Men tilbage til min nye ledsager. Jeg var meget fornøjet med ham og satte mig for at lære ham alt det, der kunne gøre ham nyttig, hjælpsom og bekvem; men i særdeleshed at lære ham at tale og at forstå mig, når jeg talte; og han var den mest lærenemme elev, der nogen sinde har været til. Daniel Defoe: Robinson Crusoe Boston ved Lincolnshires kyst er en prægtig by, skriver hans mand. Det højeste kirkespir i hele England findes der; lodserne bruger det til at styre efter. Egnen omkring Boston er moseland. Der er rigeligt af rørdrummer, ildevarslende fugle, som udstøder en dump, stønnende kaldelyd, høj nok til at høres to miles borte, ligesom knaldet fra en kanon. Moserne er også hjemsted for mange andre slags fugle, skriver hans mand, vildænder og gråænder, krikænder og pibeænder, til hvis indfangning moseboerne, the fen-men, opdrætter tamme ænder, som de kalder lokkefugle eller lokænder. Fen betyder mosestrøg. Der findes mosestrøg over hele Europa, over hele verden, men de kaldes ikke fens, fen er et engelsk ord, det flyver ikke på træk. Disse lokænder i Lincolnshire, skriver hans mand, opdrættes i lokkefugledamme og holdes tamme ved at fodres fra hånden. Når så årstiden er inde, sendes de af sted til Holland og Tyskland. I Holland og Tyskland mødes de med andre af deres egen art, og når de ser, hvor elendigt disse hollandske og tyske ænder lever, hvordan deres floder fryser til om vinteren og deres lande dækkes af sne, så lader de dem uvægerlig vide, på en art sprog, som de kan få dem til at forstå, at i England, hvor de kommer fra, er det helt anderledes: Engelske ænder har strande fyldt med nærende føde, tidevand, som strømmer frit op gennem vandløbene; de har søer, kilder, åbne damme og skærmede damme; desuden jorder fyldt med korn, som høstfolkene har ladet ligge; og ingen frost eller sne, eller kun ganske let. Ved disse fremstillinger, som, skriver han, alle fremsættes på andesprog, tiltrækker de, altså lokke- eller lokænderne, store flokke af fjerkræ og bortfører dem så at sige. De fører dem tilbage over havene fra Holland og Tyskland og lader dem slå sig ned i deres lokkefugledamme i Lincolnshires moser, mens de hele tiden sladrer og snadrer til dem på deres eget sprog og fortæller dem, at dette er de damme, de har fortalt dem om, hvor de skal leve trygt og sikkert. Og alt imens de er optaget af det, kryber lokkemændene, lokændernes herrer, ind i nogle skjul eller ly, de har bygget af tagrør i moserne, og uset kaster de håndfulde af korn ud i vandet; og lokke- eller lokænderne følger efter dem og leder deres fremmede gæster med. Og således fører de i løbet af to-tre dage gæsterne op ad stadig snævrere vandveje, mens de hele tiden råber til dem, om de kan se, hvor skønt vi lever i England, lige til et sted, hvor net er blevet spændt ud. Derefter sender lokkemændene deres lokkehund ud, som er blevet dresseret til at svømme efter vandfugle, mens den giver hals. Da ænderne skræmmes til det yderste af dette frygtelige væsen, går de på vingerne, men tvinges atter ned på vandet af de buede net over dem, og således må de svømme eller gå til grunde under nettet. Men nettene bliver snævrere og snævrere, ligesom en pung, og for enden står lokkemændene, som tager deres fanger ud én efter én. Lokkeænderne får klap og ros, men hvad gæsterne angår, så bliver de på stedet slået ned med køller og plukket og solgt i hundred- og tusindvis. Alle disse nyheder fra Lincolnshire skriver hans mand med sirlig og hurtig håndskrift, med fjerpenne, som han skærper med sin lille pennekniv hver dag, før han tager en ny tørn med papiret. I Halifax, skriver hans mand, stod der, indtil