Teis havde rettet bakkenbarterne til og kommet barbersprit på kinderne. Han skulle spise middag på Gammel Mønt. Den besked havde han fået samme morgen. Og det var sammen med en kvinde. Han følte sig varm og opstemt. Der havde også stået i brevet, at han i morgen ville finde det sidste brev under hovedpuden i Kattesundet nr. 2, 3. tv. Det lød ikke så lidt besynderligt, men foreløbig kunne Theis ikke rumme andet end den kvinde, han snart skulle møde. Det var mørkt, og lyset faldt ud gennem vinduernes små firkanter i det røde bindingsværkshus i Gammel Mønt. Han skubbede døren ind og gik op ad den snævre trappe. En ung tjener tog imod hans frakke. Theis betragtede hans bakkenbarter, inden han så rundt i det lille, lavloftede lokale, hvor alt var varmt flødefarvet bortset fra stolene, som var højrøde. Tjeneren gik med Theis' frakke, og først da kunne Theis se hende. Kvinden, som havde siddet skjult bag tjeneren. Hun sagde ikke noget, hun rejste sig ikke, og hun smilede ikke. Hun så bare på ham. Med de øjne. Theis mærkede blodet brænde i kroppen. »Mari ... M-Ariadne!«, udbrød han. Hun så vidunderlig ud: Læberne var røde og bløde, øjenbrynene mørke og øjnene dybe, som de lå der indrammet af mørkebrune khôlstreger og kaffefarvet øjenskygge. Han satte sig over for hende. De sagde ikke noget. Så bare på hinanden. Indtil tjeneren kom tilbage og skænkede boblende champagne i deres glas, før en anden tjener svingede to små tallerkener ind foran dem med æblekompot og et lille stykke dådyrkød, så mørt at de kunne skære bidder af det med siden af en gaffel. »Bare til at få appetit af«, sagde han, tjeneren. Derefter fulgte mørke tunstykker stegt og marineret og omkranset af sommerfrisk dild og endiviesalat og en gultskinnende hvidvin så fyldig og tyktflydende, at Mariannes stemme blev dyb og helt, helt afslappet. Theis smilede til hende. Nu var det pighvar og halve bagte pigeonæbler med røget østersølaks, der blev stillet foran dem. Og en vin, der udvidede mundhulen med et hav af smagsnuancer. »Også anis smager den af«, sagde Marianne. »Et sted langt nede er der anis«. Theis lod vinen flyde rundt i munden. »Ja«, sagde han. »Nu du siger, det er anis, smager jeg det helt tydeligt. Ordet får smagen til at træde frem«. Og de fik søtungefilet og hummerklo og oste og kokosis og chokolademousse, og til sidst var bordet sat til med glas med klare, gullige, røde og ravfarvede vine. Elleve i alt. Ud for hver af dem. »Min tunge er fuldstændig gennemtrængt af smag. Og jeg har smagt helt ud i kinderne«, sagde Theis. »Ja«, sagde Marianne. »Hver enkelt ret - og den måde de væver sig sammen med vinene på - det er som en flerstemmig og gennemkomponeret roman«. Theis smilede. »Ja«, sagde han. »Her sidder vi og spiser romaner«. Deres kroppe var tunge nu. Og helt helt bløde.