Der findes tre hellige bøger i verden. Bibelen, Koranen og Le Guide Michelin, den franske madguide, der er for galliske gastronomer og Frankrigs kulinariske koryfæer, hvad formand Maos lille røde var for 1960'ernes kinesiske kulturrevolutionære. Den velrenommerede og nærmest uangribelige guide fik imidlertid i denne uge et velafrettet skud for boven. I bogen 'L'inspecteur se met à table' (inspektøren tilstår/går til bords) anklages Michelinguiden for at spare på inspektionerne af restauranterne, ligge under for pres fra de store chefkokke og i det hele taget at sætte pekuniære hensyn højere end lysten til at finde nye og interessante spisesteder i Frankrig. Kritik fra madanmelder Ifølge forfatteren beholder op mod en tredjedel af de 27 trestjernede restauranter i dette års udgave kun deres stjerner, fordi Michelin én gang for alle har besluttet sig for at give dem status af uanfægtelige repræsentanter for den fineste haute cuisine. Ordene smerter i det gamle dækfirma, for de kommer fra ingen ringere end Pascal Rémy, en 40-årig madanmelder, der har arbejdet som inspektør for Michelin i 16 år. Michelinguiden hævder selv hvert år at besøge næsten samfulde 10.000 adresser, der bliver bedømt i den tykke røde bog. Men det er langtfra virkeligheden, lyder det fra Pascal Rémy. Kun 10 procent besøges »Udgaven for 2003 blev udført af kun fem inspektører i Frankrig«, siger han til dagbladet Libération. Eftersom hver inspektør ifølge Rémy kun indtager 200 testmåltider om året, er det således kun ca. 10 procent af restauranterne, der bliver besøgt og bedømt hvert år. Bogen vækker opsigt, fordi det er første gang, nogen letter låget for, hvordan Frankrigs mest solgte guide kokkereres. I sin 104 år lange historie har Michelinguiden solgt over 30 millioner eksemplarer, uden at nogen før har bekymret sig om, hvordan guiden udvælger og bedømmer sine restauranter. Bonkammerateri Og lige så fasttømret dens status har været, lige så ihærdigt har firmaet værnet om hemmeligheden bag udvælgelses- og bedømmelseskriterierne. Ifølge Rémy er »hemmeligheden imidlertid, at der ikke er nogen hemmelighed. Der er ingen kriterier bag guidens oversigt«. I hvert fald ikke nogen, det vil tjene guidens ære at få frem i lyset. Kriterierne har ifølge Rémy mere at gøre med bonkammerateri og økonomiske interesser end ægte madglæde og jagten på fornyende kogekunst. Guiden er blevet en veritabel pengemaskine, og hvert år ryger over 550.000 eksemplarer af den tykke røde over boghandlernes disk. Sort samvittighed Michelinguidens chef, Derek Brown, har svaret igen og kaldt Rémys anklager »løgn og fordrejninger«, og da Rémys bog udkom i torsdags, tog Michelin det uhørte skridt at indrykke helsidesannoncer i Frankrigs ledende dagblade. I annoncerne beklager Michelins bomærke dækmanden Bibendum over for læserne, at Frankrig bliver til grin i hele verden, fordi enkelte »gastronomiske kronikører« giver sig til »at brænde vore symboler«. Men ifølge madskribenten Périco Légasse fra det litterære ugemagasin Marianne viser Michelins annoncekampagne blot, at firmaets samvittighed ikke er helt ren. Og for ham er der da heller ingen tvivl om, at »uddelingen af Michelinstjernerne er underlagt firmaets marketinginteresser«.