Det 20. århundrede gik lidt over tiden i Italien. »Døden har glemt mig, man kan ikke skynde på den«, sagde den 94-årige Norberto Bobbio, kort før han udåndede, mæt af dage, og dermed omsider slog slutstregen i en kamp, der på godt og ondt er Italiens moderne historie. Italiens præsident Carlo Ciampi kaldte ham ligeud »nationens kritiske samvittighed« i sine mindeord. Umberto Eco kaldte Bobbio »alle italieneres lærermester«. Norberto Bobbio havde et italiensk demokrati og retssamfund på sit filosofiske og politiske program. Ingen italiensk intellektuel nød i århundredets sidste årtier større anseelse end han, skønt sejrene var til at overskue. Han blev aldrig ven med det gennemkorrupte italienske efterkrigsdemokrati. Han var lige kritisk over for kristelige demokrater, socialister og stalinister, og med ordene »der findes ingen tredje vej«, affejede han Enrico Berlinguers 'eurokommunisme'. Men efterfølgerdemokratiet, der nu er endt i Silvio Berlusconis ikke mindre betændte regimente, fik mildt sagt heller ikke Bobbio som talerør. Et af sine politiske hovedværker, artikelsamlingen 'Politik og kultur', indledte han i 1955 med disse ord, der skulle komme til at så som motto for hans modne liv: »Kulturmenneskers opgave er i dag mere end nogensinde at så tvivl og ikke samle på selvfølgeligheder«. Han havde en kort, heroisk politisk karriere som medstifter i 1943 af et af den italienske modstandsbevægelses partier Partito d'Azione, men efter befrielsen holdt han fingrene fra den verden, om end han ceremonielt i 1984 blev udnævnt til senator for livet af Italiens præsident.