11te Marts Naar man er ung, stiller man saa ubeskedne Fordringer til Tilværelsens styrende Magter. Man vil, at de skal aabenbare sig for En. Det Hemmelighedsfuldhedens Slør, hvorunder de virker, betragter man næsten som en personlig Fornærmelse. Man forlanger intet mindre end at kontrollere og korrigere det store Verdensmaskineri, af hvilket man betragter sig selv som et betydningsfuldt Led. Bliver man lidt ældre og dermed mere nøgtern, lader man helst Verdensgaaden ligge som en Nød, man ikke har Tønder til at knække. Og i sin Utaalmodighed kaster man da Blikket ud over Menneskene og Menneskehedens Historie for i det mindste her at finde Sammenhængen, Lovene og Udviklingen, kort sagt: for her at søge en Mening med Livet og et Formaal for Menneskenes Kamp og Liden. Anseer man sig desuden i Besiddelse af Ævner og Kræfter og maaske oven i Købet af et Kald, giver man sig til at reformere og revolutionere for ligesom en Gud at omskabe Menneskene i sit Billede ... indtil man en Dag standses af en Stemme fra Dybet af sit Indre, en Stemme, der spørger: Men hvem er Du selv? Fra den Dag kender man intet andet Spørgsmaal end netop dette ene. Fra hint Øjeblik er ens eget, sande Jeg blevet den store Sfinks, hvis Gaade man forgæves stræber at løse. Mit sande Jeg? ... Den Mand, der i Morges i det tætte Snefald gik op og ned ad en og samme Gade, op og ned, op og ned, forstemt, bitter, saa uendelig led ved Livet og dets Besvær ... var det mit sande Jeg? Eller den, der i Skumringen sad med Børnene omkring sig og lo og fortalte Historier og morede sig selv med at lade Haner gale og Svin snøfte og de smaa Mus pibe ynkeligen under Kattens Klo ... var det mit sande, mit egentlige Jeg? Eller den, der nu sidder her alene ved Lampen i den sene Aftentime, hverken glad eller bedrøvet, hverken gammel eller ung, med den stille, ophøjede Fred i sit Indre, som kun Natten og Ensomheden skænker ... er det mig, mig selv, saadan som jeg udgik fra Naturens Haand, uforvansket, ubesmittet? Det, vi kalder vor Sjæl, er det bare noget forbigaaende, et Resultat af vor Nattesøvn og vor Avislæsning, afhængig af Barometerstanden og Smørpriserne? Eller er Forklaringen den, at vi har lige saa mange sjæle i os, som der er Brikker i en Gnavpose. Hver Gang Posen rystes, kommer en ny til Syne: en Nar, en Hugaf, en Natugle. Jeg spørger! Jeg spørger! Jeg har intet Haab om at finde Svar og kan dog ikke lade være at søge. Jeg véd, at jeg igen i Morgen og i Overmorgen og indtil mine Dages Ende vil sidde saaledes ensom under Lampen og føre Enetale med mig selv, tage alle den forløbne Dags Begivenheder for mig én efter én, alle mine Indtryk fra Naturen, Mennesker, Bøger, alle mine Tanker, alt, hvad jeg har følt og fundet ... for ud af det altsammen at forsøge at danne mig et Billede af eller blot en Art Forestilling om mig selv og derigennem om de andre Mennesker og om Historien og om de usynlige ting. Jeg véd, der findes intet mere vanvittigt. For hver Dag, der gaar, bliver jeg mig selv mere fremmed. Og dog kan jeg ikke lade være at haabe. Og dog bliver jeg ved at søge. H.P. Bragt i Politiken 12. marts 189712te Marts Hvorfor regerer Uretten her i Verden? Hvorfor triumferer Dumheden? Hvorfor breder den slette og platte Smag sig uhindret paa Torve og Stræder, i vore Hjem og i vore Bøger, i vor Kunst og vort Teater? Hvad er det, der holder ogsaa min Haand tilbage fra efter Ævne at brændemærke og nedslagte, hvad der er hæsligt, dumt og frækt? Hvorfor holder vi bare Bog over Tølpernes og Tossernes Synder for igen at udslette dem? Hvorfor? Min Vej har i den senere Tid ofte ført mig