Ghostwriter, neger, kreativ assistent

Bøger

Hvordan i alverden kan de nå det? Et spørgsmål, der ofte melder sig, når man står i boghandlen og nedslået kan konstatere, at den stjerneforfatter, hvis nye bog man lige møjsommeligt har læst, allerede er klar med et nyt tommetykt opus. At en travl politiker har fundet stunder til at nedfælde sine erindringer. Eller at Bo Lidegaard åbenbart sagtens kan forene fire børn, en karriere i Udenrigsministeriet med at skrive et par af de længste, grundigste og bedst sælgende biografier i årevis.

Men fat mod. Der er en forklaring på alt, også på dette. Sagen er nemlig, at de fleste af disse tilsyneladende overmennesker får hjælp. Megen hjælp, indimellem så meget, at det er nogle helt andre, der skriver deres bøger.

Neger kaldte man i gamle dage sidstnævnte fænomen, nu hedder det med amerikansk inspiration en ghostwriter - en spøgelsesforfatter - men meningen er den samme: at det er en anden m/k end forfatteren, der i virkeligheden har skrevet værket.

Og i vore dage er den politisk korrekte titel også den mest sigende, for der kan virkelig være tale om skrivende spøgelser. Her i det 21. århundrede behøver noget så banalt som døden ikke forhindre en stor forfatter i at skrive og udgive nye bøger.

Død mand skriver
Det gælder for eksempel thrillerkongen Robert Ludlum, der døde sidste forår. Da var det allerede mange år siden, han selv sådan helt bogstaveligt havde skrevet sine bøger. Som Gayle Lynds, en af hans assistenter for nylig udtrykte det til avisen Washington Post, var Ludlums bidrag til sine egne bøger »at få den generelle ide, finde på en fascinerende hovedperson og en overordnet historie«.

Resten, eller rettere: det hårde arbejde, lod mesteren andre om, og det er netop på grund af det snedige arrangement, at der kan blive ved at komme nye Robert Ludlum-bøger i de næste mange år.

St. Martin's Press, der udgiver Ludlums bøger, meddelte allerede kort efter hans død, at han havde efterladt sig en del ideer, som andre allernådigst kunne få lov at udforme til rigtige bøger. I Ludlums navn, forstås.

Og Robert Ludlum er langtfra alene med denne posthume aktivitet. Forrige måned udkom Lawrence Sanders' seneste bog, 'McNally's alibi'. Uden smålig skelen til, at Sanders døde i 1998, og at bogen i virkeligheden er skrevet af Vincent Lardo. Og formentlig til læsernes store tilfredshed. Da Vincent Lardo sidste år skrev 'McNally's Change' i Lawrence Sanders' navn, røg den direkte ind på New York Times' bestsellerliste.

Eller tag horrorforfatteren V.C. Andrews, hvis nye bog, 'Twisted Roots', kommer på gaden om et par måneder. Skrevet, naturligvis, af Andrew Neiderman. V.C. Andrews selv har trods alt været død i over 15 år.

Og så videre, og så videre. Bøger er big business, og i USA - der også på dette punkt er langt foran - er nogle forfattere blevet et varemærke, hvis navn placeres på masser af bøger, de aldrig har haft noget at gøre med.

Spionforfatteren Tom Clancy, der sprøjter actionbøger ud, skriver således kun bøgerne om Jack Ryan selv. 'Op-center', 'Net Force', 'Power Plays' og alle de andre serieromaner, der i Clancys navn fylder alverdens lufthavne, er alle sammen skrevet af andre.

Selvbiografiernes fristelser
Men Clancy, Ludlum og alle de andre supersælgende forfattere, der har veritable værksteder med ghostwritere til at skrive deres bøger, er dog stadig undtagelsen, og i Danmark trak samtlige forlæggere, Politiken talte med om ghostwriter-fænomenet, en skarp grænse mellem skønlitteratur og faglitteratur.

»Skønlitteratur er kunst. I hvert fald når det er godt, og hvis forfatteren slet ikke har skrevet bogen, synes jeg, at det er meget problematisk. Jeg ville i al fald være yderst betænkelig ved at udgive det, og det har vi, så vidt jeg ved, heller aldrig gjort«, siger Charlotte Jørgensen, redaktionschef for skønlitteratur på Aschehougs forlag.

Når det gælder faglitteratur og især selvbiografierne er vi til gengæld godt med herhjemme, hvor masser af mere eller mindre kendte mennesker udgiver bøger om sig selv uden nogensinde at have sat fingrene til tastaturet.

Målmanden Peter Schmeichel står for eksempel som forfatter af bogen 'Peter the Great'. En sandhed med modifikationer viser det sig, for slår man op på det interne titelblad, fremgår det, at bogen er »fortalt til Egon Balsby«. Med andre ord, skrevet af Balsby, efter en række interview med den store målmand.

Og det mønster, hvor den virkelige forfatter skjuler sig med små typer inde i bogen, går igen i mange danske biografier. Fra Lilli Gyldenkildes 'Tanker ved et køkkenbord', der er skrevet af Jakob Kvist, til Lars Baggesens 'Vidne til krig - Dagbog fra Bosnien', der er skrevet af Thomas Hjortsø.

Tilfredse trælle
Og det er tilsyneladende en metode både forlag og ghostwritere har det helt fint med.
»Grundlæggende er der tale om, at man hjælper en person, der ikke er vant til at skrive, med at få fortalt sin historie, og det har jeg det glimrende med«, siger Erik Barfoed, redaktionschef på Aschehoug, der blandt andet har udgivet 'Vidne til krig'.

