Man læser for at befolke sin ensomhed, som Harold Bloom har sagt det, så dér sidder man. Med en bog mellem hænderne i toget på vej ind mod byen blandt folk, der ikke taler med hinanden, men taler i mobiltelefon, skimmer gratisaviser, eller bare sidder. Som man selv gør det. Man tager bogen op igen, læser et par linjer, man allerede har læst, men handlingen fænger ikke rigtig, krudtet er vådt, som det hedder med en gammel krigsmetafor. Faktisk ville man føle sig mere ensom inde i bogen, der handler om intriger i den danske centraladministration, end udenfor, så dér bliver man. På sædet i et tog, mens de sædvanlige villaer og de sædvanlige zinkinddækninger og skorstene, der trænger til at blive repareret, suser forbi. Forstadsgraffiti, en nypudset orange villa med en grim rød kvist; baghaverne i Hellerup med deres skumle skure, faldefærdige tepavilloner, og småhuse, som under normale omstændigheder, ville falde i øjnene som perfekte boghuler.