0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Hvad gør jeg her 4-ever?

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Borberg Thomas
Foto: Borberg Thomas

Lukas Moodysson. Foto: Thomas Borberg

Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Engang i slutningen af 1980'erne var den i dag så berømmede svenske filminstruktør Lukas Moodysson elev på den forfatterskole, Poul Borum havde startet i København. Moodysson blev på skolen mindre end tre måneder. Efter den indsats besluttede Borum sig for fremover at nægte svenske elever plads på skolen. Dertil kom, at han siden i en række anmeldelser i Aftonbladet let affærdigede Moodysson som en mindre begavet digter. Far var måske ikke vred, far var skuffet. Og han havde svært ved at tilgive.

Lukas Moodysson var digter, længe før han for fem år siden brød igennem som filminstruktør med den usminkede skildring af livet som teenager i 'Fucking Åmål'. Moodysson debuterede i 1987 med samlingen 'Det spelar ingen roll var blixtarna slår ner', og i årene frem til 1996 udsendte han yderligere fem digtsamlinger, inden instruktørrollen tog helt over.

Men i fjor løb Moodyssons to kreative spor uventet sammen, da han udsendte sin hidtil mørkeste film, 'Lilja 4-ever', og samtidig gjorde comeback som poet med langdigtet 'Vad gör jag här', som langtfra er en idyllikers værk. Var Moodysson aldrig i stand til at tage imod den store lærdom fra Poul Borums ånd, kan man i alt fald se titlen på hans langdigt som en slags ironisk hilsen til Borums ofte citerede diktum om, at al digtning kan sammenfattes i ordene: Jeg. Er. Her. Nu. Moodysson svarer: »Hvad gør jeg her?«.


Det godt 80 sider lange og meget mundtlige digt er angiveligt skrevet i perioden fra langfredag til 12. september 2001:

»hver dag ser jeg ting jeg aldrig før har set
hvert sekund ser jeg ting jeg aldrig før har set«

hedder det i begyndelsen af digtet, der insisterer på jeg, jeg, jeg, ligesom Walt Whitman gjorde det i 'Sangen om migselv' (1851), som Moodysson utvivlsomt har læst og lånt fra. Ligesom Whitman bruger Moodysson løs af sit eget levede liv: fra de tidligste barndomsminder over ungdommen frem til et frygtindgydende billede af sig selv som mulig Mercedesmarxist, 45 år gammel (Moodysson bliver 34 i år - eller som det hedder i digtet: »jeg er snart lige så gammel/ som Jesus var da han døde«).

Men i modsætning til Whitman er Moodyssons jeg et jeg i transit, et hvem som helst, hvor som helst - hvad der konkret understreges i digtets mange billeder af fly og lufthavne. Moodyssons sang om mig selv er en sang om livet i den såkaldt frie (vestlige) del af verden i tiden før terrorangrebet på WTC 11. september 2001.

Det frenetiske jeg, der taler, kan i det ene øjeblik være Moodysson selv, for i det næste umærkeligt at skifte til en neurotisk kvinde, der fantaserer om opmærksomhedskrævende ting som cancer eller sex, mens hun keder sig, og manden er i New York på forretningsrejse.

Undervejs hævdes det, at digtet selv bliver til som et resultat af de frie markedskræfters spil, hvor enhver kan byttes ud med en anden: »det er ikke mig, som skriver det her/ det er en som jeg/ har hyret fra et bemandingsbureau/ eller hvad hedder det?/ hedder det personaleudlejningsbureau?/ eller hvad hedder det?«. Det er disse umærkelige synsvinkelskift, som er Moodyssons force i 'Vad gör jag här'.


Livet i kapitalismens storhedstid tager sig grumt og ikke mindst meget infantilt ud i Moodyssons filmiske montageteknik, hvor vidt forskellige indtryk fra den vestlige verden afløser hinanden: alt fra pinlige private detaljer til store politiske begivenheder. Og at der ikke er så langt mellem de to poler, understreges af billedet af George W. Bush, der onanerer i kongesuiten på et hotel i Göteborg, mens han længes efter en ny krig, der skal vise, at han er lige så potent som far var, da han bombede Bagdad.

Moodyssons montageteknik minder om Peter Laugesens digteriske strøm, hvor højt og lavt blandes uden hierarki og hæslighederne frit stilles til skue. Men der er mindst to afgørende forskelle på Laugesen og Moodysson: For det første er Laugesen sprogets mester og Moodysson muligvis en mester bag kameraet, der registrerer verden som yderlighed, for det andet ser man aldrig skyggen af et hulkende jeg i privaten i Laugesens digtning.

For det er nemlig det største problem med Moodyssons politiske digt: at sangen om verden bliver enstemmig med sangen om mig selv: »jeg er en voksen mand/ jeg har to børn/ jeg er bange for sprøjter/ jeg går til lægen og får en sprøjte/ med influenzamedicin så jeg/ ikke skal blive syg midt under indspilningen/ jeg får det dårligt bagefter/ jeg er lige ved at besvime/ jeg tænker på alle mennesker som har ondt (...) min smerte er så lille/ og alligevel gør den så ondt/ hvor ubegribeligt ondt gør det så ikke at blive tortureret?«.

I en helt anden sammenhæng har Moodysson skrevet, at »Det banale er det basale«. Det kan gerne være, men det er ikke nødvendigvis sådan, at det, der er forfærdende som virkelighed, har stor værdi som digtning, slet ikke når digtet ikke har det der swing, men knækker og bliver til politisk prosa, der ligner noget, fra dengang Lukas var dreng. Poesiens far ville ikke være blevet vred, han ville være blevet skuffet.