0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Erindringens digter

I næste uge udkommer W.G. Sebalds roman 'Austerlitz' på dansk. Niels Brunse, som er bogens danske oversætter, tegner her et portræt af forfatteren.

Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

14. december 2001 omkom W.G. Sebald ved en bilulykke i Norwich i England, og romanen 'Austerlitz', der var udkommet samme år, blev hans sidste. Nu er min danske oversættelse af den på trapperne, og jeg sidder med et brev fra ham, dateret 14. april 2001, og tænker på, hvad han endnu kunne have nået at skrive, hvis hans liv ikke var endt så pludseligt. Han blev kun 57. »Kære Niels«, skriver han, »jeg er glad for, at du kan påtage dig den stakkels 'Austerlitz' og håber, at han ikke vil volde dig for meget besvær«.

Sebald var en beskeden mand, lavmælt og med et lille lunt smil under overskægget, selv om hans fremherskende toneart var melankolien. Hans karriere var ikke helt almindelig. Født som landarbejderdreng i 1944 i en lille landsby i Bayern, bogligt begavet, studier i det fransktalende Schweiz og i England, hvor han slog sig ned sidst i tresserne, fra 1970 som lektor, senere professor, ved University of East Anglia i Norwich.

Hans forskningsfelt var europæisk litteratur, men han begyndte også selv at skrive fiktion, og i 1990 optog Hans Magnus Enzensberger Sebalds bog 'Schwindel. Gefühle' i sin prestigiøse serie 'Die andere Bibliothek'. Titlen er typisk for Sebald i sin tvetydighed, ikke bare 'Schwindelgefühle', altså svimmelhedsfølelser, men også 'svindel. følelser'. Her brugte han for første gang sin karakteristiske teknik med at skyde billeder, fotografier, tegninger, ind i teksten, så de kompletterer, relativerer eller ligefrem erstatter dele af den.

Senere fulgte bl.a. 'Die Ausgewanderten' (på dansk: 'De udvandrede'), 'Die Ringe des Saturn' (ikke oversat) og altså 'Austerlitz'. Hans forfatterberømmelse voksede, enkelte begyndte endda at se ham som fremtidig nobelpriskandidat, og kort før sin død havde han indgået en lukrativ aftale med Penguin-gruppens forlag - og var blevet udstyret med en benhård amerikansk agent.

En venlig mand
Selv om han efterhånden havde boet væsentlig længere i England end i Tyskland, blev han ved med at skrive på tysk. Han beherskede engelsk til fuldkommenhed, men når han skulle læse op på engelsk, blev han genert over sin egen underlige accent, hævdede han. For øvrigt er det tvivlsomt, om han ville have kunnet udvikle sin særlige, næsten gammeldags stil med lange, komplicerede sætninger og bisætninger på det mere snusfornuftige engelske sprog. Det tyske var desuden intimt forbundet med et tilbagevendende tema hos ham, nemlig Europas tyskpåførte rædsler under Anden Verdenskrig.

Jeg traf første gang Sebald - Max, som han hed blandt venner (hans tredje fornavn var Maximilian, W.G. stod for Winfried Georg) - ganske kort på Oversætterkollegiet i Straelen i Tyskland. Han var der for at samle ideer til sit 'eget' oversættersted, British Centre for Literary Translation, som kort efter blev oprettet ved universitetet i Norwich. Der tilbragte jeg så en kold engelsk februar måned sammen med en god oversætterkollega, og vi kom til at sætte stor pris på Max og hans milde venlighed.

Hans fascination af fortiden og dens spor viste sig helt fysisk, da han kørte os en tur i omegnen i sin lillebitte sorte bil og blandt andet tog os med ind på pubben The Green Dragon i Wymondham, et bindingsværkshus af ærværdig alder. »Føl engang på tømmeret«, sagde han og demonstrerede, hvordan pubbens bjælker var blevet mærkeligt knoppede og skællede. »Huset overfor brændte, og varmen var så stærk, at bindingsværket her begyndte at forkulle«. - »Hvornår er det sket?«, spurgte jeg, rystet over denne nylige næsten-katastrofe for en historisk bygning. »I 1638«, svarede han lakonisk, men med et frydefuldt glimt bag brilleglassene.

