Det må nu være meget fedt at være Uffe Ellemann-Jensen. Den piberygende fisker og forhenværende udenrigsminister og partiformand er både på fornavn med nationen og de politiske giganter i Europas nyere historie. Han kan tillade sig at gå i eksotisk friluftstøj inklusive hovedbeklædning uden at blive forfulgt af pressen af den grund. Og så er manden, der næsten egenhændigt befriede Baltikum, en engageret publicist og kommunikator, der ved, hvornår det er tid at skrive om torsk og andet livsnyderi, og hvornår det er større mål, det gælder. Hans nye epos 'Østen for Solen', der har undertitlen 'Et helt Europa', var en af de få bøger, der i den forgangne uge, blev anmeldt på dagen af de fleste aviser, og hele vejen rundt er der respekt for det, som Informations anmelder Torben Krogh kalder »et passioneret advokatur« for nødvendigheden af at udvide EU med de central- og østeuropæiske lande. Da Poul Nyrup Rasmussen skulle være vært for dette halvårs afgørende topmøde, søgte Ellemann bort til en fjern norsk elv for at køle af i vandet med en fiskestang. Torben Krogh skriver længst og mest detaljeret om Ellemanns 'tankevækkende' bog, som han roser både for sin tilgang, der blander det personlige og det overordnet historiske og for de mange konkrete oplysninger, som bogen rummer. Eksempelvis at de 10 ansøgerlande tilsammen har et nationalprodukt, der svarer til Hollands. Krogh fremdrager Ellemanns væsentligste politiske pointer blandt andet, at der »i den danske debat været en virkelig forståelse for balancen mellem de store og de mindre lande i EU. Forestillingen har været - og er - at de store er ude på at tryne de mindre, når de kræver en større stemmevægt i EUs ministerråd. Men som Uffe Ellemann-Jensen slår fast, er det dybest set i de små landes interesse at ændre på balancen, så de store ikke kan trynes af de små. Skulle det nemlig ske, vil de store selvfølgelig finde andre veje at varetage deres interesser«. Uffe som gidsel Her i avisen roste Anders Jerichow 'Uffe', som han kalder en »formidabel fortolker«, der »argumenterer overbevisende, venligt og ret uffe'sk i en slags skriftlig højttænkning for, at EU snart vil have 25 medlemmer og om ti år endnu flere, når blandt andet »Norge endelig vil have taget sig sammen««. »Bogen er lille, mens hans politiske strejftog gennem ti års Europa er stort«, skriver Jerichow. Både Jyllandspostens Tage Clausen og Berlingske Tidendes bruger (ikke overraskende) Ellemanns bog til at repetere, at kommunismen var menneskefjendsk. Tonen er den samme, som da Blüdnikow ti år efter Murens fald redigerede Berlingske Tidendes debatsider uden blik for andet end det kommunistiske mareridt. Tage Clausen tager nærmest den tidligere udenrigsminister som gidsel. »Vi, der er vokset op under den kolde krigs koldeste år og tilbragte ungdommen i naiv tro på, at det hele nok skulle gå, må gyse ved tanken om, hvor let det kunne være gået anderledes, da øst- og vestmagterne efter Anden Verdenskrig delte ruinerne af Det Tredje Rige mellem sig. Vi må gyse ved tanken om, hvor let Danmark kunne være kommet til at dele skæbne med Polen, Tjekkoslovakiet og de øvrige lande, hvis befolkninger blev deporteret og spærret inde bag pigtråd, minefelter, vagttårne og maskingeværreder i over 40 år, mens de statslige propagandaapparater brølede forløjede paroler, og selv ægtefæller blev tvunget til at spionere mod hinanden. Vi må gyse ved tanken om, at magtapparaterne i disse diktaturstater lige til det sidste opererede med planer om at invadere Danmark«, skriver Clausen. Han burde måske have brugt sin spalteplads til i højere grad at referere, hvad forfatteren til den bog, han bruger som personlig erindringskatalysator, faktisk mener, der bør gøres for at forhindre, at Clausen og alle vi andre igen kommer til at gyse. Blüdnikow roser Uffe Ellemann for at have givet EU-debatten lidenskab og perspektiv, og for at have skrevet en bog så godt, »så selv en yngre generation må kunne forstå, at Europas samling ikke blot er en knastør konstruktion, men er et barn af vor fælles tragiske historie« og får naturligvis øje på de »afsnit, hvor man mærker bitterheden albue sig frem«. Den bitterhed, den bitterhed. Blüdnikow ville godt have haft Uffe til også at ytre sin mening om »de handelsordninger, der i virkeligheden går imod en egentlig liberal udvikling. (...) I stedet får vi en lidt traditionel gennemgang af problemerne med landbrugsstøtten og størrelsen af sugerørerne i EUs struktur- og samhørighedsfond«, skriver Berlingskes anmelder, der som den eneste i koret altså kommer med en konkret indvending mod Uffemandens Europabog.