forbi det nyopførte Ny Carlsberg-Glyptotek ved Vestre Boulevard. Jeg er kommen til det fra de forskelligste verdenshjørner og har derfor haft Lejlighed til at betragte det baade fra den Side, hvor det tager sig ud som Indgangen til et stort Vokskabinet, og fra den, hvor det ligner en Lade, og fra den, hvor det ikke ligner noget som helst, men hvor det ubetinget er smukkest. Der har været mig en Gaade, hvorledes et saadant Monstrum af Smagløshed uantastet har kunnet skyde op af vore Brosten - Ja, hvad værre er, i Stedet for i største Skyndsomhed at bygge et stort Skærmbrædt af femetages huse omkring denne Skifting, der er avlet ved Voldtægt og født i Dølgsmaal, har man nu indbudt den ganske Verdens Kunstnere hertil for at være Vidne til vor Skam. Uvilkaarlig har jeg, hver gang jeg gik der forbi, flyttet mine tanker til en anden kant af byen, til et andet nyt og stort og sørgeligt Kunstens Tempel - det prangende Monument, som Provisoriet har rejst sig selv her i Nordens Athen, og foran hvilket Danmarksstatuen med Grund har klædt sig i Sæk og Aske, mens løverne ynkeligen græder. Og jeg har tænkt: hist som her er det den samme Mand, der nu regerer - den rige, den almægtige Brygger. Hvorledes er det gaaet til? Hvorfor har dog ikke et eneste menneske med Avtoritet hævet sin Stemme mod dette Barbari? Saadan har jeg spurgt mig selv - indtil i Dag. Jeg lod mig i Morges friste af det smukke Vejr og gik ud ad Valby til. Solen var den Gang endnu ikke kommen frem. Den nyfaldne Sne laa paa Tagene og i Villahaverne og skar en Spaserende saa ondskabsfuldt i Øjnene, som vilde den spotte over vore altfor tidlige Vaardrømme. Ude paa Ny Carlsbergvej, foran den lille Udbygning paa Glyptoteket, holdt en Række af Brødrene Nielsens svære Arbejdsvogne. Paa den forreste af dem, der havde Plads lige under den store Luge, var man i Færd med ved Hjælp af en sindrig Mekanisme at losse en mægtig Marmorstatue - en siddende Yngling med Haanden paa sit Knæ - og jeg fik at høre, at man allerede i længere Tid havde været beskæftiget med at overføre Glyptotekets hidtil private Skatte til den nye Bygning som Statens Ejendom. Bag et Vindue i Ny Carlsbergs Kontorbygning, der vender ud mod Vejen, saa jeg en graaskægget Mand staa ubevægelig og ligesom i Skjul følge Arbejdets Gang. Tog jeg fejl? Var det ikke Bryggerkongen, hans Almægtighed selv? Jeg tror det. Thi da Paalæsningen langt om længe var tilendebragt, og Hestene og Vognene sattes i Bevægelse ned ad den isglatte Vej, blev Øjnene derinde ved at følge den hvide Statue, indtil den sidste Flig af den var forsvunden bag den høje Underkørselsport. Fra dette Øjeblik fik jeg et noget andet Syn paa denne Mand og hans Offervillighed. Jeg tænkte, hvor lille og lav en Forstand paa Kunst han end maa have, en lidenskabelig Samler har han i hvert Fald været. Og hvilken Lidenskab kan egentlig sammenlignes med en Samlers? Ingen, der selv har samlet, om ogsaa blot på Frimærker eller Tinknapper, vil kunne miskende den Selvovervindelse, det maa have krævet at give Afkald paa alle disse møjsomt samlede Skatte. Og bedst som jeg stod og saa paa ham, tilgav jeg ham med ét baade hans Panoptikon-Arkitektur, hans Almagt og hans paastaaede Arrogance, ja næsten ogsaa den tilstundende Sommers store Reklame-Udstilling. Kunde jeg mere? Ja, den gamle Vismand har Ret: enhver Ting har to Hanke, det afhænger altsammen af, i hvilken Hank man griber den. Og jo ældre man bliver, des lettere finder man dem begge. Derfor faar Skændselen aldrig sin Dom, Dumheden aldrig sit Naadestød, Platheden aldrig sin Brændemærkelse. Vi kan nok føre Bog over vor