0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Zinkerboy in memoriam

Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Det var engang i starten af de fede halvfemsere. Murens mirakuløse fald gav stadig genlyd, omverdensproblemet - det vender vi tilbage til - syntes at være skrumpet til håndterlig størrelse. Peter Høeg var endnu ikke et verdensnavn, men det var der en anden dansk Peter, der var, eller var han nu det?

Bibliopaten, der dengang arbejdede på det socialkammeratlige dagblad, sad i sit lille boghulekontor, stukket helt op under taget i city - og åbnede post, mens han bakkede på sin ræverøde Orlik. Pludselig sad han med et brev fra 'Peter Zingernagel, filosof' mellem hænderne. Det rummede en invitation til en kop te samt en længere filosofisk redegørelse om magtkoncentrationer og individers ukrænkelighed.

Brevlæseren kiggede ud af vinduet på byens spir og tårne. Det forekom ham, at brevskriverfilosoffen, som havde bopæl i antikvariaternes besjælede Fiolstræde, måtte bo næsten lige under et af tårnene. Måske i en lejlighed med hovedkulds udsigt til hovedstatens højloftede Universitetsbibliotek, hvis reoler, som bekendt, er næsten lige så høje som dem, der findes i det uendeligt store bibliotek i Buenos Aires? Måske oven i købet med Paludans antikvariat og boghandel som underbo?

Det var lige, hvad filosoffen gjorde. I 1957 vakte han opmærksomhed med sin doktordisputats 'Omverdensproblemet'. Siden var det gået ned ad bakke, men ikke boligmæssigt. Og dog. Lejligheden, der lå på tredje eller fjerde sal, var stor og meget tom. Lyset kom fra en enlig pære, der hang i en ledning ned fra loftet, der var ingen reoler, men en masse aviser på gulvet. På væggene sås kvadratiske aftryk af malerier, der ikke hang der mere. Måske fordi de er solgt til en pantelånerske, tænkte brevlæseren.


Filosoffen, der havde inviteret til klokken 15.00, pegede på en stol og gik ned ad en lang gang for at lave te og kom først tilbage et kvarter efter. Så begyndte forelæsningen, der lagde ud med Aristoteles og den formelle logik og udviklede sig til et glødende forsvar for en demokratisk orden baseret på enkeltindividers ukrænkelighed og det deraf følgende nødvendige opgør med enhver form for magtkoncentration.

Brevlæseren, tilhøreren, verdens mindste publikum, lyttede intenst. Ind imellem stillede han spørgsmål. Det var en fantastisk eftermiddag. Det mørknede udenfor, pæren brændte stærkere og stærkere, det var tydeligt, at den magre, gamle filosof ikke kerede sig om tid i lønmodtagermæssig forstand og havde et stort opsparet behov for at forklare sig.

Det blev til flere møder, både i privaten og ude i byen, hvor den bemærkelsesværdige tænker og eneboer konfronterede aktuelle emner ud fra sin særlige sprogfilosofiske og logiske tilgang. Så kom årene hvor 'Zinkerboy' til sin forbløffelse blev kult i København. Superpublicisten Tor Nørretranders havde omtalt ham positivt i folkebiblen 'Mærk Verden'.

På Louisiana var det en enkelt dag i verdenshistorien muligt at se og høre Danmarks store oversete filosof trykke den af iført Ray Bans. Et flot syn. Når det stak ham, kunne Zinkernagel med sit kortklippede, hvide hår, skarpe profil, amerikanske briller og sin cigar ligne en mellemting mellem en persisk fyrste, en departementchef i Forsvarsministeriet og den globale leder af en hemmelig orden.


Tor Nørretranders blev for et par uger siden udnævnt til adjungeret professor ved Handelshøjskolen i København. Så langt kom Zinkernagel aldrig. Han levede til det sidste fattig som en kirkerotte og evnede ikke at spille det spil, der skal til for at klare sig i den akademiske verden. For nogle uger siden kom så telegrammet fra Ritzaus Bureau, der er baggrunden for, at vi også her i biksen rister en lille rune.

Filosoffen fra Fiolstræde, der ud over doktordisputatsen udgav bogen 'Virkelighed' (1993) og pamfletten 'Tilvante forestillingers Magt' (2001), var død. Telegrammet lød således: »Peter Zinkernagel, dr.phil., København, 81 år, fik i 1957 antaget sin bog 'Omverdens problemer' som doktordisputats ved Københavns Universitet, og den tiltrak sig en vis international opmærksomhed, da den blev oversat til engelsk. Efter disputatsen studerede han som stipendiat i en årrække ved universitetet, men havde svært ved at nå ud til en bredere kreds med sine filosofiske udsagn om logikken som det uomgængelige bindemiddel mellem forskellige fænomener«.

Punktum slut - for nu i hvert fald. Peter Zinkernagel var overbevist om, at han om 500 år ville rangere blandt de største tænkere i verdenshistorien, og måske har han ret. Når man havde lyttet til ham i et par timer, kunne man i en række glimt opleve at have forstået storheden, konsekvenserne, af hans tænkning.

