Lige så længe der har været bøger, har der været bogtyve. Om det gælder helt tilbage til de sumeriske lertavler, der med deres primitive skrifttegn er nogle af de allerældste skriftlige kilder, vides ikke. Men helt sikkert er det, at bogtyverier var en del af dagligdagen i antikken. Da romerne erobrede Grækenland, fragtede de ikke bare kultur i form af dannede grækere og interessante myter med sig tilbage vestpå, også viden i mere fysisk form blev hentet hjem. Ifølge den amerikanske boghistoriker Lawrence S. Thompson bestod selve grundstammen i de store romerske biblioteker i lang tid primært af de tusindvis af græske bøger og manuskripter, som romerne havde stjålet. Og det gjaldt både på det statslige og det personlige plan. Da Perseus tabte den tredje makedoniske krig til romerne i 186 før Kristus, tog general Paullus hele det kongelige makedonske bibliotek som sin personlige del af krigsbyttet. Kun tyveri, hvis man sælger Senere indhentede skæbnen romerne, herunder Cicero, der ofte klagede over, at hans slave Dionysius stjal hans værdifulde manuskripter. Måske en raffineret hævn for den store bogsamling, den romerske general og diktator Lucius Cornelius Sulla havde stjålet i Grækenland, og som Cicero hyppigt benyttede sig af. Eller måske var Dionysius' smårapserier ikke rigtigt tyveri. Det ville 1600-tals samfundsrevseren Tallemant des Réaux have argumenteret for. I en af sine berømte Historiettes erklærede Tallemant des Réaux i al fald, at bogtyveri kun er 'rigtigt' tyveri, hvis tyven sælger bøgerne, hvad der ikke er noget om i historien om Dionysius. Beholdt tyven bøgerne i sin egen private samling, var der efter Tallemant des Réaux' opfattelse mere tale om en bibliokleptoman, en stakkel for hvem glæden ved bøger er blevet en altopslugende besættelse. Eller måske blot en distræt sjæl, der ganske enkelt har glemt at tilbagelevere nogle bøger. En tiltalende tanke for enhver, hvis reoler rummer enkelte skamfulde minder fra skolebiblioteket, men ikke en sondring, som straffeloven kender, hverken nu eller i fortiden. Faktisk tog man bogtyveri ekstremt alvorligt i gamle dage. Ekskluderet af kirken I 600-tallet truede det galliske St. Maximin de Micy-kloster således bogtyve med en forbandelse af samme grad som Judas, Caiaphas og Pontius Pilatus - folk med Jesu liv på deres samvittighed - og så sent som i 1752 var paven nødt til at true bogtyve med eksklusion fra kirken og Guds rige for at beskytte sit polske bibliotek. Og også den fysiske straf kunne være hård, helt op til dødsstraf som denne dystre advarsel i et kostbart værk fra renæssancen vidner om: »Min ejers navn du ser herover at stjæle mig du ikke vover for hvis du gør, du inden længe ved halsen din vil hænge. Kik ned, og du vil se Et billed' af et galgentræ Så tænk dig derfor om i tide At ikke du skal døden lide«. Måske er dette ligefrem baggrunden for det meget populære træ-motiv på private Ex Libris. Den værste af dem alle Helt så galt gik det imidlertid ikke for alle tiders måske allerværste bogtyv: Guglieliemo Bruto Icolio Timoleone, grev Libri-Carucci della Sommaia, kendt som grev Libri, der blev født i Firenze i 1803. Hans bogmæssige ugerninger er levende beskrevet i Alberto Manguels 'Af læsningens historie'. Som så mange andre bogtyve - herunder tilsyneladende forskningsbibliotekaren, der angiveligt står bag det store danske bogtyveri - gennemførte Libri sine ugerninger ved at misbruge sin betroede stilling, nærmere bestemt sin position som ansvarlig leder for den