Franz Kafka (1883-1924) var jøde, født i Prag, død i Østrig, skrev på tysk. Sådan en blanding af traditioner var kun mulig i det gamle Donaumonarki - eller måske slet ikke mulig, så sandt som Kafka skabte sit eget univers, hvor tingene var genkendelige, men hvor lovene, både de skrevne og de uskrevne, var anderledes eller ligefrem uforståelige. Kafka var uddannet jurist og arbejdede det meste af sit liv i et forsikringsselskab. Men i sin frie tid skrev han. Mest til skrivebordsskuffen. De værker, han selv offentliggjorde, var undertiden geniale, men det var kortere fortællinger, som tilsammen ikke fylder mere end et par hundrede sider. Hans senere verdensberømmelse skyldes først og fremmest de tre romaner, som han ikke gjorde helt færdige: 'Amerika', 'Processen' og 'Slottet', i særdeleshed de to sidste. Han havde udtrykkeligt bedt sin gode ven Max Brod om at brænde manuskripterne, men Brod valgte i stedet at udgive dem. Han trodsede Kafkas sidste vilje - og gjorde verdenslitteraturen en uvurderlig tjeneste. Det særligt 'kafkaske' er sammenstødet mellem en egentlig tørt og realistisk beskrevet dagligverden og de uhyrlige årsagssammenhænge, der består i den, og som tit har med uudgrundelig magt og myndighed at gøre. I den korte historie 'Dommen' (1912) er der således en gammel far, der retter de mest urimelige beskyldninger mod sin søn og ender med at sige: »Jeg dømmer dig nu til døden ved drukning!« - hvorpå sønnen straks løber ud på gaden og selv eksekverer dommen ved at springe ud fra en bro. Læseren oplever det som chokerende ulogisk, men for sønnen er der ingen tvivl.