ÅBENT SPROG
For 25 år siden ... udgav digteren Johannes Wulff en samling fromme, naivistiske, men også mærkelige digte: »Det er dejligt at læse Johannes Wulffs digte. De har fået en frihed og selvfølgelighed, der får de tilsyneladende meget enkle virkemidler til at leve. Og de har en fortrolighed med Gud og døden af særlig art: »Så ser vi døden/ som iskagemand/ på en lille station/ vi farer forbi i mørket««. Vagn Steen om Johannes Wulff: Det sker i øjnene. Gyldendal 1978. VOLDSOMHED
For 10 år siden ... var Pia Juuls digte fulde af skyhøj længsel og tummelumsk rasende liv: »Når man læser kvinders poesi i disse år, får man indtryk af en blodig, eksistentiel kamp. Hos Pia Juul er kampen - eller rejsen - huggende, rystende, blodig, indimellem helt dejlig og let, når jeget løber i nærheden af klitterne, og klitvæggene ligner hvælvede kirkelofter, der kan falde når som helst, og det er et helligt øjeblik. Der er mange måder at træde i kontur på. Hos Pia Juul sker det fabulerende hurtigt - og i et hug, som man ikke rigtigt kan finde det hos nogen anden dansk digter. Der er ikke nogen andre, der er så vilde og skamløse og andægtige på en gang«. Connie Bork om Pia Juul: En død mands nys. Tiderne skifter 1993. EVIGHEDSBEVIDSTHED
For 5 år siden ... søgte Morten Søndergaard brændpunktet mellem søvn og død i biernes verden: »Maskuliniteten skal understreges. »Jagerfly«, »eksplosioner«, »elektrisk håndgemæng«, »kemiske læber« og »mareridtets salte smag ... «. »I tilfælde af brand: Slå glasset ind! Dét gør vi gerne ... « Søndergaard udløser ustandseligt noget mandligt aggressivt i en favnende erkendelse, en åbenhed mod både det kosmiske og det kvindelige, som pludselig melder sig: »Så blev det oktober, og kærligheden kom, / som altid uventet, / og stillede sine kufferter ind i vores hjerter ...««. Bjørn Bredal om Morten Søndergaard: Bier dør sovende. Borgen 1998. RYGSÆKSPOESI
For 1 år siden ... udkom Steppeulven Eik Skaløes efterladte lyrik, som blandt andet blev sendt hjem til Danmark under hans rejser: »Ikke et glemt mesterværk fra en overset skuffe, men et interessant og glimtvis bevægende indblik i tankerne og følelserne hos et ungt menneske, der prøver at fatte verden med ord. 'Ønsket om ordliv' tegner et portræt af et ungt menneske forslugent på livet, sproget og sanseligheden. Skiftevis sortsynet og begejstret. Patos og intimitet i lige mål. Altså på mange måder en typisk ung digterspire høj på ord og andre stærke sager«. Kim Skotte om Eik Skaløe: Ønsket om ordliv. Rosinante 2002.