Den 72-årige forfatter og journalist Oriana Fallaci er både vred og stolt. Vred over islams intolerance og den fare, den udgør, og stolt over den vestlige civilisation, der i dag er truet af islam og de aktivister, der fra Israel til New York sprænger bomber, myrder børn eller ophidser fredelige indvandrere til kamp mod alt, hvad der er vestligt. Det er baggrunden for, at den italienske journalist og forfatter Oriana Fallaci umiddelbart efter terrorangrebene i New York og Washington 11. september greb pennen og skrev en serie artikler, der var et stort kampskrift mod islam. Artiklerne gav anledning til en voldsom debat i Italien og Spanien. For nogle var der tale om ren og skær racisme pakket ind i et opgør med en religion. For andre var Fallaci kvinden, der turde advare mod en udvikling, der også truer de vestlige samfund. »Vi står over for et korstog i modsat retning«, skriver Oriana Fallaci i bogen 'Vreden og stoltheden' ('La Rabbia e l'Orgullo'), der fulgte efter artiklerne. Den er allerede solgt i godt en million eksemplarer i Italien, og den er i disse dage på gaden i Frankrig, hvor bølgerne går højt. »Denne bog er racistisk«, siger forfatteren Bernard-Henri Levy med henvisning til de mange udfald mod muslimer, der ifølge Oriana Fallaci »formerer sig som rotter«. Bernard-Henri Levy har selv ved flere lejligheder opfordret til kamp mod enhver form for had og intolerance, men her blander Oriana Fallaci alt sammen. »Man kan ikke på denne måde brændemærke en milliard mennesker. Man kan ikke smide den afghanske kommandant Massoud og hans morder, præsident Sadat og Det Muslimske Broderskab, islam i Cordoba og Saravejo og talebanerne sammen i én kategori«, lyder det fra Bernard-Henri Levy. Spark i nosserne Hans reaktion er karakteristisk for debatten i både Italien og Frankrig, hvor Oriana Fallacis kritikere - ud over væmmelsen over en bog, hvor muslimske indvandrere systematisk fremstilles som tyve og voldtægtsmænd, der fortjener »et spark i nosserne« - angriber den totale mangel på nuancer i bogen. Islam er per definition en aggressiv religion med undertrykkelse af kvinder og anderledes tænkende indbygget i sig, lyder Oriana Fallacis definition. Over for den står en - ifølge hende - overlegen, men svag vestlig civilisation, som nu lader sig løbe over ende. Hun fremstiller sig selv som en ægte demokrat og henviser til sin fortid som et antifascistisk ikon i 1960'ernes og 1970'ernes Italien. I Danmark er hun blandt andet kendt for bogen 'En mand' om samlivet med den græske antifascist Alexis Panagoulis, og hun understreger igen og igen, at hendes kamp mod islam er kampen mod en religion, der lader fanatikere sprænge Buddhastatuerne i Afghanistan, som henretter kvinder på en sportsplads i Kabul, som fratager kvinder deres rettigheder og værdighed, som lader 6.000 uduelige prinser - 6.000 - regere USA's bedste ven i Mellemøsten, Saudi-Arabien. Oriana Fallaci minder om, at hendes kamp mod islams kvindeundertrykkelse ikke er ny. Hun er en af de få kvinder, der har interviewet Irans ayatollah Khomeini. Men under interviewet, der fandt sted i 1979, blev hun så rasende, at hun smed det tørklæde, hun var iført under interviewet, og hun belærte den iranske revolutions fader om kvindernes rettigheder. Men hvad har alt det med islam at gøre, spørger kritikerne. Hvilke rettigheder havde kvinder i en syditaliensk landsby for bare 40 år siden, og holocaust er næppe en muslimsk opfindelse. Fanatismen er ikke en muslimsk specialitet, skrev den kendte franske islamforsker Gilles Keppel forleden i Le Monde i en kommentar, hvor han opfordrer deltagerne i islamdebatten til at lægge demagogien på hylden. Men i modsætning til Fallaci og forfatterne til de mange nye værker om islam beskæftigede han sig også med islam før 11. september, og han har derfor en omfattende viden om emnet. Det slappe Europa Svaret kommer omgående fra la Fallaci. »I er en samling politisk korrekte fjolser, som ikke vil se virkeligheden i øjnene«, og hendes bog slutter med et opgør med de slappe europæiske samfund og »Finansmændenes klub, som man kalder EU, som først og fremmest tjener til at stjæle italienernes parmesan og gorgonzola, at betale parlamentsmedlemmer med vanvittige lønninger, at gøre livet kompliceret for os med euroen og gøre os vanvittige med populistiske forslag«, som karakteristikken af EU lyder. Problemet er ikke araberne, men islam, mener Oriana Fallaci, der konsekvent skriver 'islams sønner', og ikke araberne, i bogen. Men 'islams sønner' er beskidte, smittet af aids, og de pisser i vore kirkers døbefonte, lyder karakteristikken. I Frankrig nægtede to forlag at udgive bogen, en række muslimske organisationer scorer selvmål ved at forlange den forbudt, og polemikken breder sig i avisernes spalter. Første oplag af bogen er 26.000 eksemplarer, og forlæggere og pressefolk venter nu spændt på salgstallene i Jean-Marie Le Pens fædreland.