På hylden står et par bøger, i et chartek ligger brevene. Det er påskelørdag 2003, krigen er slut, nu skal der kæmpes for freden. Man glæder sig over dengang, man fik post fra Fiolstræde.

Fra filosoffen, der brugte sit liv på at begrunde det enkelte menneskes ukrænkelighed i uimodsigelig logik.

Quiz 15 a: Han sad i fængsel i Reading i England. Med fængselsdirektørens tilladelse fik han i 1907 lov at skrive et brev på 80 sider til Lord Alfred Douglas. Hvem var brevskriveren?

Quiz 15 b: En amerikansk film uden en lykkelig slutning, produceret af europæere, mest europæiske jøder, midt under Anden Verdenskrig! De kaotiske optagelser, drejebogen, der blev skrevet dag for dag, og skuespillerne, der ikke kendte deres replikker, før de fik dem udleveret. Hvilken film?



Quizløsninger!
Hej igen,
Bibliopat Hermed min besvarelse af lørdagens quiz. 14 a: Poeten er Johann Wolfgang Goethe, der - baseret på sine rejsedagbøger - udformede sine oplevelser i Italien 1786-88 og igen - kortvarigt - i 1790 i de langt senere udgivne selvbiografiske værker 'Rejse i Italien' og 'Andet ophold i Rom'. Jeg gætter på, at citatet stammer fra førstnævnte værk. 14 b: Jeg er nok mindre til Goethe end til Walter Christmas. De fleste drenge i halvfjerdsårsalderen erindrer sikkert omslagstegningerne til 'Peder Most' (den kasketbærende rødhårede skibsdreng, der balancerer med kaffebakken på et gyngende skibsdæk) og til 'Styrmand Most' (den unge veluniformerede styrmand, der nu selv står på kommandobroen). Jeg mener, at bogserien omfattede yderligere et par romaner. Siger 'På livet løs' nogen noget?
Venligst Egon Kjær Ballerup


Rumsfeldlyrik
Kære Bibliopat
Tak for prøverne på Rumsfelds poesi. Jeg morede mig herligt, men det er lidt nedslående at se, hvor lille en afstand der er mellem poesi og banaliteter! Rigtig god påske!
Med venlig hilsen Karel Müller


Fire gange Peder Most
Kære Bibliopat
14 b er jeg ret sikker på må være Peder Most, som var hovedperson i mindst fire drengebøger af Walter Christmas: 'Peder Most', 'Styrmand Most', 'Kong Peder' og 'På livet løs'. De kom omkring år 1900. Christmas dramatiserede i 1909 bøgerne, da han var direktør for Dagmarteatret - og det blev en tordnende fiasko. Senere kom stykket som dukketeater i Familie Journalen. Det blev genudgivet så sent som i 1944 og kan stadig købes i dukketeaterforretninger. Peder Most har også lagt navn til en lokal 'garde' af rødhårede drenge i Svendborg, som stadig eksisterer. Et gæt på 14 a kunne være Goethe?
Med venlig hilsen Per Brink Abrahamsen


Fræk D.H. Lawrence
Kære bibliopat!
Bibliopater forekommer naturligvis som alt andet in all shapes and sizes.
Nogle har hver uge en hel klumme i en landsdækkende avis til at lufte deres idiosynkrasier, mens andre må tage til takke med kærestens lejlighedsvise (og stærkt begrænsede) ørenlyd over for samme. Tag nu undertegnede lidelsesfælle: I morgen aften drager jeg sammen med min kæreste til London for at påbegynde min samling af engelske D.H.
Lawrence-førsteudgaver. Naturligvis skal vi også både på Tate og i Twining's Tea House, men alligevel - antikvariaterne ... Foreløbig har jeg kastet min kærlighed på et smukt eksemplar af Lawrences 'The Plumed Serpent', som p.t. befinder sig et sted i Kensington. Vi har mødt hinanden over nettet, og umiddelbart er kemien til stede. Hun præsenterer frækt (viva papirkrig!) sig selv i det originale smudsbind (with a slight sun coloration), men én ting er som bekendt teoretiske præferencer, noget ganske andet det egentlige møde. Det kunne jo tænkes, at vi slet ikke passer sammen, når først vi ser hinanden. Vil hun mon kunne trives i sit nye mørke bogskab langt fra Englands regnfulde idyl, og vil hun overhovedet holde af sin nye ejers rystende kærtegn? Ignoramus sed cognoscemus - om 48 timer. Denne bibliopats kæreste er til gengæld blevet lovet en ny frakke til forårs- og sommermånederne, og lur mig, om ikke den får sin debut på Charing Cross Road, mens undertegnede står og savler over en ubetalelig førsteudgave af 'Ulysses' i et velassorteret antikvariat.
Venlig hilsen Jesper Kruse, København

Prøv Politiken i 30 dage for kun 1 kr.

Få adgang til Politikens digitale univers, og læs artikler, lyt til podcasts og løs krydsord.

Prøv Politiken nu