den blev fjernet i kong Jakob den Førstes regeringstid, en henrettelsesmaskine, som virkede på følgende måde. Den dømte blev lagt med hovedet i skafottets bundstykke eller skål; derefter slog bødlen en tap ud, som holdt den tunge klinge oppe. Klingen for ned ad en karm så høj som en kirkedør og halshuggede manden så net som nogen slagterkniv. Det var dog skik i Halifax, at hvis den dømte mellem slaget, der fjernede tappen, og klingens fald kunne springe op, løbe ned ad bakken og svømme over floden uden at blive fanget af bødlen igen, så ville han gå fri. Men i alle de år, maskinen stod i Halifax, skete det aldrig. Han (nu ikke hans mand, men han) sidder i sit værelse ved havnen i Bristol og læser dette. Han er oppe i årene, man kunne næsten sige, at han nu er blevet en gammel mand. Hans ansigtshud, som var blevet næsten sortbrændt af den tropiske sol, før han lavede sig en parasol af kokos- eller viftepalmeblade til at søge skygge under, er blegere nu, men stadig læderagtig som pergament; på hans næse er der et sår efter solskoldning, som ikke vil hele. Parasollen har han stadig hos sig på værelset, den står i en krog, men papegøjen, der rejste med ham tilbage, er afgået ved døden. »Stakkels Robin!«, skræppede papegøjen altid fra sin plads på hans skulder, »Stakkels Robin Crusoe! Hvem redder stakkels Robin?«. Hans hustru kunne ikke døje papegøjens klagesang, »Stakkels Robin« dag ud og dag ind. »Jeg vrider halsen om på den«, sagde hun, men hun havde ikke modet til det. Da han kom tilbage til England fra sin ø med sin papegøje og sin parasol og kisten fuld af skatte, levede han en tid lang roligt nok med sin gamle hustru på det gods, han købte i Huntingdon, for han var blevet en velhavende mand, og endnu mere velhavende efter at bogen om hans eventyr var blevet trykt. Men årene på øen og derefter rejseårene sammen med manden Fredag (stakkels Fredag, klager han ved sig selv, skræp-skræp, for papegøjen udtalte aldrig Fredags navn, kun hans) havde gjort tilværelsen som jordejer på landet kedsommelig for ham. Og sandt at sige var også det ægteskabelige liv en slem skuffelse. Han søgte oftere og oftere tilflugt i stalden, hos hestene, som på velsignet vis ikke snakkede, men vrinskede dæmpet, når han kom, for at vise, at de vidste, hvem han var, og derefter tav stille. Han syntes, da han kom fra sin ø, hvor han havde levet et tavst liv, indtil Fredag arriverede, at der fandtes for megen snak i verden. I sengen ved sin hustrus side følte han det, som om en byge af småsten blev hældt ud over hans hoved, i én uendelig raslen og klapren, når det eneste, han ønskede, var at sove. Så da hans gamle hustru opgav ånden, sørgede han, men var ikke sørgmodig. Han begravede hende og lejede efter en passende tid dette værelse på The Jolly Tar ved havnepromenaden i Bristol; ledelsen af godset i Huntingdon overlod han til sin søn og medbragte kun parasollen fra den ø, der gjorde ham berømt, og den døde papegøje fastgjort til siddepinden, og her har han boet alene lige siden og slentret rundt om dagen mellem kajer og brygger, stirret mod vest ud over havet, for hans syn er stadig skarpt, og røget sine piber. Hvad hans måltider angår, får han dem bragt op på sit værelse; for han finder ingen glæde ved selskab efter at have vænnet sig til ensomhed på øen. Han læser ikke, han har mistet smagen for det; men at nedskrive sine eventyr har bragt ham i vane med at skrive, det er et ganske behageligt tidsfordriv. Om aftenen i lysestagens skær tager han sine papirer frem og skærper sine penne og skriver en side eller to om sin mand, manden, der sender rapporter om lokænderne i Lincolnshire, og