Har De hørt om Salman Rushdie? Ja, selvfølgelig har De det! Hvordan kunne man undgå det? Men har De også hørt om Monica Ali, A.L. Kennedy, Rachel Seiffert og Adam Thirwell? Nå, ikke. Det kommer De til. I løbet af nogle år vil de være blandt de kendte forfatternavne. Fuldstændig ligesom Rushdie i dag er et kendt forfatternavn. Men prøv nu at huske tilbage. Havde De også hørt om Rushdie for 20 år siden? O.k., måske var De rent faktisk én af dem, der var med fra starten, da han brød igennem med romanen 'Midnatsbørn' i 1981, og måske kunne De hér se de første tegn på en forfatter, som i de kommende tiår ville blive berømt over hele verden. Fatwa eller ej. Men helt ærligt, kunne De for 20 år også sige, at der lå en kommende litterær stjerne gemt i Julian Barnes, Martin Amis, Kazuo Ishiguro, Pat Barker, William Boyd, Graham Swift, Rose Tremain og Ian McEwan? Flere af dem senere vindere af den prestigefyldte Bookerpris. Nej, vel! Granta kunne. Storbritanniens estimerede, litterære tidsskrift Granta var i 1983 i stand til at udpege en væsentlig del af de yngre britiske forfattere, som siden har vist sig at blive toneangivende i store dele af den læsende verden. Anerkendte hos kritikerne, elsket af læserne. I 1983 valgte Granta 18 forfattere og kaldte dem de bedste, unge, britiske romanforfattere i et tiår. Det var som nævnt Rushdie, Amis, Barker & co. I 1993 gjorde Granta det igen. Og igen havde magasinet en ret heldig hånd. Hanif Kureishi, Louis de Bernieres, Will Self, Ben Okri, Iain Banks, Kazuo Ishiguro (igen, han var ikke ret gammel i 1983) og Jeanette Winterson var blandt de udvalgte. En heldig hånd Og i den forløbne uge har Granta så gjort kunststykket på ny. Det er her Ali, Kunzru, Kennedy og Seiffert m.fl. kommer ind. En jury på fem mand har blandt 150 mulige emner peget på de 20 bedste britiske romanforfattere under 40 i tiåret, og det har været forsidestof i de store, britiske aviser. »Ja, det er da rigtigt, at vores liste vækker ret stor opmærksomhed, når den bliver offentliggjort hvert tiende år, og Granta havde jo også en heldig hånd i 1983. Vi udgiver fire numre af Granta årligt, men nummeret med de unge romanforfattere er suverænt det, der bliver talt mest om«, siger Ian Jack, redaktør af Granta og desuden medlem af den jury, som lige har ændret en række forfatteres liv. Fra den ene dag til den anden ved alle læsende briter, hvem den 35-årige Monica Ali er. Fra at være fuldstændig ukendt går hun nu for at være en kommende stjerne. Og hun har vel at mærke ikke udgivet sin første bog endnu. Hun er udvalgt på basis af manuskriptet til sin debutroman 'Brick Lane' om en ung kvinde fra Bangladesh, der kommer til London. På samme måde er 24-årige Adam Thirwell udvalgt på det upublicerede manuskriptet til sin kommende roman 'Politics'. Hidtil har Thirwell kun fået en enkelt skønlitterær tekst offentliggjort i et litterært tidsskrift. Hans bidrag havde den spektakulære titel 'The art of Fellatio'. »Der er da folk, som mener, det er en meget stor byrde, vi lægger på de unge forfattere, når vi udpeger dem til at være blandt Storbritanniens bedste unge romanforfattere, men efter min mening er der i forvejen så mange gode grunde til ikke at skrive, så den mindst relevante må da være, at man er kommet på Grantas liste. Jeg ville snarere opfatte nomineringen som en opmuntring til at fortsætte med at skrive«, siger Ian Jack til Politiken. Lister er populære Men hvorfor er det nu lige, at ét bestemt nummer af Granta ud af 40 tiltrækker sig denne opmærksomhed? Ian Jack ved godt, at nogen synes, det er en gang pseudolitterær pop, måske især forfattere og forlæggere uden for listen, men han understreger, at den fem mand store jury, plus magasinet, tager opgaven meget seriøst. Udover Jack er juryen denne gang The Observers litterære redaktør, Robert McCrum, forfatteren Hilary Mantel, Nicolas Lee, redaktør af Bookseller og Guardian-kritikeren Alex Clark. »Man kan beklage det, men sagen er, at folk elsker lister, og folk kan