Tynde Mehmet hedder den fredløse folkehelt, en slags anatolsk Jens Langkniv, som er hovedperson i den store tyrkiske forfatter Yasar Kemals temmelig vidunderlige socialmytologiske epos om landarbejdernes oprør mod jorddrotterne for et århundrede siden, symboliseret i andet binds titel: 'De brænder tidslerne'. Kemal, der i mange år var indstillet til Nobelprisen, skrev på tyrkisk, skønt han selv var kurder. Men om en kollega - og navnebror til hans egen folkehelt - kan man, skriver Kemal, »hævde, at Mehmed Uzun fremstår som den første kurdiske romanforfatter, der skriver på kurdisk«. Kemals ord står i efterskriftet til den danske udgave af Mehmed Uzuns roman 'I skyggen af en mistet kærlighed'. Som Kemal yderligere kalder »en lang, tætvævet gobelin« og »et mesterværk«, ikke mindst i kraft af sproget: »Da jeg læste Mehmed Uzuns roman, blev jeg meget forundret over det mesterlige, rige og litterært højt udviklede sprog«. Men Kemals vurdering var danske anmeldere langtfra enige i: »Oppustet, patetisk og floskelfyldt« lød karakteristikken i Ekstra Bladet, og i Jyllands-Posten: »Uzuns prosa er for vores breddegrader usædvanlig højstemt«. Men ikke desto mindre er det også, ifølge samme morgenavis, »en særegen og eksotisk duftende roman i det store format«. Eller, med Anders Jerichows veltempererede ord her i Politiken, en »lyrisk fortælling med brave mænd, vidunderlige landskaber, stolte minder og store følelser, hvoraf den kurdiske hjemstavnsfølelse og viljestærke uafhængighedskamp fremtræder mere overbevisende end beskrivelsen af den gamle og døende Memduh Selîms liv«. Som eksempler på det oppustede og floskulære citerer Hans Flemming Kragh i Ekstra Bladet et par klæge mundfulde: »»Kurderne skriver deres historie med blod« står der, og »sneen lægger sig som et tæppe«. Bvadr«, lyder hans væmmelse. »Så på trods af den triste historie og sympatien for kurdernes kamp kan det kun blive til tre stjerner«. Floskulometeret slår ud Men er distancen bare udtryk for en af de tunge drenges lidenskabsløse kølighed? Døm selv, her er et eksempel på stilen: »Ulyksalige hjemland. Vansmægtende ødelagt, ruineret. Jorden udbrændt, i uvished og undertrykkelse lever du, mit hjemland, delt, opsplittet, og tårer og blod er menneskets skæbne. De rejste galgers, tugthusenes og fængslernes hjemland«, citerer Klaus Rothstein udførligt som eksempel på »en vemodighed, der skaber eftertanke og dannelse (ja, intet mindre), både hos romanens personer og hos læseren«. I Weekendavisen skriver han endvidere: »Landflygtigheden og det bitre, vemodige eksil strømmer gennem romanen som en rød flod af lidenskab og afsavn«, og bogen er »skrevet med kurdisk hjerteblod, men er ikke fjendtlig over for tyrkerne. Dertil er både Memduh og Mehmed for store humanister«. Mon ikke Kragh igen ville tilføje et 'bvadr'? Det »højstemte« falder altså Jyllands-Postens anmelder Jon Helt Haarder knap så meget for brystet, for »igennem romanen om blodets og eksilets århundrede mærkes omridset af de arketypiske tragedier, som vi også kender fra vores egen europæiske litteratur: de store fortællinger om skæbne, umulig kærlighed og død«. Som til Hamlet stiller han spørgsmålet, »Hvorfor tøvede han?«, til Uzuns hovedperson med den ufuldbyrdede kærlighed til »gazellen« - den pige fra Antakya, som giftede sig med en anden, mens Memduh kæmpede for sit folk. Floskulometeret er også slået ud hos Søren Kassebeer i Berlingske Tidende: »De oprørske kurdere er nemlig, forstår man, lutter fine og retfærdige mennesker, de har sans for det skønne i livet, de har stort set altid været enige om det meste, og de har kæmpet som brødre, side om side, uden skyld, men af bitter nødvendighed«. Man forstår også umiddelbart hans skepsis over for følgende truisme hos Uzun: »Intet væsen evner at føle så stærkt som mennesket, og derfor er mennesker trods modsætninger og forskellighed hinanden lig og burde således opfatte broderskab og medmenneskelighed som deres fælles mål«. Men, tillægger Berlingerens anmelder så, Uzuns kunststykke består i, at »hans tekst kan bære den slags banaliteter« og er »mod alle odds - alligevel værd at læse«. Og det skyldes snarest dens »grundkonflikt ... mellem viljen til at slås for en større sag og længslen efter det gode liv med den elskede«.