om den store dødsmaskine i Halifax, som man kan undslippe, hvis man kan springe op og løbe ned ad bakken, inden den frygtelige klinge er faldet, og om talrige andre ting. Om hvert sted, som han kommer til, sender han en rapport, det er det første, han skal gøre, hans travle mand. Mens han, Robin, som papegøjen kaldte stakkels Robin, spadserer langs havnemuren og tænker over maskinen fra Halifax, lader han en småsten falde og lytter. Et sekund, mindre end et sekund, før den rammer vandet. Guds nåde er hurtig, men mon ikke den store klinge af hærdet stål, som jo var tungere end en småsten og smurt med talg, var hurtigere? Hvordan skal vi nogen sinde slippe fra den? Og hvilken slags menneske kan det være, der farer så travlt hid og did gennem kongeriget, fra det ene dødbringende skuespil til det andet (kølleslag, halshugninger) og fremsender rapport efter rapport? En forretningsmand, tænker han ved sig selv. Lad ham være forretningsmand, en kornhandler eller læderhandler, kan vi sige; eller en fabrikant og leverandør af tagsten et eller andet sted, hvor der er rigeligt med ler, Wapping, kan vi sige, som må rejse meget for sin forretnings skyld. Gør ham velhavende, giv ham en hustru, der elsker ham og ikke snakker for meget og føder ham børn, hovedsagelig døtre; giv ham en rimelig livslykke - og lad så pludselig hans lykke høre op. Themsen stiger en vinter, teglovnene, hvor tagstenene brændes, bliver skyllet bort, eller kornlagrene, eller læderværkstederne; han er ruineret, hans mand, kreditorerne overfalder ham som fluer eller krager; han må flygte fra sit hjem, sin hustru og sine børn og søge skjul i det usleste logi i Beggars Lane under falsk navn og i forklædning. Og alt dette - bølgen af vand, ruinen, flugten, pengeløsheden, pjalterne, ensomheden - lad alt dette være et billede på skibbruddet og øen, hvor han, den stakkels Robin, var afskåret fra verden i seksogtyve år, indtil han var nær ved at blive gal (og hvem kan sige, om han ikke blev det, til en vis grad?). Eller også lad manden være sadelmager med et hjem og et værksted og et lager i Whitechapel og et modermærke på hagen og en hustru, der elsker ham og ikke snakker og føder ham børn, hovedsagelig døtre, og giver ham megen lykke, indtil pesten overfalder byen, det er i året 1665, den store brand i London har ikke fundet sted endnu. Pesten overfalder London; dagligt, sogn for sogn, stiger dødstallet, rige og fattige, for pesten gør ingen forskel på stænderne, al sadelmagerens jordiske rigdom kan ikke redde ham. Han sender sin hustru og sine døtre på landet og lægger planer om selv at flygte, men gør det alligevel ikke. »Du skal ikke frygte for nattens forskrækkelse«, læser han, da han slår Bibelen op et tilfældigt sted, »for pilen, som flyver om dagen, for pestilens, som farer frem i mørket, for ødelæggelse, som fordærver om middagen. Om tusinde falde hos din side og ti tusinde hos din højre hånd, skal det dog ikke komme nær til dig«. Opmuntret af dette tegn, et tegn på sikker færd, bliver han i det pestramte London og giver sig til at skrive rapporter. Jeg så en menneskemængde på gaden, skriver han, og en kvinde i dens midte, som pegede mod himlen. »Se«, råber hun, »en engel i hvidt, som hæver et flammesværd!«. Og hele mængden nikker til hinanden, »Sandelig, ja«, siger de, »en engel med et sværd!«. Men han, sadelmageren, kan ikke se nogen engel og ikke noget sværd. Det eneste, han kan se, er en ejendommeligt formet sky, som er lysere på den ene side end på den anden på grund af solens skin. »Det er en allegori!