Fyr præsterne. Sælg kirker og sognegårde. Flå ordnerne af biskopperne, og giv staten fingeren. Kort sagt, stop dog hykleriet, og nedlæg den danske folkekirke, der alligevel er syg som en skabet hund og ikke har mere på hjerte. Så kort kunne det siges, men det bliver det selvfølgelig ikke, når to ordrige teologer skal hele vejen omkring, hvad nogle vil opfatte som en nedslående diagnose for en døende folkekirke. Selv er forfatterne til bogen 'Nedlæg folkekirken' nærmest opstemte ved udsigten til at vinke farvel til en institution, der for længst har solgt sin sjæl og derfor har mistet enhver eksistensberettigelse. »Vi kan ikke se, at der er noget formål i at holde liv i en næsten selvdød folkekirke, hvor et absolut mindretal slider kirkebænkene«, mener Svend Bjerg og Palle H. Steffensen, som giver folkekirken højst 12 år at leve i, men helst ser, at den grimme dødskamp bliver afkortet. »Båndet mellem stat og kirke bør kappes, inden folkekirken dør af skrumpesyge, en lydløs død som følge af lang tids åndelig anoreksi. Før dette sker, foretrækker vi at nedlægge folkekirken én gang for alle, for dog at redde noget af det, kirken står for. Kirkens budskab skal nemlig nok klare sig uden folkekirken«. Fatal alliance Bjerg og Steffensens bog falder lige ned i en debat, der så småt er ved at komme i gang i Danmark om forholdet mellem den danske folkekirke og staten. For de to teologer har den gamle alliance været fatal for kirken, der er blevet en logrende skødehund, en servicekirke med uhelbredelig behagesyge, hvor kunden altid har ret. »Folkekirken er en papirtiger, et tamdyr, som gerne lader sig dressere af staten. Dens tale er ja, ja og atter ja. Staten fører kirken i kort snor, og kirken trækker ikke den anden vej, tværtimod, den er en medløber i stor stil: moralsk, økonomisk og religiøst«. Medløbere er også kirkens folk, der ikke kender grænser i deres sleske servilitet over for både stat og kongehus. »Enhver kan se, at kirkens folk har svært ved at styre sig. De ligger gerne skiftevis på maven for dronningen og på ryggen for staten«. Helt ubærligt er det, mener forfatterne, at betragte, hvordan snobbede biskopper slår panden mod asfalten, så snart et medlem af kongefamilien nærmer sig. I deres royale maveplaskeri har flere bisper endda nærmest tigget Kirkeministeriets departementschef om at fremskynde tildelingen af det eftertragtede Ridderkors, kan bogen oplyse. »Er hans højærværdighed, provst og biskop da troens ridder? Nej, slet ikke, Hendes Majestæt har derimod slået hans højærværdighed til Ridder af Dannebrog. Nu lyner kors og bånd og stjerner fra hans bryst, hvori der banker et varmt kongetro hjerte«. Hofsnoge, lyder det med et fnys. »Det vrimler med dem i folkekirken«. Ud til højre med biskopperne, de korsbefængte celebranter. Provsterne med. Samme vej kan også anbefales en række præster, dem, som forfatterne udnævner til linselus. Det er sognepræster som Flemming Pless, Kathrine Lilleør, Poul Joachim Stender, Anne Braad og Johannes H. Christensen, der med bidende ironi står for skud for at lave plat på kirken og popidoler ud af sig selv. »Showpræsterne i den danske folkekirke vil være herrer i eget rige. Evangeliet kommer i anden række, når showpræsten stiller sig op i rampelyset. At være på er sagen. I sit selviscenesatte show er showpræsten selve budskabet«. Præsten græd Mig selv og det overfladiske præger tiden. Det gælder også folkets forhold til kirken, hævdes det. Tag bare en søndag formiddag i kirken, hvor der er lagt op til dåb. Oppe ved døbefonten går snakken livligt, moster Anna fra Glostrup snakker højlydt med morbroder Hans fra Vejle, for de har ikke set hinanden længe. Fra sin prædikestol skal præsten konkurrere med dåbsgæsterne, der hen over kirkegangen højlydt orienterer hinanden om dit og dat. »Præsten græd. Slaget var tabt«. Det overfladiske kommer også til udtryk, når kirke og folk tilsyneladende er enige om, at den sunde fornuft har afløst Djævelen. Forklaringerne på ondskaben står i kø, hedder det. Se blot på 11. september i New York. Men ondskab lader sig ikke sådan forklare. »Folkekirken blev syg, den dag den gav folket ret til at opgive Djævelen som en kulturel faktor, en djævelsk ondskab af den anden verden. Den dag underskrev folket sin egen dødsdom«. Vanedannende magt Bjerg og Steffensen bereder os på sværdslag, for en nedlæggelse af folkekirken vil næppe ske uden modstand fra dem, der har magt og privilegier at miste. »Vi tvivler ikke på, at magtens mænd, de virkelige dignitarer, vil forsøge at bevare deres små magtbaser. Magtmænd sværger til inertiens love. De er ikke nemme at komme af med, for magt er vanedannende«, hedder det. Bogen er ikke blot en diagnose, den er også en helt konkret håndbog i nedlægning af danske folkekirker. Sådan én kan afvikles i løbet af tre år, siger forfatterne. Først skal grundlovens paragraffer omkring folkekirken ophæves. Derpå skal alle de gejstlige afskediges, og endelig skal sognegårde og de nyere kirker sælges. Pengene fordeles i form af et gældsbevis blandt medlemmerne af folkekirken, som så kan vandre ud og danne nye lokale menigheder for midlerne. Her vil mange danskere sikkert falde fra og være hamrende ligeglade, men pyt, det er jo deres eget problem. Resten, de troende og aktive, vil skabe »en mangfoldighed af menigheder landet over, nogle lokale, andre landsdækkende«. Den største bliver dog nok 'de passives menighed'. De passive er dem, for hvem kirken blot er et serviceorgan til betjening af juleaften og familiefester. De vil blive tålt, forstår man på de to forfattere. Bogens redaktion sluttede allerede i juli, så sommerens store samtaleemne, pastor Thorkild Grosbøll fra Taarbæk og hans tvivlsomme forhold til Gud, er kun kommet med som et efterskrift. Det samme gælder kirkeminister Tove Fergos øjeblikkelige ansættelsesstop i folkekirken, der vakte postyr i det kirkelige landskab. Begge begivenheder bekræfter kun forfatterne i, at folkekirken ligger på sottesengen. Igen, altså: Nedlæg nu folkekirken. Begrav den, og lad os se at komme videre, mener Bjerg og Steffensen, der allerede nu skuer fremad. »Der kommer en dag, hvor folkekirken kun er til som en kær afdød, elsket og savnet af nogle, mens andre føler lettelse. Folkekirkens død er til at bære, for dermed dør kirken ikke. De mange kirker vil se dagens lys«.