Hun var kun 14, da de mødtes. Han var 22. Hun var datter af en købmand i Salling ved Limfjorden. Han var lige flyttet til København og i færd med at tage de første beslutsomme skridt op ad den karrierestige, der senere skulle gøre ham til Danmarks mest berømte komponist. Tre somre igennem var de kærester. Emilie Demant og Carl Nielsen red ture sammen og spillede firhændigt, fjollede og flettede fingre, kyssede og skrev kærestebreve. Først mange år senere, da Carl for længst var død, satte Emilie sig til skrivemaskinen for at fortælle eftertiden om deres sommerferier ved Limfjorden. I mellemtiden var der sket meget. Emilie Demant havde giftet sig med den 12 år yngre geograf Gudmund Hatt, og i overensstemmelse med hendes sidste vilje indleverede han efter Emilies død hendes manuskript til Det Kgl. Bibliotek. Siden 1983, hvor klausuleringen af manuskriptet udløb, har det været tilgængeligt for alle og enhver. Men ingen har taget det frem. Det skete først i sommer, hvor det blev opdaget af Carl Nielsen-forskeren John Fellow i forbindelse med hans systematiske søgning efter materiale til en ny, samlet Carl Nielsen Brevudgave. I hans kalender er 30. juli døbt Emiliedag. Det var den dag, han pludselig stod med Emilies beretning om hendes og Carl Nielsens kærlighedshistorie. Et dokument der med ét kaster lys over den mest effektivt mørklagte periode i Carl Nielsens liv. Beretningen er et trykklart bogmanuskript komplet med fotografier, breve og nodeark samt smykker og andre effekter som illustrationsmateriale. Med et langt liv som mellemliggende filter, men med imponerende præcision genkalder Emilie sig historien om sin ungdoms romantiske 'Foraarsbølger', som hun med et citat fra den russiske forfatter Turgenjev har kaldt erindringerne om sin første kærlighed. At Turgenjev drages ind i billedet skyldes, at Carl Nielsen - da affæren var overstået, og han selv var gift og nybagt far - sendte Turgenjevs 'Foraarsbølger' til Emilie. Romanen handler om en ung mand, der forelsker sig stormende og lykkeligt. Men ved tankeløst at forfølge sin erotiske besættelse af en anden kvinde forspilder han muligheden for at få den pige, der er målet for hans kærlighed. Carl Nielsen sendte romanen som et billede på sin egen og Emilies historie. Det er Emilie ikke i tvivl om. Og sandt er det under alle omstændigheder, at Carl Nielsen allerede i de unge år orienterede sig mere end flittigt mellem de kvinder, der omgav ham. Pigerne tumlede rundt i hans hoved Emilies minder eksponerer både på dette og andre områder et afslørende røntgenbillede af den unge Carl Nielsens psyke. Carl er optaget af sin karriere som violinist og komponist. Når de ikke er sammen, sender han hende den ene anmeldelse efter den anden af koncerter i København, hvor hans musik har været opført, eller hvor han selv har spillet. Han overvejer at skifte navn til noget mindre ordinært end Nielsen. Vi møder ham som energisk og moderne ung mand i cykeldragt, men især bruger han kræfter på at indvie Emilie i tonernes og de klassiske mestres verden. Han kan ikke være forelsket i en pige, der ikke kan dele hans kærlighed til musikken. Når de ikke er sammen, sender han sin Bassenik, som han kalder hende, musikteoretiske opgaver, hun skal løse. Hendes flid belønner han med kys. Han opdrager hende. Hun skal lære at elske Mozart, og et af bilagene til manuskriptet er et koncertprogram, hvor Carl har nedskrevet handlingen i Beethovens 'Pastoralesymfoni' for Emilie. De spiller Mozarts 'Don Giovanni' firhændigt, og det er svært ikke for sit indre blik at se Carl som forføreren og den purunge Emilie som Zerlina ved siden af ham på klaverbænken. Manuskriptet kaster lys over en periode i Carl Nielsens liv, som komponisten ellers ikke brød sig om at