0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Så du sjælen, Martin?

Louis Jensens surrealistiske historie om Martin, der lokkes til at slå sin hund ihjel, er fuld af forfærdende ondskab og grænseløs tro. Hunden kan nemlig godt blive levende igen. Hvis ...

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Jeg har kendt en mand, der hedder Louis Jensen, i mange år. Vi spiller skak (manisk) og sejler i hans folkebåd (vildt). Jeg ved godt, han også skriver bøger. Men den mand, der har skrevet 'Skelettet på hjul', ham har jeg aldrig mødt.

Man kunne vælge andre bøger fra Louis Jensens righoldige produktion. De handler jo alligevel alle sammen om det samme! Det, der kan siges med to ord. Godhed og ondskab. Men 'Skelettet på hjul' (1992) har det hele fra et forfatterskab, der af og til er af H.C. Andersenske dimensioner. Historien er fortalt i et enkelt og omsorgsfuldt sprog. Helt uden udråbstegn. »Du skal ikke være bange. Ikke endnu«.

Så hold ørerne stive og pelsen varm, for her kommer historien om drengen Martin og hundehvalpen Trofast, der »kom løbende helt af sig selv«. Som der står i tredje linje. Men de to første lyder sådan her: »Da Martin har haft sin hund i tre dage, slår hans far og mor hunden ihjel«. Ja, de er ondere endnu. For det er Martin selv, der gør det med den rottegift, som han blev sendt på apoteket for at købe, og som far og mor blander i dåsen med hundemad. Man får lyst til at sætte et udråbstegn! Senere kommer en engel af lys til Martin og fortæller ham, at hunden kan blive levende og få sin sjæl igen, hvis han bringer knoglerne ind til Narren i den store by ved den brusende motorvej. Engel og asfalt er altid med i Louis Jensens historier.

Oppe i stuen sidder forældrene og zapper hysterisk på fjerneren. »Det er kun en hund«, siger mor og fniser. Nede i kælderen er Martin ved at koge Trofast fri for kød. Han må ud i haven og brække sig mange gange. Skelettet limes sammen med akkuratesse og anbringes på en plade med legohjul under. Om natten skal der være lys i øjnene. Det har Lysenglen selv sagt. Nu hedder hunden Tsafort, indtil den bliver levende og kan staves forfra igen. Martin drager af sted med en madpakke. Det er efterår og høsttid. Årstiderne er altid med i Louis Jensens bøger. Og fuglene.

Kapitlerne er korte og holder, hvad de lover. 'Til fods'. 'Vold'. Eller 'Gråspurven'. Mange forskellige mennesker møder Martin på sin vej. Senere krydser han hen over motorvejen på en stålwire i en kasse. På den anden side går han i teatret og ser et stykke, der handler om en dreng, hvis hund er blevet slået ihjel af en far og en mor. Så bryder Martin igennem til 'sjælenes rum', hvor han genfinder Trofast. »(...) ud af de knuste knogler, limen, legohjulene og de bøjede armeringsjern, fiskesnøren, murersnoren, de splintrede pærer og batterierne, mærker han et levende væsen vokse frem under sig«. Louis Jensen kan godt lide at være akkurat og få det hele med.

Til allersidst baner Martin sig vej ud igen fra 'sjælenes rum', mens det, han bærer i sine arme, skiftevis flimrer som knogler eller pels. Det bliver til Trofast. Og først nu ved Martin, at han må hele vejen tilbage igen. Også hjem til far og mor. Sådan ender de gode eventyr. Hjem igen. Men dette eventyr er ikke godt. Det er et forfærdende eventyr. Og måske begynder det hele forfra igen, som det ofte gør i Louis Jensens historier.

Hvem er Martin? Han er af Løvehjerteslægten. Og det er i grunden en helt elementær retfærdighedssans, der driver ham: »En hund skal dø rigtigt. Når den bliver gammel, så dør den. Så bliver pelsen slidt, og øjnene og ørerne begynder at dø. Og halen bliver gammel«. Men kan man gøre en uretfærdighed god igen? Ja, man kan! Med tro og kærlighed.

»Det kommer til mig som billeder«, siger Louis Jensen. Og når han er heldig, kommer de i den rigtige rækkefølge. De billeder, der følger Martins afrejse fra byen ved fjorden, er skræmmende og uhyggelige. Mens sneen begynder at falde, møder drengen både venlighed og rå vold. Martin bliver udnyttet, vildledt og belært. Han møder Lise på et cafeteria. Hende elsker han lige med det samme. Så er der en skaldet baronesse med en moppe, en forstående trucker, tyven Mister, hr. Bloomen-Striks og kattene ude i sjælenes forkontor. Hos direktøren for jernværket bliver Martin belært om, at »elektricitet, det er, hvad der er inden i hovedet. Plus og minus«. Direktøren dumper en død gråspurv i smelteovnen og vender sig mod drengen: »Så du sjælen, Martin?«.

Er der gået Kafka og ufiltreret surrealisme i børnelitteraturen? Og skal det nu være godt? Vi ved alle sammen, at en død hund er en død hund. Finito. Men så ved vi jo også godt, at der er mere mellem himmel og jord end plusser og minusser. Louis Jensen er nok et religiøst menneske, men det er (motor)vejen, mere end det er rastepladsen, som interesserer ham. I de fire bøger om 'Krystalmanden', der grundlagde forfatterskabet, er vejen lig livet. Drengen rejser fra Limfjorden på sommerferie og kommer hjem som en gammel mand. Så det er ikke sikkert, at far og mor får mulighed for at sige undskyld til Trofast, hvis halen bliver alt for gammel, inden de kommer hjem.

Ondskab og vold trænger sig brutalt på i 'Skelettet på hjul'. Bogen er et triumferende miks af de særeste syner, den rene tro og tilgivelse samt helt almindelig dagligdag. Med denne bog blev dansk magisk realisme for børn endelig voksen. Det er 'Snedronningen' igen-igen. Som i øvrigt alt hvad Louis Jensen skriver. Fuld af alvor og pjat. Det er næsten naturstridigt, at der kan fortælles meget enkelt.