Aldrig har en ung pige haft så blanke, røde krøller som Sue Barton. Hende kunne man kun elske, hvad millioner af piger, inklusive undertegnede, har gjort. Sue Barton var også årsag til, at en del af os en tid lang så os selv som hvid- og kappeklædte væsner ile - sygeplejersker i Helen Dore Boylstons bøger iler nemlig altid - op og ned ad gangene, læggende vores svale hænder på feberhede pander og blive reddet, når vi en gang imellem kom i nød, af unge, smukke reservelæger. Sue Barton dukker op første gang i 'Piger i blåt' ('Sue Barton Student Nurse'), og her er hun sygeplejeelev på prøve, for senere at avancere i systemet. Hun bliver også en tid hjemmesygeplejerske for så endelig at blive gift med ham, det hele tiden skulle være William Barry. Høj, rank med et godt smil, dygtig og alt det, den ideale mand skal være. 'Piger i blåt' handler om den allerførste tid på et stort hospital, hvor alting kører efter en snor. Hertil ankommer Sue, nervøs og bange for det hun nu skal ind til. Hun skal være sygeplejeelev - på prøve. Hun falder dog hurtigt til, får to gode veninder, og selv om hun ikke ganske slår til under en nattevagt og får en påtale af en af de gamle sygeplejehejre, der uddeler den slags, er det indlysende, at Sue Barton har alt det i sig, som gør en god sygeplejerske. Oh, sukkede denne læser, bare man kunne blive som Sue Barton. Men da krøllerne manglede, og håret havde den forkerte farve, blev det ved den kortvarige drøm. Til gengæld kan undertegnede store afsnit af 'Piger i blåt' udenad den dag i dag, den bed sig fastere end alle andre af de mange, mange pige- og drengebøger, som blev fordøjet i bogslugeralderen. Hospitalsgerningen i Helen Dore Boylstons bøger er ganske uden hentydninger til, at mennesker har et fordøjelsessystem, og at der var tradition for, at netop sygeplejeelever - det var før, man havde opfundet sygehjælperne - løb med bækkener, stak dem ind, tog dem ud, tørrede og vaskede de berørte legemesdele for endelig at ile ud med de fyldte bækkener og tømme disse. Næ, den slags fandt slet ikke sted i det amerikanske sygeplejeunivers. Med til bøgernes store succes var også omslagstegningen, der ganske vist ikke viste en amerikansk sygeplejeelev, men en dansk. Men krøller havde hun, og yndig er hun den dag i dag.