«, råber kvinden på gaden; men han kan ikke for sin død se nogen allegori. Det skriver han i sin rapport. En anden dag, på vej langs floden i Wapping, iagttager hans mand, som før var sadelmager, men nu ikke har nogen bestilling, hvordan en kvinde fra døren i sit hus råber til en mand, som kommer roende i en jolle: »Robert! Robert!«, råber hun; og hvordan manden så ror ind til land og fra jollen tager en sæk, som han lægger på en sten ved flodbredden, hvorefter han ror bort igen; og hvordan kvinden kommer ned til flodbredden og løfter sækken op og bærer den hjem med et meget sørgmodigt udtryk i ansigtet. Han råber manden Robert an og taler med ham. Robert fortæller ham, at kvinden er hans hustru, og at sækken indeholder en uges forsyninger til hende og deres børn, kød og mel og smør; men at han ikke tør vove sig nærmere, fordi de alle, hustru og børn, er smittet med pest; og at det er ved at knuse hans hjerte. Og alt dette - manden Robert og hustruen, der opretholder deres samkvem ved råb hen over vandet, sækken, der efterlades i vandkanten - står visselig for sig selv, men det står også som et billede på hans, Robinsons, ensomhed på øen, hvor han i den mørkeste fortvivlelses timer råbte ud over bølgerne til sine kære i England, at de skulle redde ham, og andre gange svømmede ud til vraget og søgte efter forsyninger. Endnu en rapport fra denne sorgens tid. Ude af stand til længere at udholde smerterne i de hævelser i lysken og armhulerne, som er pestens tegn, løber en mand ud på gaden, hylende og splitternøgen, ud i Harrow Alley i Whitechapel, hvor hans mand, sadelmageren, er vidne til, at han hopper og springer og gør tusind besynderlige gebærder, mens hans hustru og børn løber efter ham og råber, at han skal komme tilbage. Alle disse hop og spring er allegoriske for hans egne hop og spring, dengang han, efter skibbruddets katastrofe og efter at han havde gennemsøgt stranden for spor af sine skibsfæller og ingen fundet, undtagen et par umage sko, havde forstået, at han var kastet i land helt alene på en vildsom ø, hvor han sikkert ville gå til grunde uden håb om frelse. (Men hvad mere synger han mon i hemmelighed om, denne stakkels pestramte mand, som han læser om, bortset fra sin fortvivlelse? Hvad råber han mon, tværs over vandene og tværs gennem årene, fra sin helt egen ildebrand?). For et år siden betalte han, Robinson, en sømand to guineas for en papegøje, som sømanden hævdede at have hjembragt fra Brasilien - en fugl, der ikke er så storslået som hans eget højt elskede kræ, men dog fortræffelig, med grønne fjer og en skarlagensrød top og meget snakkesalig, hvis man skulle tro sømanden. Og fuglen sad ganske rigtigt på sin pind i hans værelse på kroen, med en lille lænke om benet, for at den ikke skulle prøve at flyve bort, og sagde ordene »Stakkels Poll! Stakkels Poll!« igen og igen, indtil han var nødt til at give den en hætte på; men den kunne ikke lære at sige noget andet ord, for eksempel »Stakkels Robin«, det var den måske for gammel til. Stakkels Poll, der stirrer ud gennem det smalle vindue over mastetoppene og, bag mastetoppene, over de grå atlantiske dønninger: »Hvad er dette for en ø«, spørger Stakkels Poll, »hvorpå jeg er strandet, så kold og så trist? Hvor var du, min Frelser, i min svare nøds stund?«. En mand falder i søvn ved en gadedør i Cripplegate, da han er fuld, og det er sent om natten (endnu en af hans mands rapporter). Ligkærren kommer forbi (vi er stadig i peståret), og naboerne, som tror, at manden er død, lægger ham blandt ligene på kærren. Til sidst når kærren frem til kulen ved Mountmill, og vognmanden, hvis ansigt er omviklet med klude mod dunsterne, tager fat i ham for at smide ham derned; og han vågner og slår om sig i sin forvirring. »Hvor er jeg?