlige betydning. Og at dømme efter anmelderne slap myren, der blev både mand og en kendt skikkelse i Dannevang ganske godt fra det.

»Johannes Møllehave formår faktisk at vise nye sider af Shakespeares kendte drama«, skriver Jyllands-Postens begejstrede Lars Ole Sauerberg, der også roser Møllehaves mod.

Ganske vist skriver samme anmelder lidt længere nede, at »det har ikke været Møllehaves hensigt at præsentere nye teorier om Hamlet. Hvad han siger har alt sammen været sagt før«, og efterlader dermed læseren noget usikker på, hvor nyt det hele er, men for Sauerberg er det sådan set underordnet.

Møllehaves bog er både inspireret og inspirerende, og noget »vi har et stigende behov for i en tid, hvor litteraturvidenskaben professionaliseres mere og mere, desværre ofte til skade for litteratur som stor og generelt vedkommende oplevelse«, skriver Sauerberg.

Så fik æggehovederne på KUA den, og at Møllehave er et forfriskende alternativ til de mere støvede typer, er også noget Weekendavisens Jens Kistrup kan skrive under på.

»Uden tyngende akademisk lærdom gør han alting mere levende for os« skriver Kistrup, der er klart imponeret.

Skræmmende stor
Godt nok er Møllehave efter Kistrups opfattelse »lige lovlig forhippet på at gøre Hamlet til en mand efter sit eget hoved«, til gengæld har han som dramaturg »en seismografs fintmærkende sans for det dramatiske håndværk hos Shakespeare«.

Så resultatet er, at Møllehave på godt og ondt ser på Hamlet-dramaet og Hamlet-skikkelsen med nye øjne og sætter tingene på plads.

»En stor opgave, næsten skræmmende stor. Jeg synes ikke, den kunne være løst ret meget bedre«.

Sådan. Men hvad er så egentlig det nye eller anderledes i Møllehaves fortolkning af Hamlet?

Efter Politikens litteraturredaktør Bjørn Bredals mening ganske meget. Johannes Møllehave ser »det bibelske lys selv i tragediernes tragedie, Hamlet«, og finder håb om frelse og evig forandring.

Det tager Bredal sin kendte sixpence af for, »for hvis der er én ting, ethvert barn ved om 'Hamlet', så er det jo, at det drejer sig om 'at være eller ikke være'. Men pastor Møllehave vil påstå, at det, Shakespeare egentlig mener, er: at være eller at blive«.

Men én ting er mod, en ganske anden om Møllehave har ret i, at Hamlet kan læses som »et religiøst drama med håb og trøst for søgende sjæle«. Og selv om Bredal er begejstret for bogen, som han både kalder »klog og indsigtsfuld« og allerede glæder sig til at læse igen, er han ikke overbevist af Møllehaves optimistiske budskab.

Som Bredal ser det, er budskabet i 'Hamlet' nemlig ikke, at vi kan blive alt muligt - herunder også som i bogens undertitel ugler - men snarere det modsatte. At vi ved lige præcist, at vi ender som »døde kroppe i forskellige grader af forrådnelse, sådan som Shakespeares klovner muntert forklarer ved den åbne grav«.

Og det er jo ikke ligefrem det samme som et håb om evig frelse.

Myrens detaljer
Overbevist af Møllehaves fortolkning er heller ikke anmelderkorets mest negative stemme, Berlingske Tidendes tidligere chefredaktør Peter Wivel.

Som det pæne menneske Wivel er, indleder han med at rose Møllehave som en »af vort lands bedste fortællere« og »en gudbenådet læser«, der »folder Shakespeares tekst ud, så alle kan følge med«.

Fint nok, men bare ikke helt godt nok til Wivel. Alle sine talenter til trods er Møllehaves problem nemlig, at han er hurtigsnakker.

»Han har ikke tid til at tænke nærmere over, hvad han rabler af sig. Snart får vi at vide, at forvandlingen er det centrale tema, snart, at tiden er det og snart at 'spørgsmålet' er uhyre vigtigt«.

Derfor ender bogen efter Peter Wivels opfattelse med at være »på en og samme tid vellykket og mislykket. Vellykket som medrivende genfortælling, mislykket som ordentlig fortolkning. Vi går på myrens fodsti og drukner i detaljer og detaljers detaljer«.

Og det er vel ikke en detalje. Eller er det?