Medmenneskers Synder, men vi kommer aldrig saa langt, at vi kræver Opgør. H.P Bragt i Politiken 13. marts 1897Tirsdag Det tegner til, at Stemningen her i Byen skal røres op til Storm mod Varietéerne. Man læser Opraab I Bladene. Min diskuterer Sagen i Familiekresene. Min egen kære Tante Sippedine var her hos mig i Eftermiddag med en Adresse, som jeg absolut - hun sagde endog »for Himlens Skyld« - maatte underskrive. Da jeg værgrede mig, blev hun vred. Hun spurgte mig, om jeg da ikke, havde Sans for vort Folks aandelige sundhed og Renhed (jeg rystede paa Hovedet); om jeg da rolig kunde se paa, at Tøjlesløshedens og Oprørets Aand som hidtil fik Lov til frækt at brede sig i Befolkningen - jeg svarede ja). Saa gik hun sin Vej med Lommetørklædet trykket for Øjnene. Det stakkels forkludrede Menneske! Det er vanskeligt at forstaa, hvorfra en saadan Indignation kan stamme. For i Virkeligheden gives der jo ikke uskyldigere Forlystelesanstalter end de af vore store Varietéer, hvor den brede Befolkning samles. Der sidder skikkelige Familiefædre med deres Koner og Børn og drikker et Glas Øl og spiser et Stykke Smørrebrød. De Folk, der gaar fulde derfra, er i de allerfleste Tilfælde ogsaa gaaet fulde derind. For dem har Varietéen intet Ansvar. Og den Underholdning, der bydes, kan da ikke tænkes tammere. Lidt Luftgymnastik, lidt Pantomime, en barhalset Danserinde. Ingen Engel kan tage Forargelse af sligt. Desuden bliver jo den hele Forestilling kontrolleret, sangene censurerede, Damernes Nedringethed nøjagtig udmaalt. Hvad i Alverden kan man forlange mere? Det er Præster, der staar bag - det kan ikke være andet. Maaske har en saadan Sortkjole en Aften, naar han er gaaet hjem fra en Andagts-Te med hjemmebagte Kringler, stødt paa et lystigt Selskab henne paa Raadhuspladsen; og hans Fantasi, ophidset af Bønner og Askese, har da oprullet ham et Billede: Varietéen som et slags hedensk Tempel, viet til Vellysten og de vildeste Orgier. Eller skulde vi virkelig være komne saa vidt i Hængehovederi, at ethvert lidt højrøstet Udbrud af Livsglæde straks stemples som Tøjlesløshed, enhver lidt overgiven Stemning som moralsk Fordærvelse? Det er saamænd ikke umuligt. Man har jo sét sligt før i Dag. Og - hvad værre er - i denne Sag har Præsterne fundet en Valplads, hvor de alle kan mødes i Samdrægtighed. I Kampen for [mod] denne paastaaede offenlige »usædelighed« har de faaet et Middel til at bortlede Opmærksomheden fra de indbyrdes dogmatiske Stridigheder, der i høj Grad truer med at undergrave Kirkens Avtoritet. Her har Sortkjolerne fundet det Løsen, det Samlingsmærke, som de har behøvet. Her har de faaet det Skærmbrædt, bag hvilket de kan skjule Bibelkritikens Ravage. Saadan gaar det altid. Naar Troen beskydes, holdes Lasten frem som Skjold. Og - hvad der er det allerværste - Præsterne har her en Lejlighed til at gøre Indtryk paa Folk, hvem de ellers ikke faar i Tale. Der er Mange, der gaar omkring med den trygge Følelse af at have løsrevet sig fra Kirkens Indflydelse, saa snart de med Overbevisning har forkastet Troen. Men saa let løskøber man sig ikke. Bortkastelsen af alle Dogmer er det allermindste af Sagen. Langt, langt vanskeligere overvinder man den Art moralske Anfægtelser, de overdrevne Forestillinger om enhver løssluppen Livsytrings Formastelighed eller Farefuldhed, der ogsaa kan være Kirkens værk. Derfor sér man Mange, der eller stiller sig fjernt, ja endog fjendtligt til præsterne, i en Sag som denne gaa i disses Ledebaand, ja ikke sjælden forekommer det, at netop saadanne bliver de aller villigste Lam. H.P. Bragt i Politiken 17. marts 1897