«, siger han. »Du er ved at blive begravet blandt de døde«, siger vognmanden. »Jamen er jeg så død?«, siger manden. Også dette er et billede på ham på øen. Nogle londonere fortsætter med at passe deres forretninger, idet de tror, at de er raske og vil gå fri. Men hemmeligt har de pesten i blodet; når smitten trænger frem til deres hjerte, falder de på stedet døde om, som ramt af lynet, rapporterer hans mand. Og dette er et billede på livet selv, hele livet. Forberedelse i tide. Vi bør forberede os i tide på døden, ellers bliver vi slået ned, hvor vi står. Ligesom han, Robinson, kom til at indse, da han pludselig en dag på sin ø stødte på aftrykket af en mands fod i sandet. Det var et aftryk og derfor et tegn: på en fod, på en mand. Men det var også et tegn på meget andet. »Du er ikke alene«, sagde tegnet; og desuden: »Hvor langt du end sejler bort, hvor end du gemmer dig, vil du blive opdaget«. I pestens år, skriver hans mand, var der andre, som af rædsel lod alt i stikken, deres hjem, deres hustruer og børn, og flygtede så langt bort fra London, som de kunne. Da pesten var ovre, blev deres flugt fordømt som fejhed fra alle sider. Men, skriver hans mand, vi glemmer, hvilken slags mod der krævedes for at stå imod pesten. Det var ikke blot soldatermod, som at gribe et våben og angribe fjenden: Det var som at angribe Døden selv på hans bleggule hest. Selv i bedste fald sagde hans papegøje på øen, den mest elskede af de to, ikke et eneste ord, som den ikke havde lært af sin herre. Hvordan er det så gået til, at denne hans mand, som er en slags papegøje og ikke særlig elsket, skriver lige så godt eller bedre end sin herre? For han er dygtig med sin pen, hans mand, det er der ingen tvivl om. Som at angribe Døden selv på hans bleggule hest. Hans egen færdighed, som han tilegnede sig på kontoret, drejede sig om at opgøre konti og saldi, ikke om at vælge sine ord. Døden selv på hans bleggule hest: Det er ord, som han aldrig selv kunne finde på. Kun når han overlader sig selv til sin mand, kommer den slags ord. Og lokkeænder, eller lokænder: Hvad vidste han, Robinson, om lokkeænder? Intet som helst, før hans mand begyndte at fremsende rapporter. Lokænderne i Lincolnshires mosestrøg, den store henrettelsesmaskine i Halifax: rapporter fra en stor rundrejse, som hans mand åbenbart foretager på briternes ø, hvilket er et billede på den rejse, han gjorde omkring sin egen ø i den båd, han byggede, rejsen, som viste, at der var en anden side af øen, kløftet og mørk og ugæstfri, som han siden altid undgik, skønt kolonister, hvis de i fremtiden skulle komme til øen, måske vil udforske den og befolke den; også det er et billede, på sjælens mørke side og den lyse. Da de første flokke af plagiatorer og imitatorer kastede sig over hans øhistorie og prakkede publikum deres egne opdigtede historier på om det skibbrudne liv, forekom de ham at være hverken mere eller mindre end en horde kannibaler, der faldt over hans eget kød, det vil sige hans liv; og han havde ingen skrupler ved at sige det. »Da jeg forsvarede mig mod kannibalerne, som stræbte efter at slå mig ned og stege mig og fortære mig«, skrev han, »troede jeg, at jeg forsvarede mig mod ondet selv. Lidet anede jeg«, skrev han, »at disse kannibaler blot var billeder på en mere djævelsk glubskhed, som gnaver af selve sandhedens substans«. Men nu, da han tænker videre over det, begynder der at krybe et strejf af forbrødring med hans imitatorer ind i hans bryst. Det forekommer ham nemlig nu, at der kun findes en håndfuld historier i verden; og hvis det forbydes de unge at plyndre de