I Tyskland er en ny roman af Christoph Hein altid en begivenhed. Som en »digterfyrste« (Spiegel) drager han gennem landet for at læse op af 'Landnahme', (Landnam). I Berlin blev han og hans seneste værk præsenteret for publikum af forhenværende forbundspræsident Richard von Weizsäcker. Så er niveauet antydet. Tagesspiegel mener, at »de første hundrede sider af romanen er noget af det bedste, Hein har skrevet«. Spiegel går endnu længere: »En storartet roman, den bedste forfatteren hidtil har skrevet«. Die Zeit konstaterer, at Hein »lader fem årtier af tysk historie genopstå«. Med »Landnahme« vender Christoph Hein tilbage til den fiktive lilleby, Guldenberg, som han først beskrev i sin gennembrudsroman »Horns endeligt« fra 1985. En af personerne går tilmed igen i den nye fortælling. Var selv flygtningebarn Fortælleteknikken er også den samme, at lade fem forskellige personer, her tre mænd og to kvinder, berette om hver deres oplevelser med og indtryk af den tilknappede hovedperson, kaldet Bernhard Haber. Bernhard og hans forældre er fordrevne fra Schlesien, et af de tyske områder, der gik tabt som følge af Hitlers krig. Nu blev Schlesien polsk, så heraus med tyskerne. Hein, årgang 1944, kan her trække på egne oplevelser, også han var et flygtningebarn. Haber-familien bliver pånødet kommunen i Guldenberg, velkomne er de fordrevne landsmænd bestemt ikke. Som om man ikke selv havde problemer nok i forvejen, nu skal man altså også føde på disse »polakker«. Bernard, et tungtfattende, men ganske snu barn, mærker hadet og spotten slå imod sig. Faderen, en krigsinvalid, får nedbrændt sit snedkerværksted, til sidst bliver han offer for et mord, der camoufleres som selvmord. Men Bernard aner nok, hvem der står bag: Hele byen. Helvedes mennesker Hans hævn er sen, men raffineret - han ender med at blive den næst mægtigste mand i Guldenberg, en agtet samfundsstøtte, medlem af kegleklubben, byens egentlige magtcenter. Man kan føle medlidenhed med flygtningebarnet Bernhard, men ikke sympati for den voksne Bernard Haber. Han går sine egne krogede veje, er ret beset et asocialt væsen, der etablerer sig som spidsborger, efter at have snoet sig gennem både marxisme og kapitalisme. Også Christoph Hein ser på ham med tørre øjne og bekræfter derved den status, han tidligere har givet sig selv som forfatter: »Krønikeskriver uden had og nidkærhed«. Hans ærinde er den kølige, præcise iagttagelse. Eventuelle moralske domme overlades til læseren. Savner politisk perspektiv En del kritikere har beklaget, at østtyskeren Hein her lader DDR fremstå som et underligt upolitisk sted. Stasi nævnes knap og kun med (herlig) sarkasme. Frankfurter Allgemeine Zeitung, der ellers roser romanen, savner et politisk perspektiv, her er der »et irriterende tomrum«. Samme opfattelse har Tagesspiegels anmelder, men gør samtidig denne kloge iagttagelse: »Den skandaløse politik (i DDR, red.) var ikke problemet, siger denne roman, problemet var menneskene, der kunne gøre livet til et helvede«. Neues Deutschland hæfter sig ved, at Hein portrætterer det tavse flertal, der var »resistent« over for alle forsøg på ideologisk påvirkning. Ganske tankevækkende er det, at man i netop dette dagblad, der engang var talerør for DDR's magthavere, nu kan læse om den tid: »De 'aktive' - de bildte sig ind at være de formodede 'passive' overlegne og anede overhovedet ikke, hvor dybt man foragtede dem«. Samme anmelder har i øvrigt en spids pointe: »Christoph Hein har skrevet om mennesker, der aldrig vil læse hans bøger«. Også ofre for Hitlers krig? Flere kritikere har undret sig over, at livet i Guldenberg, Heins opdigtede småstad, var så trangt og lukket, at man knap ænsede de dramaer, der flere gange rystede arbejder- og bonderepublikken. Man havde nok i sit eget, hyttede sig og lod uvejret drive over. Det får Berliner Zeitung til at sukke over, hvor alting dog var småt i DDR. Menneskene var småtskårne, småt var også landet. Heins roman udkommer akkurat, som man i Tyskland fører en stor debat om de mange millioner tyskere, der efter krigen blev fordrevet fra deres hjemstavn i Østeuropa. Var ikke også de ofre for Hitlers krig? Ifølge Hein var de i hvert fald ofre for deres »nye« landsmænds inderlige modvilje. Frankfurter Allgemeine Zeitung skriver, at man i Heins fremstilling mærker, »hvor stort det tryk var, der efter den tabte krig ledte efter en ventil, og ubarmhjertigt fandt denne ventil i dem, der havde tabt alt«. Titlen »Landnam« er underfundig, kan læses i begge retninger - Bernhard Habers forældre var blandt dem, land blev taget fra, selv erobrede han på sit private hævntogt nyt land i stedet. Ubestikkelig Fundamentalt er det en besk historie, Hein fortæller, men han spækker den med et vid, ja ligefrem boblende humør, der minder om, at han også har gjort sig som forfatter af lystspil. Stor hæder dalede for nylig ned over ham, da han fik tildelt Schiller-prisen for sit samlede værk. Den uddeles af det velbeslåede Baden-Württemberg, men kun hvert tredje år, hvilket giver den ekstra prestige. Pristildelingen begrundes med, at Christoph Hein, »en af nutidens vigtigste tyske forfattere«, altid har været »ubestikkelig«. En ubestikkelighed, der skal ses på baggrund af, at store dele af hans forfatterskab blev til i DDR. En af Heins tidligere romaner med DDR-tema, »Willenbrock«, er i øvrigt ved at blive filmatiseret. En historie om en brugtvognshandler, der forstår at surfe på de »muligheder«, som opstod i den kaotiske genforeningstid.