Mærkelig uge for en forhenværende. Manglende medieomtale kunne forhenværende statsminister Poul Nyrup Rasmussen ganske vist ikke klage over i den uge op til Socialdemokraternes Kongres 2003 i denne weekend. Og han havde selv sørget for det. Men noget var der nu alligevel galt. For ganske vist tog alle de spaltemillimeter og sendeminutter, hvor han blev nævnt, afsæt i passager af en socialdemokratisk leders ny bog. Men Nyrups egen bog var det altså ikke. Og dét kunne han endda være glad for, på en måde. For anmelderne kaldte den anden bog for »en ørkenvandring« (Berlingske), et »forsvarsskrift ... baseret på selektiv hukommelse og ønsketænkning«, stedvis med »stærkt præg af selvros«, ja, rent ud sagt »hvidvaskning og historieforfalskning af hovedpersonens indsats« (Jyllands-Posten). Men på den anden side også »herlig pligtlæsning for enhver politisk interesseret« (Politiken), og næsten enslydende: »Enhver der virkelig interesserer sig for politik, bør naturligvis læse bogen« (Information). Alt dét var allerede opsummeret på Politikens kultursider torsdag, omkring udgivelsen af journalist Thomas Larsens bog 'Lykketoft'. Kritiske på afstand I retfærdighedens navn vender vi os her mod den anden bog, der udkom allerede mandag: En »glimrende bog« med »nye og perspektivrige svar« på flere af de »spørgsmål, som alt for sjældent kommer op til overfladen i den danske politiske debat« - hvis man skulle tro Information og Politiken. Dét skulle man ikke, fremgik det af Berlingske Tidendes og Jyllands-Postens anmeldelser. Poul Nyrup Rasmussens egen bog hedder 'Den ny forbindelse - viljen til at forandre verden'. Ikke erindringsforskydninger om 90'ernes regeringer med ham som statsminister, men derimod retningslinjer for hans fremtidige politiske virke som EU-parlamentariker. Bogen rummer »en meget bred gennemgang af, hvilke prioriteringer han finder væsentligst i de kommende års EU-udvikling. Han er uhyre velforberedt - og agter åbenlyst ikke at gøre nar ad vælgerne, som hans forgænger som statsminister, den konservative Poul Schlüter, gjorde i sin tid«, skriver David Trads i Information. I modsætning til netop Lykketoft »understreger Nyrup behovet for at revitalisere det gode forhold mellem EU og USA«, fremgår det af Trads' anmeldelse, og til dén bestræbelse kunne man da vente applaus i Berlingske Tidende. Men dér vælger Karsten Svensson at ignorere den slags ansatser i »et partipolitisk manifest, som er spækket med socialdemokratisme«. Med vrangviljens skarpe blik fremhæver Svensson til gengæld, at Nyrup »i 1986 fandt partiets nej til EF-pakken helt forkert«, men holdt kæft med det dengang ... Aner man en parallel til den kritiske holdning til Nyrup-regeringens indvandrerpolitik, som Lykketoft nu er alene om at kunne huske, at han nærede? Uforpligtende plusord Selv om Nyrup ifølge Jyllands-Postens anmelder flere gange betoner, at »tingene skal siges rent ud, krystalklart og uden omsvøb«, opfatter heller ikke han de store fornyelser hos Poul Uld-i-mund: »Det konkrete ... er druknet i et hav af brede, uforpligtende plusord«. Debatfornyelse får man ikke ved at »anvise den vej, vi alle går i forvejen«, og står der måske »én eneste tilkendegivelse, nogen kan være uenig i?«, lyder Tage Clausens retoriske spørgsmål. Nej, derved »bliver hele værket, sagt krystalklart og uden omsvøb, lidt ligegyldigt«. Ja, »Nyrup vil sikkert få at vide, at hans bog langtfra er sexet«, forudser Politikens anmelder Michael Seidelin, men bogen fortjener »at blive læst og at blive brugt«. I modsætning til dem, der uden selv at konkretisere bebrejder Nyrup, at han ikke er konkret nok, så opregner Seidelin en række af de temaer, bogen behandler: »global skat på international handel«, »EU's skandaløse landbrugsordninger«, en »kamp for global retfærdighed« som fremtidig parallel til fortidens opbygning af de vestlige velfærdssamfund. »Hans konstante sammenkædning af danske problemer med den verden, der omgiver os, er så indlysende rigtig og politisk nødvendig«, mener Seidelin, »at andre toppolitikere bør tage tråden op« - i stedet for de »personopgør eller mere eller mindre sandfærdige beretninger om den fjerne og nære fortid, som efterfølgeren ... netop nu underholder offentligheden med i et nyt, middelmådigt socialdemokratisk drama«. Nå ja, nu blev kritikken af 'Lykketoft' og de partihistoriske erindringsforskydninger altså først rejst af Nyrup selv. Måske troede han ligefrem, at dét ville stille hans egen bog om fremtidige politiske hensigter i et mere fordelagtigt lys, og visse af anmelderreaktionerne bekræfter det altså. Andre af anmeldelserne synes snarere at bekræfte Roald Als' iagttagelse i fredagens tegning, som også illustrerer denne artikel. Viljen ser Vorherre på, også 'viljen til at forandre verden' - men politik bedømmer vi andre nu engang på resultaterne. Og slutsummen af ugens udgivelser i det »middelmådige socialdemokratiske drama« er fortsat, at oppositionens troværdighed som regeringsalternativ kan ligge på spidsen af, øh ... Marianne Jelveds røde blyant.