Fortiden som motiv
Sebald var erindringens digter. »Litteraturens moralske rygrad er spørgsmålet om erindringen«, sagde han i et interview, der blev hans sidste (Guardian, 21.12. 2001). Plottet i 'Austerlitz' er hovedpersonens smertefulde genvinding af de barndomserindringer, der viser ham, at han er en helt anden, end han troede - ikke et walisisk adoptivbarn, men et jødisk barn fra Prag, der blev reddet fra nazisternes udryddelsestrussel. Og 'De udvandrede' er fire fortællinger om mennesker, der på hver sin måde kæmper for at komme til rette med en erindret fortid.

Mange læsere troede, også på grund af de indsatte fotos, at fortællingerne var dokumentariske, og det motto, som Sebald havde sat forrest i bogen, blev af nogle anmeldere læst som en manende appel om ikke at ødelægge mindet om holocaustofrene, det sidste, der var tilbage af dem. »Zerstöret das Letzte/ die Erinnerung nicht«, står der.

Sætningen forvirrede mig, og da jeg i januar 1995 tog til Norwich for at drøfte de sidste tvivlsspørgsmål i oversættelsen med Sebald, spurgte jeg, om det var den rigtige tolkning. For en gangs skyld blev han irriteret og sagde, at det mente mange, men det var forkert. 'Zerstöret' var ikke imperativ, men indikativ, sætningen var ikke bydende, men spørgende, og den rigtige betydning udlagde han selv som »Bliver det sidste, den sidste rest, ikke ødelagt af erindringen?«. Sætningen havde intet med holocaust at gøre, den var et citat fra »et eller andet barokdigt«. Hævdede han.

Og ved samme lejlighed røbede han lidt om sin kunstneriske metode: Maleren Max Aurach, hvis skæbne beskrives med stor akkuratesse i bogen, var en fiktiv figur, til dels bygget over virkelighedens Frank Auerbach, men med mange overlejringer, afskrabninger og nye lag, ligesom Auerbachs malerier.

Tingene taler
Autenticiteten hos Sebald er med andre ord både svimlende og svindlende, ligesom hans tekster er et væv af ægte og fiktiv intertekstualitet, der måske aldrig bliver helt redet ud. Hvorfor? Når spørgsmålet om erindring i hans fortolkning er litteraturens moralske rygrad, gælder det ikke bare om at erindre banalt 'korrekt'.

Det gælder om i ét spænd at vedkende sig erindringens livsformende magt og dens fortrængende karakter. Når den erindrende fortælling er trådt i stedet for den virkelige hændelse eller ligefrem i stedet for genstandene, er det sidste af virkeligheden så ikke ødelagt? Og hvordan omgås man den virkelighed, der ikke længere eksisterer?

Måske derfor var Sebald så optaget af tingenes udsagn. De besynderlige gamle fotografier af anonyme personer, han fandt i antikvariater og marskandiserbutikker, og de billeder, han selv tog af vækkeure, billardkugler, nipsstatuer, banegårdshvælvinger m.m., kunne kalde fortællinger frem eller dokumentere fiktive historier.

I efteråret 1995, da Sebald kom til København for at deltage i bogmessen i Forum (og jeg for DR lavede et tv-interview med ham, der var så mumlende og famlende og kedeligt fra begge sider, at det aldrig blev sendt!), fandt jeg på at tage ham med på Arbejdermuseet i en pause mellem arrangementerne.

Der var netop en særudstilling om det jævne danske hverdagsliv i halvtredserne, og Sebald livede kendeligt op, mens vi gik rundt og kiggede på gasapparater, vaskepulverpakker, blåemaljerede kaffekander og galvaniserede gruekedler. »Ja, sådan en havde vi også, da jeg var barn. Ja, og dét der minder mig også om noget«. Tingene talte, og Sebald huskede.

Bagefter tog jeg ham med på en beskeden restaurant i Nyhavn og insisterede på at betale frokosten. Han vred sig, for var jeg måske ikke hans oversætter, hvis arbejde han så parasitisk høstede frugterne af? Jeg holdt på mit, indtil han sukkede og faldt lidt sammen på stolen. »You're terrible«, sagde han.

Det lød som en stor anerkendelse, og jeg husker det med glæde.

Politiken.dk i 3 måneder - kun 299 kr.

Læs hele artiklen nu

Køb abonnement

Annonce