0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Enetaler

Han kunne om nogen vække vrede, forfatteren og skribenten Henrik Pontoppidan. Og gjorde det. Noget så eftertrykkeligt. Ikke mindst i sine 'Enetaler', der blev bragt i Politiken i et par måneder i 1897. Her skrev Pontoppidan om alt, livets mening og samtidens tabuer. Det sidste kan i overmål opleves i den ene af de tre 'Enetaler', vi bringer på denne side, nemlig kritikken af brygger Jacobsens nye Glyptotek. Her var der ellers tendens til, at københavnerne stod med hatten i hånden, duknakkede og lammefromt taknemmelige. Men ikke Pontoppidan ...

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

11te Marts

Naar man er ung, stiller man saa ubeskedne Fordringer til Tilværelsens styrende Magter. Man vil, at de skal aabenbare sig for En. Det Hemmelighedsfuldhedens Slør, hvorunder de virker, betragter man næsten som en personlig Fornærmelse. Man forlanger intet mindre end at kontrollere og korrigere det store Verdensmaskineri, af hvilket man betragter sig selv som et betydningsfuldt Led. Bliver man lidt ældre og dermed mere nøgtern, lader man helst Verdensgaaden ligge som en Nød, man ikke har Tønder til at knække. Og i sin Utaalmodighed kaster man da Blikket ud over Menneskene og Menneskehedens Historie for i det mindste her at finde Sammenhængen, Lovene og Udviklingen, kort sagt: for her at søge en Mening med Livet og et Formaal for Menneskenes Kamp og Liden. Anseer man sig desuden i Besiddelse af Ævner og Kræfter og maaske oven i Købet af et Kald, giver man sig til at reformere og revolutionere for ligesom en Gud at omskabe Menneskene i sit Billede ... indtil man en Dag standses af en Stemme fra Dybet af sit Indre, en Stemme, der spørger: Men hvem er Du selv? Fra den Dag kender man intet andet Spørgsmaal end netop dette ene. Fra hint Øjeblik er ens eget, sande Jeg blevet den store Sfinks, hvis Gaade man forgæves stræber at løse. Mit sande Jeg? ... Den Mand, der i Morges i det tætte Snefald gik op og ned ad en og samme Gade, op og ned, op og ned, forstemt, bitter, saa uendelig led ved Livet og dets Besvær ... var det mit sande Jeg? Eller den, der i Skumringen sad med Børnene omkring sig og lo og fortalte Historier og morede sig selv med at lade Haner gale og Svin snøfte og de smaa Mus pibe ynkeligen under Kattens Klo ... var det mit sande, mit egentlige Jeg? Eller den, der nu sidder her alene ved Lampen i den sene Aftentime, hverken glad eller bedrøvet, hverken gammel eller ung, med den stille, ophøjede Fred i sit Indre, som kun Natten og Ensomheden skænker ... er det mig, mig selv, saadan som jeg udgik fra Naturens Haand, uforvansket, ubesmittet? Det, vi kalder vor Sjæl, er det bare noget forbigaaende, et Resultat af vor Nattesøvn og vor Avislæsning, afhængig af Barometerstanden og Smørpriserne? Eller er Forklaringen den, at vi har lige saa mange sjæle i os, som der er Brikker i en Gnavpose. Hver Gang Posen rystes, kommer en ny til Syne: en Nar, en Hugaf, en Natugle. Jeg spørger! Jeg spørger! Jeg har intet Haab om at finde Svar og kan dog ikke lade være at søge. Jeg véd, at jeg igen i Morgen og i Overmorgen og indtil mine Dages Ende vil sidde saaledes ensom under Lampen og føre Enetale med mig selv, tage alle den forløbne Dags Begivenheder for mig én efter én, alle mine Indtryk fra Naturen, Mennesker, Bøger, alle mine Tanker, alt, hvad jeg har følt og fundet ... for ud af det altsammen at forsøge at danne mig et Billede af eller blot en Art Forestilling om mig selv og derigennem om de andre Mennesker og om Historien og om de usynlige ting. Jeg véd, der findes intet mere vanvittigt. For hver Dag, der gaar, bliver jeg mig selv mere fremmed. Og dog kan jeg ikke lade være at haabe. Og dog bliver jeg ved at søge.

H.P.

Bragt i Politiken 12. marts 1897


12te Marts

Hvorfor regerer Uretten her i Verden? Hvorfor triumferer Dumheden? Hvorfor breder den slette og platte Smag sig uhindret paa Torve og Stræder, i vore Hjem og i vore Bøger, i vor Kunst og vort Teater? Hvad er det, der holder ogsaa min Haand tilbage fra efter Ævne at brændemærke og nedslagte, hvad der er hæsligt, dumt og frækt? Hvorfor holder vi bare Bog over Tølpernes og Tossernes Synder for igen at udslette dem? Hvorfor?

Min Vej har i den senere Tid ofte ført mig forbi det nyopførte Ny Carlsberg-Glyptotek ved Vestre Boulevard. Jeg er kommen til det fra de forskelligste verdenshjørner og har derfor haft Lejlighed til at betragte det baade fra den Side, hvor det tager sig ud som Indgangen til et stort Vokskabinet, og fra den, hvor det ligner en Lade, og fra den, hvor det ikke ligner noget som helst, men hvor det ubetinget er smukkest. Der har været mig en Gaade, hvorledes et saadant Monstrum af Smagløshed uantastet har kunnet skyde op af vore Brosten - Ja, hvad værre er, i Stedet for i største Skyndsomhed at bygge et stort Skærmbrædt af femetages huse omkring denne Skifting, der er avlet ved Voldtægt og født i Dølgsmaal, har man nu indbudt den ganske Verdens Kunstnere hertil for at være Vidne til vor Skam. Uvilkaarlig har jeg, hver gang jeg gik der forbi, flyttet mine tanker til en anden kant af byen, til et andet nyt og stort og sørgeligt Kunstens Tempel - det prangende Monument, som Provisoriet har rejst sig selv her i Nordens Athen, og foran hvilket Danmarksstatuen med Grund har klædt sig i Sæk og Aske, mens løverne ynkeligen græder. Og jeg har tænkt: hist som her er det den samme Mand, der nu r