uddybe: ungdomsårene i København i slutningen af 1880'erne. Mellem det tidspunkt, hvor Carl Nielsens selvbiografi 'Min fynske barndom' bryder af, og det tidspunkt, hvor den 25-årige komponist tog på sin første store udenlandsrejse, har der hidtil været et sort hul. Nu får vi oplyst dette hul ved hjælp af en fyldig beretning fra hovedpersonen i Carl Nielsens liv i denne periode. En hovedperson, der hidtil har været holdt hemmelig. På udenlandsrejsen efter de tre år med Emilie mødte Carl Nielsen billedhuggeren Anne Marie Brodersen og giftede sig over hals og hoved med hende. Nu ved vi, at Emilie spøgte i Carls tanker, mens han lovede Anne Marie troskab. Og ligesom andre piger tumlede rundt i hans hoved, mens han var kæreste med Emilie, slap han aldrig Emilie af sind. Tværtimod skal Anne Marie Carl Nielsen have sagt, at Carl altid talte om hende, og de genoptog senere kontakten. De to ægtepar sås jævnligt til bridge, og så sent som året før Carl Nielsens død, i 1930, var det ifølge Emilies beretning tæt på en ny intimitet imellem dem, som hun dog afværgede. Carl Nielsen bibeholdt notorisk forbindelsen med gamle flammer. Her har vi et nyt bevis på, at han havde behov for at samle hønsegården omkring sig. De ukendte plejeforældre Emilie Demant blev født i Selde syd for Limfjorden, hvor hendes far ejede både købmandsgård, kro og tømmerhandel. Hendes liv udviklede sig bemærkelsesværdigt. Hun blev kunstmaler, forfatter og etnolog med en brændende interesse for samernes kultur. Men al det var fremtidsmusik, da den 14-årige Emilie i sommeren 1887 blev kaldt hjem fra sommerferie af sin mor, fordi de havde fået gæster på gården i Selde. Gæsterne var moderens søster Marie og hendes mand Jens. Med sig fra København havde de deres fynske plejesøn, Carl Nielsen. Brikkerne falder på plads. Vi har altid vidst, at Carl Nielsen kom i pleje, da han forlod Fyn og tog til København. Men vi har aldrig vidst noget om hans plejeforældre. I Emilie Demants manuskript træder de pludselig lyslevende frem - i skikkelse af hendes egen tante og onkel. Her lærer vi dem at kende. Møder dem i kød og blod. Med Emilies skildring af en Holbergagtig gnier, der samler kulstykker op på gaden, og en plejemor, der forlangte ubetinget, umulig kærlighed af sin voksne plejesøn, hvis fattige forældre stadig levede på Fyn, giver Emilie en del af forklaringen på, hvorfor Carl Nielsen aldrig skrev om denne del af sit liv. Men den væsentligste grund til tavsheden var nok, at Carl Nielsen i denne ungdomsperiode kæmpede med kærligheden og seksuallivet. Han havde svært ved at få ånd og kød til at gå op i en højere enhed, og perioden præges af en stormfuld kamp mod det, den unge komponist over for Emilie omtaler som sin »grundfejl«: At han ikke kan lade være med at give efter for kvinder, der beundrer ham, men at han tværtimod drages uhjælpeligt af den stemning, deres forelskelse i ham giver. I et af de breve fra Carl til Emilie, der er vedlagt manuskriptet, forklarer han, at det er kvinderne, der falder for ham. Ikke omvendt. Han har sågar været forført af en betydeligt ældre gift kvinde, da han var 17-18 år. Han er hård i dommen over sig selv og kalder sig selv en egoist. Alt det læsser han på skuldrene af Emilie Og livet igennem skulle tilbøjligheden til at flirte skaffe Carl Nielsen problemer i form af udenomsægteskabelige affærer og mindst to børn uden for ægteskab - måske endda flere ifølge John Fellows forord til 'Foraarsbølger', der i næste uge udgives som bog af det akademiske forlag Multivers. Køber en pistol Eskapaderne skabte langvarige kriser i ægteskabet med Anne Marie Carl Nielsen. Også det har vi længe vidst. Men allerede mens han var kæreste med Emilie, var det åbenbart ved at ende helt galt. Fortvivlet over