Alle gode gange tre. Sidste skud på stammen i Jan Sonnergaards samtidstrilogi om tilværelsen i det danske klassesamfund udkom i forgårs, og det gik ikke stille af. Forfatteren, der i 1997 skabte sensation, fordi han stik mod det akademiske litteraturpolitis tidsåndskontrol turde bruge et så socialrealistisk ladet ord som 'radiator', blev anmeldt hele vejen rundt og det på en måde, så champagnepropperne må have knaldet hjemme i forfatterboligen. Den nye novellesamling, der hedder 'Jeg er stadig bange for Caspar Michael Petersen', blev i Information sammenlignet med en god rus. »Dels er han morsom - grumt morsom, selvfølgelig - dels er han ligefrem - grov, selvfølgelig - og endelig er han noget så sjældent som en original dansk forfatter, der faktisk tilfører den danske litteratur noget, der ikke var der i forvejen. Noget man indtil videre må nøjes med at kalde 'det sonnergaardske'«, skrev forfatterkollegaen Bent Vinn Nielsen, der om Sonnergaards heltestatus efter 'Radiator' tilføjer: »Desværre faldt han til en vis grad i degneklør, hvor dansklærere pludselig kunne bevise, at nu var Samfundet kommet til litteraturen. Det var det nu i forvejen - og det er da heldigvis ikke forkert, at Sonnergaard er solidt plantet i den virkelighed, vi alle sammen er en del af. Men midt i al den rigide pædagogjubel overså man, at manden først og fremmest er kunstner, endda i den dyre ende«. BT's Michael Eigtved roste Sonnergaard for »med isnende tydelighed« at have beskrevet, »hvordan man kan have det ad helvede til på forskellige måder i dette land«. Eigtved konstaterer, at »drivkraften i dele af novellerne er den samme asociale fornemmelse, som er dén, der skaber kiggekøer på den modsatte side til spektakulære motorvejsulykker«. Plat agitation I Berlingske Tidende kaldte en veloplagt Nils Gunder-Hansen trilogien for et kæbestød til dansk litteratur. Han hæfter sig ved, at novellerne er »uhyggelige på samme måde som virkeligheden vil være det, hvis uheldet først er ude«. »Det særlige ved Sonnergaard er ikke kun, at hans fortælleform er så uhørt speedet, men at hans tilgang er etisk. Det her er alvor og alt for menneskeligt, ikke den 'morsomme' dyrkelse af volden, vi kender fra 'Pulp Fiction'-trenden eller den mytologiske fascination af ufattelig ondskab (de evindelige seriemordere). Hos Sonnergaard er det altid en almindelig rus, der leder frem mod blodrusen, og man ved aldrig, hvornår omslaget indtræffer«. Berlingskes anmelder er dog ikke kun begejstret: »Med al respekt er det ikke alle numrene i denne samling, der holder niveau, og selv i de gode ligger monotonien på spring. De mandlige jeg-fortællere ligner simpelthen hinanden for meget, og derfor kommer deres situationer også til at gøre det«. Jyllands-Postens Niels Lillelund var endnu en gang ude i et politisk ærinde. Han synes ikke overraskende, at det kniber med »at få de små fortællinger til at blive andet og mere end små politiske opråb fra det yderste venstre overdrev, hvor flygtninge altid er smukke og forfulgte og på vej til hjemsendelse, reklamefolk er idioter, og almindelige danskere nogle ret kolde typer, der kan bo med en død underbo i månedsvis uden at tage notits af det«. »Den aktuelle samling betegner slutningen på en nedadgående kurve, hvor Sonnergaard langsomt har tilladt sig selv at blive banal og politisk agiterende på den platte måde«. Seks kokkehuer I Fyns Stiftstidende var det Anne Borup, der anmeldte Sonnergaards »dystre odyssé gennem sen-firsernes og halvfemsernes følelseskolde landskab«. Hun finder Sonnergaards forfatterskab vigtigt, »fordi det stiller os over for spørgsmålet om, hvordan det er muligt at skrive samfundskritisk skønlitteratur i dag«, men også hun sporer »en vis monotoni i læsningen af historier skåret over samme tematik og forløb, fra skabelsen af uhygge, som gradvis eskalerer for til sidst at eksplodere i irrationel vold over for tilfældige uskyldige mennesker«. Her i avisen kaldte Bjørn Bredal radiatormandens trilogi for intet mindre end »en litterær milepæl«. Han påpeger, at forfatterens »projekt gennem alle tre bøger har været at sætte virkeligheden og fortællingen op imod lyrikkens stillestående invasion af en bestemt type prosa« og konstaterer, at det i den grad er lykkedes. Bredal tildeler 'Radiator I-III' seks ud af fem mulige kokkehuer. »Mere realistisk er det hele nemlig ikke«.