Historien var næsten for god til at være sand. Den jordanske forfatter Norma Khouri skrev så gribende om æresdrabet på sin veninde Diana i bogen 'Forbidden Love', at det gjorde hende til mangemillionær. Anmeldere over hele verden roste forfatteren for hendes ærlighed og hendes mod til at stå frem. Der er bare ét problem: Historien var løgn fra ende til anden. Det kom som en bombe for den internationale forlagsbranche, da avisen Sydney Morning Herald for to uger siden bragte afsløringen af den sag, der ser ud til at blive en af branchens største bedragerihistorier det seneste årti. Ikke blot i Australien, hvor historien kom frem, men i yderligere 15 lande verden over. 'I god tro' Mandag 26. juli trak udgiveren i Australien, Random House, øjeblikkeligt bogen tilbage og rådede på deres hjemmeside de australske boghandlere til at tage den af hylderne, mens forlaget forsikrede om, at de udgav bogen 'i god tro'. Sent samme dag trak også det engelske forlag Transworld den fra kataloget og bad boghandlerne gøre det samme. Også Simon & Schuster i USA trak bogen tilbage den mandag. Norma Khouri selv fastholder, at hun har skrevet sandheden, men det er der ingen, der længere tror på efter Sydney Morning Heralds grundige gravearbejde sammen med en jordansk organisation. En forlæggers største mareridt »Dette er forlæggerverdenens Jayson Blair-skandale«, siger forlagsredaktør Shona Martyn fra HarperCollins til avisen. Hun henviser til den amerikanske journalist fra New York Times, der sidste år blev fyret for at have opdigtet stribevis af historier. Det kostede New York Times kolossal troværdighed. »Det er altid en forlæggers største mareridt, hvis en vildledende bog kommer ud på markedet«, siger forlagsredaktøren. At det blev en australsk avis, der afslørede et bedrageri, der egentlig begyndte i USA, skyldes, at Norma Khouri har fået asyl i Australien - angiveligt fordi hun frygter for sit liv i Jordan, efter at hun har fortalt den drabelige historie om veninden. Men 34-årige Norma Khouri har stort set aldrig sat sine fødder i Jordan. Hun har levet i USA næsten hele sit liv. Hendes bog er ikke blot opdigtet, men så fuld af faktuelle fejl, at hendes forlæggere får voldsom kritik for ikke at have set forskellen mellem løgn og sandhed for længe siden. Forbudt kærlighed Den officielle historie om Norma Khouri begyndte for tre år siden, da hun tog kontakt til en forfatteragent i New York. Hun tilbød en bog om sine dramatiske oplevelser i Jordan. Bogen var straks en succes hos anmeldere og læsere, der blev solgt til forlag i 16 lande. I USA blev den udgivet under navnet 'Honor Lost'. Den påstået autentiske historie fortæller om Norma Khouris opvækst som arabisk katolik i Amman sammen med den muslimske bedsteveninde Dalia, og hvordan de som 20-årige sammen åbner en frisørsalon for begge køn i den jordanske hovedstad. Blandt kunderne er den unge, flotte kristne major Michael, der kommer så tit for at blive klippet af Dalia, at hun siger, at han ender med at blive skaldet. Det bliver til en forbudt kærlighed mellem religionerne. Myrdet med 12 dolkestik Norma hjælper Dalia med at arrangere hemmelige møder, der altid er helt dydige. Men til sidst kan de ikke holdes hemmelige. Og den 26-årige Dalia bliver myrdet med 12 dolkestik af sin far, der vil forsvare familiens ære. Resten af bogen handler om Normas følelse af afmagt over for et kvindeundertrykkende system, der nægter at straffe Dianas far for hans forbrydelse. Til sidst flygter hun fra Jordan, fordi hendes protester er ved at gøre hende til det næste offer. Bogen blev skrevet på en internetcafé, da hun skjulte sig i Athen. Med forlaget Random House i ryggen søgte Norma Khouri efter et besøg i USA asyl i Australien, hvor hun i dag bor et hemmeligt sted i Queensland. Hun har deltaget i adskillige bogfestivaler og konferencer og givet interview til bl.a. amerikansk tv. Hjertegribende Alene i Australien har hendes bog solgt næsten 200.000 eksemplarer, og mange fik øjnene op for det store problem, som æresdrab på kvinder udgør i Jordan og andre lande. »Khouris hjertegribende beretning er både en kærlig hyldest til hendes bedste veninde og en forbløffende blotlægning af disse sadistiske 'æres'-drab«, skrev Kristine Huntley bl.a. i Booklist. I New York Times indledes en portrætartikel med den rørende fortælling om, hvordan Norma Khouri klokken tre om natten ringer til den eneste slægtning i Jordan, hun tør tale med - en tante - og hvordan de sammen synger en smuk folkesang over telefonen. Sandheden Men tanten eksisterer ikke. Hun er pure opspind ligesom resten af historien. Norma Khouri er ganske rigtigt født i Jordan, men dermed hører ligheden med hendes fortælling også op. Som treårig emigrerede hun med familien til USA, hvor hun har boet lige siden. Hun har amerikansk pas, og hendes virkelige navn er Norma Bagain Toliopoulos. Hun voksede op i Chicago-forstaden Midway, hvor hendes 64-årige mor, Asma - der ikke har