Enhjørningen er det antikke fabeldyr, den hvide hest med et langt snoet horn i panden, som kun kan tæmmes af en jomfru, et symbol på renhed. Sådan et væsen er hovedpersonen Hannah i Iris Murdochs 'Enhjørningen', som er en af de få af Murdochs romaner, jeg ikke havde læst, da hun dukkede op på horisonten på ny med filmen 'Iris' og biografien 'Iris Murdoch - a life'. På trods af 'bølgen' er der ingen af Murdochs mere end 20 danske oversættelser at få hos boghandlerne, så man må ty til engelske paperbacks eller biblioteket, hvis man vil læse hende. Det er der al mulig grund til. Jeg fandt 'Enhjørningen' antikvarisk til 85 kr. i Fiolstræde, og det er den bedste og billigste underholdning, jeg længe har fået. Romanen hører ikke til Murdochs mest subtile, men de 300 sider er fortættet spænding i en kaskade af psykologisk action, der kører så langt ud i sin ophobning af overraskelser, at man til sidst sidder og frygter for, at nettet ikke holder, men det gør det, for Iris Murdoch kan få selv de mest usandsynlige episoder - og mennesker - til at hænge sammen i et ekvilibristisk mønster af mystik. Utilnærmelig uskyld Titlens enhjørning er den unge frue på det afsidesliggende Gaze Castle i en vild og øde kystegn af England, langt ude vestpå må det være. Hun hedder Hannah Crean-Schmith og er som fabeldyret et symbol på uskyld og renhed. Hun er den utilnærmelige, som romanens øvrige personer tilbeder eller holdes fangen af i den uvirkelige tågeverden, der omgiver hende. Baggrunden er ellers realistisk nok. For syv år siden søgte hun at myrde sin homoseksuelle ægtemand, der svarede igen med at rejse til Amerika og lade hende tilbage under skarp bevogtning af en samling mere eller mindre neurotiske karakterer, tilsat en temmelig normal ung lærerinde, der ikke aner, hvad hun går ind til, da hun lader sig hyre til jobbet på Gaze Castle. Personkredsens interne magtbalance og de erotiske dragninger imellem dem sætter et djævelsk spil i gang, konstant med tråde til Hannah som den ydre ramme om bogens dybere motiv: problemet om menneskets personlige frihed og dets søgen efter en gud, som findes i lidelsen og forsoningen. Der indgår naturligvis også det mål af filosofisk dialog, som Iris Murdoch elsker at krydre sine bøger med, og som hun behersker suverænt uden at miste sin læser på det dybere vand. Der elskes, frygtes og myrdes i 'Enhjørningen', så man hen mod slutningen får en anelse om, at forfatteren vil overgå 'Hamlet' i antallet af lig i sidste akt. Men hvem myrder hvem? Hvem myrder sig selv? Det siger vi ikke, og læseren gætter det heller ikke, for 'Enhjørningen' er en rigtig drilagtig gyser i den store stil. Forført Der er en anden roman i en helt anden genre, som jeg læste for et par ferier siden, men jeg har udstyret adskillige venner med den til mere end almindelig sommerunderholdning. Det er den tyske forfatter Bernhard Schlinks lille roman 'Højtlæseren', som i al sin korthed hører til den slags bøger, der vokser betragteligt i erindringen, som Niels Barfoed skrev i sin anmeldelse her i bladet, da den udkom i 1997. Den er stadig til at få som Gyldendal-paperback. Og se at få fat i den! Fortælleren bliver som 15-årig skoledreng forført af en mystisk kvinde i trediverne. Hun fører den forslugne dreng ind i seksualitetens virkelighed, hvor han finder en selvsikkerhed, som han honorerer for ved at læse op for Hanna, som den mutte kvinde hedder. Drengen Michael læser verdenslitteratur for kvinden - Goethes 'Kabale und Liebe' og mere til. Pludselig forsvinder hun uden at efterlade sig spor, men da Michael år senere er jurastuderende, konfronteres han med Hanna, der nu står anklaget i et af nazitidens tusindvis af mindre retslige efterspil. Hun var fangevogter i en kz-lejr. Hun påtager sig sin skyld, og Michael indser, at hun bærer på et hemmeligt handicap, som selv ikke truslen om straf kan få hende til at røbe. Jeg skal heller ikke røbe det, men forbindelsen fortsætter med, at Michael sender Hanna bånd med sin oplæsning, efterhånden også af egne værker, men aldrig breve. Hvorfor? Det er en del af overraskelsen i denne bog, som ved siden af at være så mesterligt fortalt også er et stærkt indblik i hele skyld- og skamproblematikken hos den menige tysker efter Anden Verdenskrig, uanset hvilken generation man tilhører.