også godt lide, at der i listerne er en slags forbrugervejledning. Der udgives jo utrolig mange romaner i disse år, og nogle af dem bliver lanceret med bulder fra reklametrommerne, så mange kan godt lide tanken om, at de på denne liste kan finde, hvad der er værd at læse i skønlitteraturen lige nu«, siger Ian Jack. Nogen synes, det er lidt for let at udpege de vigtigste, når man kan gå helt op til 40 år? »I juryen syntes vi ikke, det var let. Nogen har måske skrevet en enkelt bog, som er god, mens en anden har skrevet et par dårlige, plus en god. De to forfattere skal måles i forhold til hinanden, men nogen salomonisk dom fra juryens side bliver der jo aldrig tale om. Det er et bud, men vi gør vores bedste«, siger Ian Jack. Det er bestemt heller ikke alle, der klapper i hænderne af listen. I 1993 udtalte kritikeren James Wood for eksempel, at listens forfattere nærmest var et koncentrat af, hvad der var galt med britisk skønlitteratur på daværende tidspunkt. Og der skal da nok også være folk, som spejder forgæves efter forfattere, juryen har vejet og fundet for lette. Juryen var imidlertid ret enige om mange af forfatterne. Eksempelvis om 27-årige Zadie Smith, som allerede er slået igennem med millionsælgeren 'Hvide tænder' om livet i det multikulturelle London. Det samme var tilfældet med 33-årige Hari Kunzru, der har skrevet romanen 'Impressionisten' med udgangspunkt i sin families indisk-britiske baggrund. Sikker var også 31-årige Rachel Seiffert, hvis debutbog 'Mørkekammeret' var med i opløbet om Bookerprisen sidste år. Alle tre er i øvrigt, ligesom 38-årige Robert McLiam Wilson fra Belfast, (bl.a. romanen Eureka Street), allerede udgivet på dansk. Til gengæld er skotske A.L. Kennedy, 37, stadig ikke oversat til dansk, selv om hun var på listen i både 1993 og er det igen i år. Nogle forfattere blev der imidlertid ikke plads til, selv om de havde varme fortalere i juryen. Zoe Heller og Rebecca Smith havde juryformand Ian Jack gerne set blandt de 20, og ude i det litterære miljø skal der nok også sidde folk, som har spejdet forgæves efter navne som Jonathan Coe og Nick Hornby, der begge er velkendte navne - også her i landet. Eller hvad med Alex Garland, den 32-årige forfatter bag kultromanen 'Stranden'? Beæret Men hvad siger forfatterne selv? Nogle af dem lyder til at være lige så overraskede som nogle af læserne formentlig er. »Jeg kan stadig ikke fatte, at jeg bliver nævnt i samme åndedrag som Zadie Smith og Ben Rice. Jeg er beæret«, som 24-årige Adam Thirwell har udtrykt det. Han er ikke den første, der har haft denne følelse. Den nu 59-årige Pat Barker er i dag et verdensnavn i litteraturen, men sådan så hun bestemt ikke sig selv, da hun i 1983 lige nøjagtig kunne snige sig ind på listen, fordi hun manglede nogle måneder i at fylde 40. Og hun havde kun udgivet debutbogen 'Union Street'. Siden er hun især blevet kendt for 'Regeneration'-trilogien, som handler om Storbritannien under Første Verdenskrig. Bøgerne indbragte hende Bookerprisen, og hun har også siden markeret sig stærkt både i Storbritannien og resten af verden med spektakulære romaner. »Jeg var da overrasket, da jeg blev nomineret, og hvis man spurgte mig dengang, ville jeg nok sige, det var lidt præmaturt at udnævne en forfatter med kun en enkelt bog bag sig til en af de bedste romanforfattere. Jeg var glad for at komme på listen, for selv om det kan lyde sært, så var det faktisk sværere at bryde igennem som debuterende forfatter dengang, end det er nu«, siger Pat Barter til Politiken. »I dag er det en fordel, at man som debutant ikke har salgstal for en tidligere bog. Forlagene kan markedsføre en ny forfatter kraftigt over for boghandlere og læsere, mens dette kan være vanskeligere for en etableret forfatter, fordi boghandleren med et tryk på computeren kan se, hvor meget forfatternes seneste bog solgte. I dag er debutbogen den store chance for forfatteren«. »Dengang var det en kamp at få lov at udkomme. I dag synes det at være lige omvendt, hvad