Onsdag 12. marts 2003 lå Helle Højlands romandebut 'Alt forladt' i fine, nytrykte stabler hos landets boghandlere. Samme dag kunne man i Politiken læse, at romanen er »intelligent og opslugende underholdning«. Og det er der også blevet arbejdet for. Helle Højland har allerede kendt hovedpersonen Iben i seks år. Og redaktør Birthe Melgård har kendt hende og blandet sig i hendes liv i knap halvandet. For tyve år siden antog eller afviste forlagene manuskripterne uden at pille ved dem. Så enkelt er det ikke altid i dag. Manuskripterne er ikke længere hellige og ukrænkelige. Forfatterne er kravlet ud af elfenbenstårnene for at tage imod kritik og forslag. Nogle af dem i hvert fald. 'Alt forladt' handler om den nyslåede enke Iben, der sidder ved sin ægtemands netop afsjælede legeme og sorterer i sit liv med den mere end 20 år ældre Svend-Erik Nørregaard, som har været »århundredets største danske skuespiller«. En hel del avisudklip og fotografier bliver revet i stykker og ryger i en sort affaldssæk. Utroskab, svigt og skæbnesvangre dødsfald vokser i hovedet på hende og bliver endevendt endnu en gang. Og indimellem tørrer hun lidt materie af sin døde mands mund. Konstruktivt afslag »Jeg sendte bogen til Birthe i november 2001, fordi jeg har haft kontakt med hende før. I 1995 havde jeg sendt hende et andet manuskript. Dengang fik jeg et meget udførligt og konstruktivt afslag med en opfordring til at komme igen, hvis jeg skrev noget andet. Man kan ellers få nogle ret flabede afslag rundt omkring«, siger Helle Højland. Hendes ideer kommer altid dumpende til hende som meget stoflige billeder. Da hun var helt ung, blev nogle af ideerne til en række ungdomsromaner. I efteråret 1996 kom et billede til hende af en kvinde, der passede en døende mand i et rum, der var fyldt med deres lange liv sammen. »Frustrationerne i rummet var stoflige. Men der var også kærlighed. Hun havde nogle sandheder, hun ville fortælle ham. Det var et meget sammensat billede«. Billedet satte Helle Højland i gang med at skrive. Hun arbejdede på 'Alt forladt', når hun ikke passede sine små børn eller sine job som freelanceskribent og underviser i fiktionsskrivning. Engang imellem mødtes hun med andre forfattere og fik både den nødvendige opbakning og kritik til at fortsætte. Efter at manuskriptet var sendt til Gyldendal, fulgte en periode med intensiv redigering på baggrund af brevveksling og samtaler med redaktør Birthe Melgård. Mange uopfordrede manuskripter Birthe Melgård har været redaktør på Gyldendal i 17 år, og »der løber mange manuskripter over mit skrivebord på et år«, som hun siger. Danmarks største forlagsvirksomhed fører ikke regnskab med, hvor mange uopfordrede manuskripter, den årligt modtager. Men Birthe Melgård anslår, at det er et sted mellem 1.200 og 1.500. Heraf udgives kun promiller. Det vil sige cirka fire-otte debutanter per år. Lægger man alle forlagets faste forfattere oveni, udgiver Gyldendal omkring 100 danske titler om året. Selv om der var gået seks år, så huskede Birthe Melgård stadig Helle Højlands kasserede manuskript, fordi »der var så meget godt i det, selv om det var ufærdigt«. Da 'Alt forladt' landede på redaktørens skrivebord i november 2001, læste hun det og indkaldte Helle Højland til et møde. »Jeg fortalte Helle, at det havde været en stor glæde at læse hendes nye manuskript. Men at der var nogle problemer. Herinde opererer vi med noget, vi kalder 'opmuntrende afslag'. Det vil sige, at vi forsøger at holde fast i folk, som har et talent. Og jeg kunne se, at Helle er et oplagt fortælletalent. 'Alt forladt' var en god historie, som blev fortalt på en vedkommende måde, der fangede læseren ind. Men der var nogle ting, som skulle bearbejdes«. Redaktørrollen har ændret sig Det sker kun sjældent, at en forfatters manuskript ryger direkte i sætteriet. »Sådan var det engang. Men selve redaktørrollen er blevet meget omdefineret de seneste 15-20 år. I sammenligning med tidligere kan redaktøren nu gå mere ind i projektet. Der er som hovedregel altid en bearbejdelsesfase, hvor et manuskript sendes mange gange frem og tilbage mellem redaktør og forfatter«. En håbefuld forfatters originaltekst er altså ikke længere så hellig, at en redaktør ikke vover at påpege svagheder. Birthe Melgård tror, at den ændring hænger sammen med litteraturskredet for 30 år siden. »I 70'erne rekrutteredes en helt ny stand af forfattere, der skrev politisk litteratur, hverdagsrealisme og kvindelitteratur. I forlængelse af det røg forfatteren ud af elfenbenstårnet, og man begyndte at røre ved teksten på en helt anden måde end før«. »Og det er positivt«, indskyder Helle Højland, som har været glad for modspillet fra den erfarne redaktør. Også selv om Birthe Melgårds engagement først i august 2002 resulterede i en kontraktlig tilkendegivelse fra forlaget om at ville udgive bogen. Inden da fulgte Helle Højland i et halvt års tid Birthe Melgårds ændringsforslag et stykke ad vejen. Eksempelvis var en af personerne ifølge redaktøren blevet for vampyragtig og mistede derved troværdighed. »Jeg var simpelt hen for forelsket i tanken om, at han var en igle i forhold til andre mennesker. Og derfor blev han utroværdig. I mit første udkast var han kun med i anden halvdel af bogen. Men Birthe ville have ham ind fra begyndelsen, fordi bogen ligesom brækkede over i to dele. Jeg kunne godt selv se det, da jeg blev gjort opmærksom på det. Så det var hjem og klippe det op og lime det sammen igen«, siger Helle Højland. Og så var der noget eksperimenterende kortprosa i første udkastet, som redaktøren ikke var så vild med, fordi fortællesynsvinklen skiftede. Og da bogen i forvejen springer i kronologien, var der ingen grund til at forvirre læseren yderligere. Så måtte Helle Højland i gang med saksen igen. Forfatter må godt gøre modstand Men det var ikke alle redaktørens forslag, som forfatteren bukkede og sagde tak for. På nogle punkter mødte Birthe Melgård modstand, og det passer hende godt: »Det er også en del af talentet. En forfatter skal ikke bevidstløst tage alt til sig. Ændringsforslag er aldrig et krav. Det er altid kun et forslag. Det er jo ikke redaktøren, der skal skrive bogen. Jeg er meget bevidst om, at jeg kun er en hjælper og en diskussionspartner«. I august 2002 kunne Birthe Melgård se, at manuskriptet næsten var færdigt. Nu var det kun småting, der skulle ændres. Derefter gik der et par måneder med finpudsning og korrektur. Og 12. marts kunne Helle Højland altså gå ned i boghandlen og se sin roman på hylderne.