»Når man gør det mindre klart, at det er en anden person, der i virkeligheden har skrevet bogen, er det, fordi man synes, at det slører budskabet. For eksempel i Lars Baggesens tilfælde, hvor pointen er, at det er en soldat, der vil fortælle sin historie. Der kan jeg ikke se noget problem i, at det er en anden, der rent teknisk har skrevet bogen«, siger han.

Og tilsyneladende er skriverkarlene også godt tilfredse med arrangementet.

»Det er et stykke journalistisk håndværk, hvor man grundlæggende arbejder på den biograferedes præmis. Det ligger i selve opdraget. Man bruger vel en to til tre uger til at lave nogle rimeligt dybtgående interview, og så er der en skrivefase på et eller andet sted mellem en til tre måneder. Der er jo ikke tale om, at det skal være kunst. Hvis folk har kunnet læse bøgerne uden at falde over sproget, er det alt rigeligt«, siger Egon Balsby, der ud over at have skrevet Peter Schmeichels biografi om nogle uger udgiver en tilsvarende biografi om Leif Sylvester.

»Den kølige kalkule er, at forlagene ved, at der er flere penge i jeg-formen. Folk er mere interesseret i at få det, de tror, er den rene personlige fortælling, frem for min eller en anden journalists version«, siger Balsby, der til daglig er redaktør af radioprogrammet 'Mennesker og medier' på Danmarks Radio og fast kommentator på Berlingske Tidende og Weekendavisen.

Egon Balsby regner dog ikke med at gentage succesen som ghostwriter lige med det samme.

»Nej, det er ikke, fordi jeg vil fortsætte karrieren ad det spor. Nu har jeg haft den erfaring, men lige nu har jeg ikke specielt tid eller lyst til at kaste mig ud i denne slags ting igen«.
Også journalist Jakob Kvist, der har skrevet Lilli Gyldenkildes 'Tanker ved et køkkenbord' og Naser Khaders 'Khader.dk', er vældig godt tilfreds.

»Jeg synes, at det har været kanonsjovt at skrive de bøger. Jeg har betragtet det som et stykke grundig journalistik, hvor jeg for en gangs skyld kan skrive, lige så langt jeg vil, og med så mange detaljer, jeg orker. Så det kunne jeg sagtens finde på at gøre igen«.

»Det er klart, jeg skal gøre op med mig selv, hvem jeg vil gøre det for og kunne stå inde for det. Men sådan en som Lilli Gyldenkilde har jeg det helt fint med. Hun har noget seriøst at sige, og udviklingen inden for både aviser og tv giver ikke plads til den slags. Lilli kunne måske få 20 sekunder i en nyhedsudsendelse eller komme med i 'Venner for livet', hvis hun var heldig, men på den her måde kommer hele historien med«, siger Jakob Kvist.

Forbudt for ghostwritere
Men en ting er selvbiografier, en ganske anden 'rigtige' biografier. Men her er den p.t. nok hotteste danske biograf, Bo Lidegaard, der blandt andet har udgivet biografien om Jens Otto Krag, ikke i tvivl.

»Der er to ting, hvor det ikke nytter at have hjælp. Til den egentlige research og til det at skrive. Det skal man gøre selv«.

Men har Lidegaard så virkelig gjort det hele selv? Er han et af de rigtige overmennesker, en af dem der bare magter det tredobbelte af os andre dødelige? Muligvis, men selv Bo Lidegaard har dog fået en god portion hjælp. Under arbejdet med Krag-biografien havde Lidegaard således en fast medhjælper, der tog sig af det rigtig grove arbejde.

»For det første indsamlede han alt materialet. Både en komplet samling af, hvad Krag havde skrevet, og alt, hvad jeg ellers kunne forestille mig ville være interessant. Var der et værk, jeg gerne ville se, så var det hans opgave at finde det. Og det sparer jo umådelig meget tid«, siger Lidegaard.

»For det andet var hans anden hovedopgave, hvad man kan kalde teknisk tekstredigering. Det vil sige, at tjekke detaljer, navne, konsistens og alt sådan noget. Og at lave alle registre. Igen noget der er meget, meget tidskrævende«.

Og oven i dette havde Lidegaard en sekretær, der renskrev store dele af Krags dagbog, så forfatteren »slap for selv at skulle sidde og tyde hans mere eller mindre ulæselige noter«.

Uden de to tjenende ånder er Lidegaard ikke i tvivl om, at den i forvejen store opgave med at få styr på Krags brogede liv havde været af et helt andet, og langt større omfang. Bistanden var, som han siger, »i enhver henseende uundværlig«.

Min bog - den har jeg ikke læst
Nu har Jens Otto Krag selvsagt ikke læst Lidegaards biografi. Så vidt er teknikken trods alt ikke kommet, lidt mere overraskende er det, at enkelte levende helt åbent har indrømmet ikke at have læst deres egen selvbiografi. Altså en bog, de officielt selv har skrevet.

Det gælder for eksempel USA's tidligere præsident Ronald Reagan, der, efter at Robert Lindsey i hans navn havde skrevet den 726 sider lange biografi 'An American Life', blev spurgt, hvad han syntes om bogen.

»Jeg hører, det er en fremragende bog. Og en dag ved lejlighed vil jeg også se at få den læst«, lød det fra den gamle skuespiller.

Samme arrogance prægede musikeren Miles Davis, da han på tv blev spurgt om noget, der stod i hans selvbiografi 'Miles', som var skrevet af Quincy Troupe.

»Den har jeg ikke læst«, svarede jazzlegenden ubekymret.

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce