»Jeg har altid været kunstner«, sagde den australskfødte forfatter DBC Pierre alias Peter Finlay til avisen The Guardian, da han tirsdag aften blev kåret til vinder af årets Man Booker-pris for romanen 'Vernon God Little'. Og han fortsatte: »Når folk hører, hvordan jeg har levet mit liv, skal de vide, at jeg hele tiden har kæmpet med Kunstens Uhyre. Jeg vidste, at jeg levede et liv på andres vegne. Valget var enten at skrive eller finde et reb og hænge mig selv«. Og her kommer så historien om Peter Finlays vilde og bizarre liv som svindler, sådan som han fortalte den til The Guardians kulturjournalist Fiachra Gibbons i lørdags, kun få dage før Bookerprisen blev uddelt. Historien er ikke alene bizar, den lyder så usandsynlig, at man får mistanke om, at DBC - bogstaverne står for 'Dirty But Clean' - Pierre iscenesætter sig selv for fuldt fiktivt blus. Han har taget navnet Dirty Pierre fra en australsk tegneseriefigur og siger, at han gjorde det for at signalere, at han havde lagt sin beskidte fortid bag sig. I går spredtes Finlays historie fra The Guardian til alverdens aviser og nyhedsbureauer, og hvad enten den er sand eller opdigtet, drejer den sig om den 42-årige Peter Warren Finlay, hvis far, en rig videnskabsmand, flyttede med sin familie til Mexico City. Faren døde af kræft, da han var 19, og fra da af strejfede Finlay rundt over tre kontinenter, mens han løj og svindlede sig frem. I Granada i Spanien mødte han den nu 75-årige amerikanske kunstner Robert Lenton, der blev hans bedste ven, og som han i 1987 bedrog ved at sælge hans lejlighed og stikke af med pengene - ifølge Guardian 46.000 dollar - »for at have penge til min spillelidenskab og mit kokainforbrug«. Flygtede fra gæld Fra sit hjem i Philadelphia sagde Robert Lenton til The Guardian: »Peter var min bedste ven i Spanien. Jeg troede på ham. Det var dumt, men nu vil jeg tilgive ham. Min familie er ikke glad for det her, men min filosofi er, at man ikke får noget ud af at bære nag«. Ud over at bedrage sin ven er Finlay, ifølge artiklen i The Guardian, flygtet fra en gæld på 'flere hundrede tusinde dollar' fra kreditorer i Australien og Mexico, som skyldtes, at han ville lave en film om »sin søgen efter den aztetiske hersker Montezumas mytiske guld i et forsøg på at tilbagebetale de penge, han franarrede Robert Lenton«. »Jeg er ikke stolt af, hvad jeg har gjort, af alle de kvinder, jeg har mistet, og alle de gode mennesker, som stolede på mig og kom galt af sted«, sagde Finlay til The Guardian, der skrev, at forfatteren var tynget af skyld og anger og havde levet de sidste 10 år som en virtuel eneboer, hvor han måtte »genpolarisere og dekonstruere« sig selv. Følelserne af skyld og skam blev en drivkraft i arbejdet med den rabelaiske, sorte komedie 'Vernon God Little', der handler om en texansk teenager, der uden grund lyver sig selv op i et hjørne og efter en heksejagt i medierne bliver sat for retten. En historie, han måske nu prøver at iscenesætte i virkeligheden. »Jeg tænkte, at jeg kunne betale nogle af alle de mennesker, jeg har snydt, tilbage, hvis bogen blev en succes«, sagde han til Fiachra Gibbons og tilføjede, at han havde lovet at betale Robert Lenton 70.000 dollar tilbage for at få fred med sig selv. »Før jeg har gjort det, får jeg ikke fred. Det har været en mareridtsagtig odyssé af homeriske proportioner«. Det var i lørdags. I går, efter at have fået prisen, sagde Finlay så til Fiachra Gibbons, at hvis han blev rig som de tidligere Bookerprisvindere, ville alle pengene gå tilbage til dem, han skyldte: »Der er gået så lang tid, at jeg skal betale dem mindst det dobbelte af, hvad jeg snød dem for, tilbage«. Rekonstrueret ansigt Også i går gentog Gibbons levnedsbeskrivelsen af Finlay: »I løbet af 42 år er det lykkedes ham at blive skudt på af en nabo i Mexico City, at oparbejde en gæld på flere hundrede tusinde dollar, at blive afhængig af stoffer og spil, efterlade et kølvand af uretfærdigt behandlede kvinder og få sit ansigt rekonstrueret af kirurger efter en forfærdelig bilulykke. Ud over det har han haft mislykkede karrierer som filminstruktør, skattejæger, smugler og grafisk kunstner«. Formanden for Bookerpriskomiteen, professor John Carey, sagde, at afsløringen af Finlays fortid ikke havde haft nogen indflydelse på beslutningen, og beskrev 'Vernon God Little' som »en funklende, sort komedie, der reflekterer vores frygt for og fascination af det moderne USA«. Direktøren for Bookerprisen, Martyn Goff, sagde, at kun én gang før i prisens 35-årige historie havde dommerne besluttet sig så hurtigt: »Det var forbløffende, det hele var forbi på mindre end en time. Fire af de fem dommere pegede på Pierre, og den femte var ikke utilfreds. Jeg er chokeret over, hvor hurtigt det gik. Måske havde de ondt af ham på grund af hans store gæld«. Et mærkeligt svar Jeg prøvede at få fat i The Guardians Fiachra Gibbons i går, men han var ikke at træffe. Jeg var langtfra den eneste, der havde ringet for at tale med ham, men redaktionen sagde, at han kun kunne nås på e-mail. Jeg spurgte en redaktør om artiklens troværdighed, og hun svarede, at hvis artiklen havde været opdigtet, ville det have stået på avisens forside i dag, og det gjorde det ikke. Det behøver den heller ikke at være. Gibbons kan have taget Finlays historie for gode varer og været ude af stand til at kontrollere den. Ud på eftermiddagen fik jeg en e-mail fra Fiachra Gibbons: »Selvfølgelig fik jeg historien bekræftet på ethvert tænkeligt plan, før den blev trykt ... Dette er England, hvor sandheden ikke er noget forsvar i en injuriesag, men kun en formildende omstændighed ...«. Et ret tåget svar, hvorfor jeg ringede til Philadelphia og fik fat i 75-årige Robert Lenton, der midt i 1980'erne boede i en kystby nær Malaga, hvor han blev ven med Peter Finlay. »Jeg havde en lejlighed i byen, men ville sælge den«, sagde Lenton. »Peter hjalp mig, og vi indrykkede en annonce i avisen. Så tog jeg til USA, og mens jeg var der, blev lejligheden solgt. Da jeg kom tilbage til Spanien, havde Peter brugt pengene. Det var omkring 35.000 dollar. Det er 16-17 år siden, og jeg har tilgivet ham. Jeg har ikke været i kontakt med ham siden, ikke før han blev indstillet til Bookerprisen. Så ringede han til mig, og for nylig sendte han mig 5.000 dollar«. Har du talt med ham, efter han fik prisen?

»Han ringede i morges, mens jeg var ude. Jeg tror, han ringede for at fortælle, at han sender mig det, han skylder mig. Han siger det er 70.000 dollar. Jeg tror på ham. Han virkede meget oprigtig, da han ringede første gang«. Har han nogensinde fortalt dig sin livshistorie?

»Nej. Jeg anede ikke, at han var afhængig af stoffer, og heller ikke, at han var svindler. Men han svindlede jo mig. Jeg syntes bare, han var en flink fyr. Og nu ringer de fra hele verden for at spørge mig om det. Jeg har været i australsk tv for nylig, så jeg er ved at blive berømt.« Robert Lenton fandtes, og han lød troværdig. Så måske var DBC Pierre alias Dirty Pierre alias Peter Warren Finlay den, han giver sig ud for at være. Det er ikke helt til at vide i så selviscenesættende tider, men i det mindste ved man om hans roman, at den er rent digt, og at den tirsdag aften blev belønnet med Man Booker-prisen.