0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Dannelse og omdannelse

Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Diskretion er en æressag, antydningens kunst vanskelig og ædel, men ingen af delene var noget, der bekymrede Bo Tao Michaëlis, da han i sidste uge på forsiden af dette tillæg præsenterede læserne for en usædvanlig skråsikker forudsigelse.

»Siri Hustvedts tredje roman bliver hendes gennembrud«. Så enkel og ligefrem var Bo Tao Michaëlis' begejstrede konklusion efter at have læst hendes roman 'Den jeg elskede'.

Anmeldelsen flød nærmest over med superlativer. Der var tale om en »stor«, »mageløs« og »labyrintisk betagende roman«, skrev han og roste bogen for at være mere »altfavnende og altmodisch, ja mere gængs romanagtigt appetitligt for de læsere, som finder ægtemanden (Paul Auster, red.) for sær og speciel«.

Smukke ord, som næppe kunne andet end overraske de danske læsere af Hustvedts seneste bog 'The Enchantment of Lily Dahl', en elegant konstrueret, men jævnt kedsommelig roman om en ung kvinder, der drømmer om livet på scenen i en lille by i Minnesota.

Forskud på glæderne
Men at der var noget stort under opsejling fra den norskfødte newyorkerforfatter, kunne den litteraturinteresserede dansker faktisk allerede opsnuse sidste efterår.

Sensationsjægerne på Weekendavisen kunne nemlig ikke vente på den danske oversættelse, og allerede i november var Klaus Rothstein ude med roserne til 'What I loved'.

Handlingen er dyster: Man følger to par i New York, hvis liv på forskellig og fælles vis går i opløsning med skilsmisser, elskerinder, døde børn, bristede forhåbninger og et svigtende syn, men resultatet er ifølge Rothstein fremragende.

Uden at blinke hælder Siri Hustvedt »hard core kunsthistorie, psykoanalyse og kulturkritik i hovedet på sin læser i lange essayistiske passager«, men det kombinerer hun heldigvis med »spændende historiefortælling om avanceret kriminalitet, seksualitet, skibbrudne forhold og menneskeligt fordærv«, således, at det samlede resultat ifølge Rothstein er »skamløst spændende«.

Og spændende synes Ekstra Bladets John Chr. Jørgensen bestemt også, at bogen er.

»'Det jeg elskede' er en smaskfed, amerikansk roman af den slags, man ikke slipper, før man har fortæret den sidste side«, skriver Jørgensen, og selv om han synes, at de mange sidemotiver og bihistorier får helheden til at flimre, er han ikke i tvivl.

»Skrive kan hun«, erklærer han, og kvitterer med fire stjerner.

Det er som taget ud af Per Theils pen. Afsnittet om det ene pars forhold efter sønnens død er »inderligt godt skrevet. En klassisk og ligefrem fortælling om kærlighed, tab og savn«, så god faktisk, at bogen, efter hans mening, sagtens kan læses alene for de to familiehistorier.

Men »romanen er mere end dét« lyder det fra Theil. »Siri Hustvedt sender sin historie lige ind i dén amerikanske kultur - især kropskultur - der kom med 1980'erne og 90'erne«.

Eneste problem er slutningen, hvor der med jagten på den ene skizofrene søn efter Theils mening går 'American Psycho' i det. Til gengæld skriver resten af romanen sig »så meget dybere ind i sin tid: Som et kærligt og indsigtsfuldt studie i det menneskelige sår«.

Fine fornærmelser
Anmeldelserne tyder på, at Siri Hustvedts bog er, en der bør læses, men om det ligefrem er nødvendigt for at kunne kalde sig et dannet menneske står tilbage at se. Det med dannelse er et vanskeligt begreb, lidt lige som en elefant er det let at genkende, men svært at definere.

Det har lektor Harry Haue dog ikke desto mindre forsøgt. I går forsvarede han sin disputats 'Almendannelse som ledestjerne' om forståelsen af det eftertragtede begreb fra 1775 og frem.

Tungt stof, bogen er på over 600 sider, men ifølge Jyllands-Postens anmelder Ole Feldbæk er det ikke et værk uden sine muntre aspekter og beretninger fra en tid, hvor fornærmelser svævede i et noget højere luftlag end den i dag så kendte fuckfinger.

»Eleverne og dagligdagen møder vi ikke«, skriver Feldbæk beklagende, men indrømmer derefter straks at have bidt mærke i den herlige anekdote om »fransklæreren, adjunkt Steinmann på Metropolitanskolen, der i 1798 skældte en elev på 13 år ud for »torskeflab, slyngel, æsel, bæst, sus, stud««. Og, som Feldbæk tørt bemærker, »knægten vidste selvfølgelig, at sus betød svin og at sus scrofa domesticus betød et tamsvin«.

Den slags sofisterier efterlader Ole Feldbæk med et »stærkt indtryk af de klassiske sprogs og oltidskulturens utrolige sejlivethed i det højere skolevæsen og af fagenes dansk og histories uantastelige bastioner«, og ganske i tråd hermed roser han Haue for hans »konsekvente fastholden ved begrebet almendannelsen dets brug og forandring«, som »gør den store bog læseværdig«.

Det samme mente Politiken, der var eneste anden avis, der anmeldte værket på dagen. Ifølge den ofte barske Steffen Heiberg, var Haues bog »et smukt udtryk for det, han selv kalder den frugtbare forbindelse mellem oplysningstanke og romantik«.

Set gennem Heibergs historiske briller var der tale om, et »fortrinligt bidrag til dansk åndshistorie, som både er oplysende og dannende. En klassisk disputats, der i sjælden grad bringer forskningen fremad samtidig med, at dens analyser og resultater har aktuel betydning, i dette tilfælde for debatten om gymnasiets fremtidige struktur«.

Mente altså en dannet mand.

Politiken.dk i 3 måneder - kun 299 kr.

Læs hele artiklen nu

Køb abonnement

Annonce