bestandig at falde for nye flirterier og i det hele taget led ved sig selv køber Carl Nielsen en pistol og skriver afskedsbrev. Kun indblanding fra en ven, der møder den oprevne Carl Nielsen i Bredgade og tager ham med hjem, gør tilsyneladende, at Carl Nielsen blev mere end et par og tyve år gammel! Pistolen blev sendt til Selde, hvor Emilies far begravede den i haven. Det er en værdsat kvalitet ved Carl Nielsens musik, at den ejer en uudslukkelig livskraft. At musik for ham var liv og som dette uudslukkeligt, formulerede han famøst i forbindelse med fjerde symfoni. Hvad, der ikke passede datidens normer, var, at Carl Nielsens livsenergi i lige så høj grad udfoldede sig i talrige kærlighedsaffærer. Det har været forsøgt nedtonet, men for Carl Nielsen selv var det umuligt at feje noget ind under gulvtæppet. Han fortæller Emilie, at han allerede har et barn med en tjenestepige i København, og da han gifter sig med Anne Marie, indvier han på samme måde hende i forholdene. Carls problem er ikke kun kærligheden, men også ærligheden, forklarer John Fellow: »En af de påfaldende ting ved dette manuskript er, at han fortæller alt. Carl kan ikke lyve. Carl kan ikke fortie sandheden. Hvis han selv skulle have skrevet om den her periode, ville han have været nødt til også at skrive om det uægte barn, han allerede havde, og måske om mange andre ting, og sådan en bog ville jo være nærmest umulig at skrive i hans levetid. Jeg kan godt forstå, han er stoppet, hvor han er stoppet med 'Min fynske barndom', og at vi derfor først nu, gennem Emilie, får noget at vide om disse år«. Klovnen Carl Der findes en serie fotografier, hvor den unge Carl Nielsen skærer grimasser for fotografen. Sære skud, der altid har skurret mod billedet af den store komponist. Det har været et mysterium, hvorfor og hvordan de er blevet til. Nu er mysteriet løst. Carl Nielsen, fortæller Emilie, var med en tur hos fotografen i Nykøbing Mors, hvor han på hendes opfordring gentog de klovnerier og parodier, han underholdt med om aftenen hos hendes familie. Så enkelt er det. Carl Nielsen var midtpunkt for underholdningen de tre somre, han tilbragte hos familien Demant, og Emilies beskrivelser af aftenerne er lige så livlige, som de er rørende. Der blev leget og lavet sjov. Ikke bare tryllebandt Carl Nielsen familien og dens gæster med sit virtuose violinspil, der kort tid efter skaffede ham en plads i Det Kongelige Kapel. Han gav også imitationer af lokale særlinge til bedste, og selv om Emilies hjem var religiøst, var det ikke strengt. Sammen fik de to unge lov at sidde tæt omslynget i Sjæledybet, som hjemmets sofa blev kaldt. Og det var ikke kun tanker, de udvekslede, betror Emilie læseren, da hun som 76-årig i 1949 sætter sig til skrivemaskinen og med trænede forfatterhænder skriver de hundrede siders erindringer. Men kan vi nu være sikre på, manuskriptet ikke er et falsum? Ja, det er hævet over enhver tvivl, forsikrer John Fellow: »Der er så mange ting, der dokumenterer, at manuskriptet er ægte. Alene alle brevene fra Carl Nielsen, der er blandt de vedlagte bilag. Skriften er helt sikkert hans. Det er nogle af de tidligste breve, vi har fra Carl Nielsens hånd. Det er den ene ting. Så er der fotografierne, hvor vi kan se, de har været hos fotografen sammen, både på Mors og i København«. »De oplysninger, vi i forvejen kender, er korrekte, og hun fortæller så meget nyt - med bilag - som vi ikke vidste i forvejen. For eksempel får vi hendes notesbøger, hvor vi får at vide, hvad Carl har komponeret. Der er kompositioner, som vi i dag ikke kender. Men der er også kompositioner, vi kender, og hvor vi for første gang får nøjagtig at vide, hvilke datoer han har fuldført dem. Manuskriptet giver os så meget. På så mange planer«.