haft kontakt med sin datter siden 2000 - over for Sydney Morning Herald beskriver hende som en pige, der altid havde »dybe hemmeligheder«. Efter en rodløs tilværelse blev hun gift med græsk-amerikanske John Toliopoulos, med hvem hun fik en datter i 1991 og en søn i 1993. Op gennem 1990'erne fik parret bøvl med myndighederne. En tidligere bofælle, Brandy Murphy, fortæller til australske aviser, at politiet tit kom forbi for at stille spørgsmål om en række suspekte ejendomshandler. En dag i 2000 pakkede parret pludselig familiens kufferter og stak af. Siden har de aldrig sat fod i USA. Som de fleste andre i familien anede moderen intet om datterens forfatterskab, og hun ønsker i dag kun at blive genforenet med sin datter og sine børnebørn. Allerede ved flugten var Norma i gang med sin bog. I november 2000 var hun en uge i Jordan for at researche, viser dokumenter i Jordans indenrigsministerium. Resultat blev 'Forbidden Love'. Afsløringen Det var i Jordan, de første kritiske røster meldte sig. Bogen indeholdt så mange fejl og unøjagtigheder, at flere jordanske læsere var dybt mystificerede. For eksempel var omdrejningspunktet umuligt. Jordansk lov tillader slet ikke frisørsaloner for begge køn. At Norma Khouri påstod, at Jordan grænsede op til Libanon, Egypten og Kuwait, tydede på, at hun intet anede om landet. Et sted skriver hun, at Jordanfloden engang er flydt gennem hovedstaden Amman, hvilket er rent vrøvl. Dertil kom en række generaliseringer og nedsættende erklæringer, der gav det indtryk, at alle jordanske kvinder levede i en tilstand af undertrykkelse og angst - hvilket ikke er tilfældet. I Den Nationale Jordanske Kommission for Kvinder, JNCW, der kæmper mod æresdrab, undrede generalsekretær Amal Sabbagh sig. Hun havde aldrig hørt om historien. Og hun forstod slet ikke, at Norma Khouri skrev som et faktum med FN som kilde, at der fandt 2.550 æresdrab sted hvert år i Jordan og Palæstina, de fleste i Jordan. Det officielle tal for æresdrab i Jordan er omkring 20, og nogle organisationer mener, at det kan være så højt som 100 - men intet nær Norma Khouris tal. Forlagene i USA og Australien afviste JNCW's henvendelser uden at undersøge sagen. Men Sydney Morning Herald tog sagen op. Det tog 18 måneder for JNCW og avisen at grave sandheden frem. At det tog så lang tid skyldes, at Norma Khouri blev ved med at opfinde nye dækhistorier og sige, at hun havde ændret detaljer i bogen for at beskytte de medvirkende. Lige til avisens journalist fandt frem til familien i Chicago. Så brød skandalen løs. Konsekvensen Mens forlagene vånder sig, gransker de australske myndigheder Norma Khouris asylsag. Historien om hende er et af de store samtaleemner i Australien. Men er det så slemt, at bogen er løgn, hvis den i det mindste har skabt debat om det problem, som æresdrab vitterligt er i Jordan? Ja, siger generalsekretær Amal Sabbagh fra JNCW til Politiken. »Det har skadet vores sag«, siger hun. »Nu anklager mange her i Jordan - også aktivister - os for at opfinde sagerne om æresdrab, ligesom Norma Khouri gør det. Hele sagen har mistet troværdighed. Du skulle se de e-mail, jeg har fået«. »Desuden fremstiller bogen jordanske kvinder som svæklinge, der lever fuldstændig undertrykt og ude af stand til at klare sig selv, og det er helt forkert. Jordan er fyldt med kvinder, der har nået vigtige poster, men bogen rammer hele kvindesagen«. Et spørgsmål om ære Da Norma Khouri blev konfronteret med anklagerne af Sydney Morning Herald, sagde hun, at JNCW løj for at beskytte Jordans gode navn. Amal Sabbagh skjuler ikke, hvor vred hun er over den anklage, eftersom JNCW længe har gjort opmærksom på problemet med æresdrab. Hun vil ikke gribe ind i Norma Khouris ret til at udgive sin bog. Men den skal stemples som fiktion, siger hun. Bogen har ifølge generalsekretæren også det problem, at den kritiserer islam som roden til alt ondt. Dermed giver den medvind til de folk, der uretmæssigt opfatter islam som en ond religion. »Hun modsiger sig selv i bogen - i starten skriver hun, at æresdrab er en muslimsk skik, og i slutningen skriver hun, at skikken er ældre end islam. Det sidste er rigtigt«, siger Amal Sabbagh. Ifølge Sydney Morning Herald skulle Norma Khouri i slutningen af 2004 udgive fortsættelsen til 'Forbidden Love', som skulle handle om hendes flugt fra Jordan. Bogen skulle have titlen 'A Matter of Honor' - Et spørgsmål om ære.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Sexscenerne med hans kone vakte opstand. Og det er langtfra den eneste skandale
-
Hårdt presset Trump truer Europa med det store brud
-
Morten Messerschmidt: »Virkeligheden er jo, at blå blok tabte valget«
-
Du slipper ikke serien om de uopsigtsvækkende personer, før den er forbi
-
Obama slår alarm, mens Trump fejrer afgørelse, der vil ændre amerikansk valghandling
-
Hvis du tror, at ulven er jydernes problem, skal du måske tro om igen
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce





