0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

En litterær kongekradser

Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Forleden læste jeg noget, jeg forstod. Sådan rigtig for alvor. Fysisk, på min egen krop. Det drejer sig om et stykke berømmet skønlitteratur om rygningens velsignelser, og hvad deraf følger. Inklusive forbandelser, hvis man forsøger at holde op. Og ikke kan.

Indtil for nylig havde jeg aldrig hørt om den italienske forfatter Italo Svevo, endsige hans rygerroman 'Zenos bekendelser' fra 1923. Litterater fremhæver kultbogen som et hovedværk ikke alene i den italienske, men også den europæiske litteratur. De fiktive dagbogsoptegnelser og betroelser til titelfigurens »idiot« af en psykiater udkom på dansk i 1950.

Efter 45 år i røg og damp var jeg for nogle måneder siden selv blevet ikkeryger ved et tilfælde. Det var sket meget pludseligt og konsekvent, hvilket i begyndelsen irriterede mig. Jeg forstod det nemlig ikke. Hvad skulle det nu gøre godt for? Og så at det kunne være så nemt.

Jeg, der har været hardcore ryger siden barndommen. Som 13-årig mestrede jeg uden at blinke en kongekradser. Altså at tage seks dybe sug i træk og inhalere næsten en halv røgpind helt ned til mellemgulvet. Uden at besvime. Derefter ud med røgen igen. Uden at hoste.

Rygekonkurrence
Zeno Cosini har røget længere end jeg og er også dygtigere. I Svevos til dels selvbiografiske roman er han 57 år, så vi er jævnaldrende. Men i modsætning til mig har Zeno siden ungdommen kæmpet imod sin last i stedet for bare at nyde og ellers ignorere den.

Som niårig røg han ti nikotinpinde ud i en køre. Han havde stjålet penge fra sin fars bukser ophængt på en stol i stuen for at få råd til en pakke cigaretter og deltage i et eksperiment med en gruppe jævnaldrende. Hvem kunne ryge mest på kortest tid?

Zeno vandt den mærkelige konkurrence og fik samtidig fjernet beviserne for udbyttet af tyveriet. Som tyveårig kom han til den erkendelse, at han ikke kunne fordrage hverken tobakkens smag eller nikotinens virkninger. Da begyndte hans livslange, men forgæves slagsmål for at holde op med at ryge. Alle midler blev ellers taget i brug.

Det første fik han foræret. Det var en to uger lang halsbetændelse, og doktoren forbød ham på det »strengeste« at ryge. Ordvalget og alvoren i formaningen betød, at Zeno omgående tændte og røg sin allersidste cigaret. Under uhyre halssmerter blev ceremonien gentaget flere gange daglig under resten af sygdomsperioden.

Det blev indledningen til en psykisk og måske mere alvorlig lidelse: den kroniske rygeafvænning. Med sin hang til hypokondri rendte Zeno i forvejen til læge i tide og utide, men fast på programmet kom fra da af også andre og mestendels indbildte skavanker på grund af smøgerne.

Den sidste cigaret
Alt dette skete for 100 år siden i den norditalienske havne- og kulturby Trieste øst for Venezia. Lang tid før lægerne rigtig vidste noget konkret om tobakkens indvirkning på lunger og helbred i almindelighed. Og altså endnu længere inden ældre storrygere på gravens rand begyndte at rende retsvæsenet på dørene med sagsanlæg mod tobaksindustrien.

»Den kæde af sidste cigaretter, som begyndte, da jeg var tyve år, er endnu ikke sluttet«, bekender Zeno i Svevos bog.

Min egen foreløbig eneste, sidste cigaret nød jeg for to-tre måneder siden. Jeg husker den ikke engang, men det var en torsdag aften. For om fredagen lå jeg fastlåst til min seng mere død end levende på grund af et umanerlig ondskabsfuldt hold i ryggen. Det husker jeg, for min læge var på lang weekend.

De næste tre-fire dage krabbede jeg mig bevidstløs rundt i lejligheden uden lyst til andet end smertestillende piller, søvn og et glas vand i ny og næ. Ingen tanker tænkte jeg, ingen beslutninger tog jeg.

Først om tirsdagen fik jeg nogenlunde min førlighed tilbage efter en velplaceret blokade bagi af min tilbagevendte læge. Men endnu et par dage gik der, før jeg blev menneske igen og fik mit vanlige selv og min hukommelse tilbage.

Da kom jeg i tanker om, at jeg ikke havde røget i det meste af en uge som følge af min latterlige, fysiske tilstand. Nu, da skaden var sket, tog jeg det i nogle minutter bare med godt humør og som en morsom oplevelse. Jeg tog det som en mand.

Med skam at melde må jeg indrømme, at jeg overhovedet ikke savnede tobakken. De fysiske ab-stinenser oven på det pludselige nikotinstop må være druknet i koldsveden fra rygsmerterne. Men for gammelt venskabs skyld var jeg straks parat til igen at kaste mig over mine kære Gauloises. Helt uden filter og andre gifthæmmende foranstaltninger.