gamle, så må de sidde hen i evig tavshed. Således fortæller han i sin beretning om sine eventyr på øen, at han vågnede rædselsslagen en nat, overbevist om, at djævelen lå oven på ham i hans seng i skikkelse af en stor hund. Derfor sprang han op og greb en huggert og slog ud til højre og venstre for at forsvare sig, mens den stakkels papegøje, der sov ved siden af hans seng, skreg i forfærdelse. Først mange dage senere forstod han, at det hverken var en hund eller en djævel, der havde ligget på ham, men at han i stedet havde haft en lammelse af en forbigående art og havde sluttet, da han ikke kunne røre sit ben, at et eller andet væsen lå udstrakt på det. Af denne begivenhed kunne den lære åbenbart uddrages, at alle plager, herunder lammelse, kommer fra djævelen og er djævelen selv; at en hjemsøgelse af sygdom kan afbildes som en hjemsøgelse af djævelen, eller af en hund, som afbilder djævelen, og omvendt kan hjemsøgelsen afbildes som sygdom, ligesom i sadelmagerens historie om pesten; og derfor kan ingen, som skriver historier om nogen af delene, om djævelen eller om pesten, fremover affærdiges som falskner eller tyv. Da han for år tilbage besluttede at sætte historien om sin ø på papiret, opdagede han, at ordene ikke ville komme, pennen ikke flyde, at selve hans fingre var stive og modstræbende. Men dag for dag, skridt for skridt, kom han til at beherske skrivergerningen, indtil siderne, da han var nået til sine eventyr med Fredag i det kolde nord, rullede let og tilmed tankeløst fra ham. Denne gamle forfatterlethed har desværre forladt ham. Når han sætter sig ved det lille skrivebord foran sit vindue og kigger ud over Bristols havn, føles hans hånd lige så klodset og pennen som lige så fremmed et redskab som på noget tidspunkt før. Finder han, den anden, denne hans mand, skrivergerningen lettere? De historier, han skriver om ænder og maskiner og London under pesten, flyder kønt nok; men det gjorde hans egne historier også engang. Måske tager han fejl af ham, den sirlige lille mand med de hurtige skridt og modermærket på hagen. Måske sidder han i dette øjeblik alene på et lejet værelse et sted i dette vidstrakte kongerige og dypper pennen igen og igen, fyldt af tvivl og tøven og eftertanker. Hvordan skal de afbildes, denne mand og han? Som herre og slave? Som brødre, tvillingebrødre? Som våbenfæller? Eller som fjender, som hinandens foe? Hvilket navn skal han give denne navnløse karl, som han deler sine aftener med, undertiden også sine nætter, og som kun er fraværende om dagen, når han, Robin, går tur på kajerne og ser på de nyanløbne skibe, og hans mand galoperer rundt i kongeriget og foretager sine inspektioner? Vil denne mand på sine rejser nogen sinde komme til Bristol? Han længes efter at møde karlen i kød og blod, trykke hans hånd, slentre med ham langs kajkanten og lytte, mens han fortæller om sit besøg på øens mørke nordlige ende eller om sine eventyr i skriverfaget. Men han er bange for, at der ikke bliver noget møde, ikke i hans levetid. Hvis han skulle bestemme sig for en lignelse for de to, hans mand og ham, så ville han skrive, at de er som to skibe, der sejler i hver sin retning, det ene mod vest, det andet mod øst. Eller bedre endnu, at de er matroser på hårdt arbejde i rigningen, den ene på et skib med kurs mod vest, den anden på et skib med kurs mod øst. Skibene passerer tæt forbi hinanden, tæt nok til at komme på prajehold. Men søen er hård, vejret er stormfuldt; med øjne pisket af skumsprøjt og hænder forbrændt af tovværket passerer de hinanden, for travle til så meget som at vinke. Oversat af Niels BrunseCopyright: Nobelstiftelsen 2003