Den gamle kliche om, at journalistik kan føre til alt, bare man forlader den i tide, passer på Ernest Miller Hemingway. Med det forbehold, at han egentlig aldrig forlod professionen helt. I sine noveller og romaner brugte han nemlig det bedste, han havde lært, under sin uddannelse som reporter på Kansas City Star og senere som Europa-korrespondent for den canadiske Toronto Daily Star. Håndværkets regler var enkle. Det gjaldt om at spare på ordene, for den udsendte medarbejders telegrammer skulle afregnes til 1,25 dollar per ord. Det gjaldt dernæst om at skrive, så læseren selv følte, hvad der skulle føles, og ikke fik følelserne påduttet af forfatteren, som blot skulle være det neutrale medie. Det sidste er selvfølgelig et synsbedrag. Men det er en kunst at gøre bedrageriet ægte. Den kunst lærte Hemingway sig, først i aviserne, senere af sit livs strengeste redaktør, den modernistiske digter Ezra Pound, hos hvem Hemingway udstod sin anden og hårdeste læretid. De to indgik en pagt i Paris i de tidlige 1920'ere. Pound havde netop slettet alt det overflødige i T.S. Eliots modernistiske gennembrudsværk 'Ødemarken'. Vederlagsfrit, så vidt vi ved. Så kom næste elev med sine manuskripter, den unge journalist fra Illinois. Nu tog Ezra Pound sig betalt. Vi ved det fra en fælles bekendt, der kom forbi og fandt de to amerikanere prustende af sved, med nøgne overkroppe: »Han lærer mig at skrive, jeg lærer ham at bokse«, skal Hemingway have forklaret den forbløffede gæst.