Da fik jeg en idé. Jeg så for mig det bjerg af nikotintyggegummi og nikotinplaster, som masser af rygere i min omgangskreds døjer med efter at være mobbet ud på et skråplan som ikkerygende nikotinnarkomaner.

De er bare for svage og nogle stakkels ofre for tidens massive antitobakskampagner. Ren faneflugt. Sådan så jeg på den sag.

Selv ville jeg springe ud som total problemfri ikkeryger uden omkostninger. Om ikke for andet, så for at irritere alle disse nyreligiøse antirygere med deres selvpåførte lidelser. Det var min idé. Som tænkt, så gjort.

Med rank ryg, uden at hovere, fortalte jeg alle interesserede min lille sandfærdige beretning om holdet i ryggen osv. Dog modsagde jeg dem ikke, når enkelte med dyb beundring lovpriste min forbavsende og misundelsesværdige karakterstyrke og beslutningskraft. Hvilket i virkeligheden intet havde med sagen at gøre.

Ødipuskompleks
Da var det, en gammel ven anbefalede mig at fejre min triumf med læsning af 'Zenos bekendelser'. Den ville more mig. Jo, men jeg føler også med det stakkels menneske, hvis liv forvandler sig til en lidelseshistorie af én lang rygeafvænning.

Han forsøger sig med elektriske behandlinger, tvangsindlæggelse, væddemål mv. foruden psykoanalyse hos en doktor, han kommer til at hade og foragte mere og mere.

Lægen tager ikke hans rygning rigtig alvorligt, men mener da, at nikotin på nethinden måske kan forklare nogle påståede synsforstyrrelser for Zenos indre blik.

»Men idioten behandlede mig dog ikke altid som en patient med gift i kroppen«, klager Zeno. Især er han utilfreds med, at analytikeren slet ikke forbyder ham tobak. I stedet skal han bare overbevise sig selv om, at rygning er aldeles uskadelig. Så vil den også være det.

Zeno bliver også belært om, at hans last tager udgangspunkt i, at han fra helt lille ville konkurrere med sin cigarelskende far. Så når Zeno tillægger tobakken skadelige virkninger, er det kun for at straffe sig selv for at rivalisere med sin far.

Hans rygning drejer sig altså om et ødipuskompleks!

En anden gang får Italo Svevos antihelt at vide, at hans rygesyge slet ikke er nogen sygdom. Hans forskellige lidelser drejer sig slet ikke om cigaretterne. Men i stedet om hans tvangstanker om at lægge dem på hylden.

Løsningen på at slippe lasten skulle være ikke at have noget forsæt derom. Planen om at holde op med at ryge kunne altså kun gennemføres ved at ignorere planen.

Efter den slags konsultationer forlader Zeno lægen »rygende som en tyrk«.

Italo Svevo er pseudonym for den italienske forfatter og forretningsmand Ettore Schmitz fra Trieste, og som Zeno havde også han blandt sine foretrukne adspredelser livet igennem at spille violin og holde op med at ryge. Ligeså døjede han som sin romanfigur med kvinderne, konen, faderen, forretningslivet, psykoanalysen og så meget andet. I 1928 døde Italo Svevo som 66-årig efter en bilulykke.

Kæderyger Blixen
På utallige opfordringer begyndte jeg selv for nogle dage siden igen at ryge som en franskmand. Mine nærmeste syntes, jeg var blevet for sær. Alt for tam og vennesæl.

Det kan da godt være. Når man fra før puberteten har været på stoffer, er det ikke godt at vide, hvad der er tobak, og hvad der er ens sande jeg. Hvorfor begynde at eksperimentere med sit grundvæsen efter 45 lykkelige år med nikotin? Det lød jo logisk nok.

Så af hensyn til mine omgivelser pulser jeg nu Gauloises på livet løs igen og slutter i al ydmyghed op om kæderygeren Karen Blixen. Dog også opmuntret af en statistik i den netop udkomne debatbog 'Det forkælede samfund', hvoraf det fremgår, at risikoen for at dø af rygning af 20 cigaretter pr. dag 'kun' er en halv procent.

Den slags vidste den feterede forfatter ikke omkring 1960. Alligevel havde hun som næsten 75-årig svar på rede hånd, da litteraten Bent Mohn under en sammenkomst på Rungstedlund gjorde baronessen opmærksom på, at man kunne dø af lungekræft ved cigaretrygning. Det viste en den gang ny undersøgelse i Amerika.

Min føromtalte gamle ven, filosoffen og forfatteren Jurij Moskvitin, var selv til stede ved lejligheden og skriver i sine erindringer 'Den døve øgle' om episoden, der udspandt sig, mens den gamle dame med cigaret i mund var midt i en slags kongekradser:

»Karen Blixen, stadig midt i suget, fikserede Mohn med et gennemborende blik, sugede til ende som for at være helt sikker på kraften af det, hun nu havde tænkt sig at sige til Bent Mohn, og pustede så en enorm røgsky i hovedet på ham, idet hun sagde:

»Så får vi dø af lungekræft!« - sagt i virkelig godt humør«.

Prøv Politiken i 30 dage for kun 1 kr.

Få adgang til hele Politikens digitale univers, og læs artikler, lyt til podcasts og løs krydsord.

Prøv Politiken nu

Annonce