der også passer meget godt med det, Hilary Mantel fra Grantajuryen har sagt. Mantel mener, det ser ud til, at det i dag er lidt for let at få en bog udgivet, og det kan da godt være, men hvis bøgerne ikke er gode nok, er det ikke nødvendigvis forlagenes skyld, for det er jo til syvende og sidst kun forfatteren, der kan stå til ansvar for det, der bliver skrevet«, siger Pat Barker til Politiken. Hvad mente du egentlig om listen, du selv stod på i 1983? »I dag siger folk, at alle dengang allerede var berømte, da listen kom, men det var de ikke. Det var faktisk kun Salman Rushdie, men det var en god liste, for mange af os fik jo en karriere som forfattere. I år er det også en stærk liste, men forfatterne ser ud til at være mere på niveau med hinanden. Dengang havde vi Rushdie, og der var også lidt kult omkring Martin Amis. Noget af det, der fryder mig i år, er imidlertid, at andelen af kvinder er stigende, for næsten alle lister i verden er jo ellers mandsdominerede, altså lige bortset fra Miss World«, siger Pat Barker. Ingen garanti Men selvfølgelig er Grantajuryen ikke synsk. Der er også forbiere på juryens lister. Altså, forbiere i den forstand, at forfatterne på listen ikke i dag er navne, folk umiddelbart kan huske som betydningsfulde romanforfattere. En mand som Nicholas Shakespeare (1993) er i dag mest kendt som manden bag den gigantiske Bruce Chatwin-biografi, mens andre på listerne senere har markeret sig mere som film- og litteraturkritikere end som forfattere. Og så er der dem, som nærmest ikke har markeret sig. Ursula Bentley eksempelvis. Hun optrådte på samme liste som Pat Barker i 1983 efter sin debut med romanen 'Natural order'. Men siden har man ikke hørt meget til hende i den litterære verden. Godt nok har hun udgivet et par bøger, som har fået blandede anmeldelser, men selv en gylden placering på en Granta-liste kan ikke gardere et menneske mod skilsmisse, børneproblemer og depression. Men hvad ville hun egentlig sige, hun foretog sig, hvis man spurgte hende? The Guardian har opsøgt hende ude i den engelske provins. »Jeg ville sige, at jeg skriver romaner. Men jeg ville nok ikke hænges alt for kraftigt op på det«, siger hun. Ursula Bentley har aldrig været en del af det litterære miljø, og hun har aldrig stræbt efter det. Heller ikke efter nomineringen. For andre forfattere har Granta-listen imidlertid været en regulær øjenåbner. Eksempelvis for Louis de Bernieres, som her i landet er kendt for sin nu filmatiserede bestseller 'Kaptajn Corellis Mandolin'. »At komme på listen i 1993 og møde andre forfattere, helt bogstaveligt for første gang, fik mig overbevist om, at jeg faktisk var normal«, har han sagt til The Sunday Times. Louis de Bernieres ville formentlig have solgt mange bøger, selv om han ikke havde været på listen, men at Granta-nomineringen er med til at promovere en forfatters bøger, er Ian Jack fra Granta slet ikke i tvivl om. »Jeg tror bestemt, det betyder noget for deres bogsalg«, siger han. Bookervinderen Pat Barker siger, at den største betydning for hende var, at hun fra den ene dag til den anden fik et publikum i USA. Sagen er nemlig, at Granta - om end det er britisk - faktisk sælger hovedparten af sit oplag i USA. »Jeg tror bestemt ikke, min roman 'Union Street' var blevet udsendt i USA, hvis ikke jeg havde været på listen«, siger hun. Selv kom Barker kun lige med nød og næppe på listen, fordi hun var måneder fra at fylde 40, men var hun blevet en dårligere forfatter, hvis hun havde været få måneder ældre? Overhovedet ikke, og derfor overvejer Granta da også at ændre reglerne fremover. »Philip Henscher, 37, som er på listen i år, har foreslået, at vi ændrer reglerne næste gang, så vi udvælger de bedste nye forfattere, som er debuteret i tiåret. Så kan vi stryge aldersgrænsen, og det gør vi nok også. I vores samfund, og formentlig også i Danmark, tror vi altid, at en ung alder automatisk er lig med noget nyt og innovativt, men efter min mening er det misvisende«, siger Ian Jack.