kommission, der skulle overvåge det »almene og officielle katalog over samtlige håndskrifter på såvel nutidige som klassiske sprog i alle offentlige departementsbiblioteker«. Meget bedre position kunne en vordende bogtyv næppe ønske sig, og foruden hovedbiblioteket i Paris plyndrede Libri efter udnævnelsen som kommissionsformand i 1841 livligt bibliotekerne i Carpentras, Dijon, Grenoble, Lyon, Montpellier, Orleans, Poitiers og Tours for tusindvis af deres berømteste og mest kostbare bøger, uden at nogen fattede mistanke. Ubehagelig frisk luft Libris lidet attraktive fysiske fremtræden hjalp sikkert også. Ifølge Frederic Maddens, lederen af British Museums håndskriftafdeling, beskrivelse, da han mødte ham i 1846, var Libri en bognørds udtrykte billede: »Mr. Libri er en temmelig korpulent herre med venlige, men grove ansigtstræk. Efter hans ydre at dømme så han ikke ud til nogensinde at bruge hverken sæbe, vand eller børste«. Senere, da han bad Libri om at åbne vinduet for at lufte ud, bemærkede Madden at »det sås tydeligt, at den friske luft var ham ubehagelig, og han havde proppet vat i ørerne for ikke at blive generet af den!«. Frisk luft var der muligvis ikke meget af i Libris tilværelse, men bøgerne væltede ind, og først i 1846 - nogenlunde samtidig med at Madden gjorde sit bekendtskab med Libri - kom de første beskyldninger om tyveri frem. De blev dog ikke troet, Libri var sådan en fornem mand, at han roligt fortsatte sine tyverier. Begyndelsen til enden Og der kunne historien måske være endt, hvis ikke Libri af uransagelige grunde omtrent på dette tidspunkt begyndte at sælge ud af sine tyvekoster, ja ligefrem lavede fine kataloger over dem. Det blev begyndelsen til enden, anklagerne voksede i styrke, og trods mange højtstående venner måtte Libri i 1848 flygte til England - for en sikkerheds skyld medbringende 18 kasser med bøger til en værdi af omkring 25.000 franc svarende til en livsløn for en almindelig arbejder. Hvad der blev af de bøger vides ikke, grev Libri blev in absentia idømt ti års fængsel og døde ludfattig i Italien i 1869. Bibliotekaren som stjal Før hverken De eller Det Kongelige Bibliotek bliver alt for opbragte over Libri og bogtyvenes lange og mørke historie, skal spotlyset dog også kort drejes i retning af vort eget kongerige. For mens Libri og hans fæller gennem tiderne - herunder tilsyneladende den tyvagtige forskningsbibliotekar, hvis familie står tiltalt for tyverierne fra Det Kongelige Bibliotek - har stjålet for egen vinding, har mange andre i tilsvarende stillinger stjålet for at berige deres institutter. Og en af dem er ifølge Lawrence Thompson den store danske bibliotekar Daniel Gotthilf Moldenhawer, der var overbibliotekar på Det Kongelige Bibliotek fra 1788 og de følgende 35 år. Under Moldenhawer voksede Det Kongelige Biblioteks samlinger voldsomt, mest på legitim maner, men ifølge Thompson holdt Moldenhawer sig ikke for god til også at anvende mindre lovlige metoder. Det gjaldt særligt i Paris, hvor der ifølge Thompson er et »forbløffende sammenfald mellem, hvilke bøger Moldenhawer læste på klostrene og bibliotekerne i Paris, og hvilke bøger der nu står i Det Kongelige Bibliotek«. Så måske bør bibliotekarerne på Slotsholmen fare med lempe i fordømmelsen af bogtyve. Ellers kan det måske ende med at gå dem som den russiske stat, der efter Første Verdenskrig og Polens gendannelse blev mødt med krav fra polakkerne om at udlevere de tusindvis af bøger, tsarerne havde stjålet over 100 år forinden.