Når den colombianske forfatter Gabriel García Márquez sætter pennen til papiret, holder hele den spansktalende verden vejret. Fra Mexico til Argentina med en afstikker til Spanien spekuleres der intenst over Gabos nyeste påfund, endnu før han selv har formuleret sine tanker. Når spændingen endelig forløses, flyder aviserne over med kærlighedserklæringer til den store, gamle mand, der har skænket verden en magisk realisme. Sådan var det også denne gang, for i sidste uge udkom første bind af den 75-årige García Márquez' længe ventede selvbiografi i én million eksemplarer. Det skete i alle spansktalende lande på samme dag og med en presseomtale, som må gøre enhver filmstjerne grøn af misundelse. Aviserne ryddede forsiden, og i Mexico blev bøgerne kørt ud til forhandlerne i biler med blændede vinduer og under politieskorte for at forhindre pirater i at kidnappe bogen. Gabo er gud, når han fortæller, og i sin selvbiografi 'At Leve for at fortælle om det' taler han for første gang om sig selv i første person. Han fører os tilbage til sin barndom i søvnige Macondo, landsbyen fra '100 Års Ensomhed', med dens mandeltræer, de farverige træhuse, liv, død og Buendía-familiens rænker og mysterier. Macondo eksisterer ikke i virkeligheden, men det gør Aracatacas på Colombias nordlige og tropiske kyst, hvor García Márquez voksede op. Bortset fra navnet, er der ingen særlig forskel på fakta og fiktion, siger han. I sine bøger har han rekonstrueret et samfund, hvor skæbner blandes, og hvor alles handlinger har stærke konsekvenser for resten af landsbyens borgere på helt uforudsigelig vis. Her herskede det amerikanske bananselskab United Fruit Co. i mange år, og selskabets massakre på strejkende arbejdere i 1928 formede i bakspejlet García Márquez politiske holdninger, selv om han var spæd, da det skete. Med drabet i 1948 på præsidentkandidaten Jorge Eliecer Gaitán blev García Márquez for alvor politisk bevidst. Mordet blev startskuddet til den ufattelige vold, der stadig præger Colombia i dag, og Gabo fandt tidligt sit ståsted på Latinamerikas pacifistiske venstrefløj. Frem for alt er det nu bedstefaderens grumme, men uudtømmelige fortællinger om krig, feudalisme og død, der har inspireret García Márquez til de bøger, som i 1982 gjorde ham fortjent til Nobelprisen i litteratur. Oberst Nicolás Marquéz havde et talent for at fortælle, og under havens skyggefulde mandeltræ stod den lille Gabriels øren på stilke, når bedstefaderen holdt hof med naboer og familie som taknemmelige tilhørere med de endeløse beretninger fra fronten. »Da han døde, døde der også noget i mig«, har García Márquez ofte sagt. Berømt journalist Den unge García Márquez skulle have været jurist. Sådan blev det bestemt af hans far, den telegrafist, som blev inspirationen til Gabos roman om forældrenes smukke kærlighed. I stedet blev han journalist, og de kvaler, han må gennemleve, da han under en togtur meddeler moren sin upopulære beslutning, står stadig levende for ham. Som det hele udviklede sig blev Garcá Márquez en temmelig berømt journalist, og kapitlerne om det virke fylder en del i hans erindringer. Det var ikke så meget de emner, han skrev om, som det var måden. Små emner blev store, og han husker med taknemmelighed, da han fik lov til at skrive en daglig novelle i ugevis om et dramatisk skibbrud for en af verdens dengang bedste aviser, El Espectador i Colombia. I sit forfatterskab kommer Gabriel García Márquez vidt omkring. Han er, uden skygge af tvivl, den magiske realismes patriark, kendt og elsket for Macondos fantastiske verden. I en senere genre er han vendt tilbage til journalistikken med en bog om de daglige bortførelser i Colombia. Endelig vover han at fortælle om sig selv med ønsket om at få det hele til at hænge sammen. Erindringsbindet er kun det første, og maratonværket er for García Márquez selv en kamp mod tiden. Da han i 1999 fik konstateret lymfekræft afbrød han al overflødig kontakt med omverdenen. Han satte sig til skrivebordet i det Mexico, der gav ham asyl, da han måtte flygte fra Colombia, og som senere er blevet hans permanente hjem. Han var og er, desperat ved tanken om, at han ikke når at fortælle alt. »Jeg reducerede forholdet til mine venner til et minimum. Afbrød telefonen, aflyste rejser og alle mulige planer, dengang og i fremtiden«, fortæller García Márquez til den colombianske avis El Tiempo. Første bind af García Márquez erindringer fylder 579 sider. Det ender i 1955, da han stadig er en ung mand. Der er heldigvis mindst to tilbage, og mens det første bind knapt er fordøjet, er spekulationerne om det næste allerede i fuld gang.