Efter den tyske journalist Sebastian Haffners død som 92-årig i 1999 fandt man blandt hans efterladte papirer et manuskript fra 1939, som han skrev efter at være gået i eksil i England. Manuskriptet udkom under titlen 'En tyskers historie. Erindringer 1914-1933' i 2000 og vakte straks berettiget opsigt overalt. Efter at have befundet sig på bunden af en skuffe i seks årtier talte en klar og anderledes stemme pludselig til vor tid, om den gradvise nedsmeltning af al civilisation, som fandt sted dengang i den sort-hvide fortid for ikke så længe siden, da Goethes og Schillers Tyskland blev Hitlers. Siden første udgave af Haffners bog udkom, her i avisen anmeldt af Hans Hertel, er der dukket yderligere materiale op - omkring 50 bogsider - så værket nu fremstår som et endnu stærkere og helstøbt vidnesbyrd om hverdagslivets systematiske brutalisering op til og under det nazistiske rædselsregimente, som det er Haffners særlige fortjeneste at have gennemlyst ud fra en reflekterende borgers hverdagsperspektiv. Haffners erindringsbog er sådan en bog, man har lyst til at anbefale alle at læse. Fordi den handler om en af de mest afgørende perioder i nyere tid og tilfører ny viden om den. Men også fordi Haffner, der i England blev ansat som journalist ved The Observer, er et godt menneske og en god fortæller. Anfægtet, fortvivlet, klartskuende. En fremragende iagttager og skribent, hvis ord har den tyngde, som ord kun får, når den skrivende er i besiddelse af livserfaring og stor personlig integritet. Haffner skriver også om bøger. Om sin ungdoms glubske læsetrang og den indflydelse, litteratur havde på ham: »Det var faktisk kun en del af mit jeg, der dengang levede i nutiden, hvor spændende den end var. Endnu mere spændende var den verden af bøger, jeg dykkede ned i, og som havde erobret den største del af mit væsen. Jeg læste 'Buddenbrooks' og 'Tonio Kröger', 'Niels Lyhne' og 'Malte Laurids Brigge' og Verlaines og den unge Rilkes digte, Georg Hofmannsthal, Flauberts 'Novembre', Wildes 'Dorian Gray' og Heinrich Manns 'Fløjter og dolke'. Jeg forvandlede mig til noget, der lignede heltene i disse bøger, til en livstræt, fin de sièclefin de siècle-dekadent skønhedsdyrker. Jeg gik igennem det inflationsplagede Berlins feberagtige, spedalske gader som en Thomas Mannsk patricier eller en Wildesk dandy«. Født i 1907 beretter Haffner om en barndom og ungdom fra før den elektroniske verdens vidundere. En epoke, hvor videbegærlige unge måtte ty til bøger for at få verden til at åbne sig. Identifikationen med litterære helte og skikkelser var både virkelighedsflugt og virkelighedserobring, forstår man.