Han udvider og uddyber den. Argumenterne er besnærende. Er det sund fornuft? Eller er det kulturel ensretning? Kanondebatten poppede op igen i januar i år. Den har været hos os før og består i virkeligheden af flere diskussioner. Ikke mindst vægtningen af børnelitteratur i forhold til klassikerne. Debatten om en kanon - med tryk på første stavelse - eller ej er én af de længstlevende agurker (mest) i avisen. Og tonelejet kan nå højder, som om dommedag var nær. Torben Weinreich er min yndlingsprofessor! Han virker ved Center for Børnelitteratur, og han skriver, så alle kan være med. Tindrende klart, meningsfuldt og med en fin humor. Ham var det, der startede debatten på ny, og nu opsummerer, udvider og uddyber han den i en lille tryksag 'Kanon - litteratur i folkeskolen', der udkommer på tirsdag. Noget er bedst Som gammel ræverød ved Weinreich, at det gælder om at smække noget papir på bordet, hvis man vil dirigere debatten. Og gøre 'bør' og 'kan' til 'skal'. Professoren ser ingen vej uden om en statsautoriseret kanon, og han argumenterer (næsten) overbevisende for sit grundsyn. Det kan undre, at så mange går i aktion for at diskutere en samling tekster, som stort set allerede læses - eller synges - i forvejen ude på skolerne. Er det ikke bare en gang Ordnung muss sein? Indgreb i lærernes metodefrihed? Tvang og ensretning? Nej! siger Torben Weinreich. Det er sund fornuft at gøre det skjulte offentligt og til pligt. I de fleste lande, vi sammenligner os med, har de en kanon. Og i øvrigt vil den i bogen foreslåede liste kun optage omkring 20-25 procent af dansktimerne. Hvad det vel gør i forvejen? Og indholdet af listen skal også løbende vurderes. De nationale og kulturbærende strenge er ikke Weinreichs ærinde. Han mener simpelthen, at noget er bedst! Han tror f.eks., at man i et udvalg kan snakke sig frem til, at alle børn i løbet af 7.-10. klasse skal stifte bekendtskab med Chr. Winthers kærlighedslyrik. Skolen har skylden 'Kanon' består af fem korte kapitler og endelig kommer forslag til forskellige, aldersbestemte kanoner til skolebrug. Her er også op- og indstillet en kanon for nyere børnelitteratur (1960-90) samt overvejelser over genrens anvendelighed. Der er alene i kanonforslagene stof nok til at oprette et helt institut, og så vil striden hos Søren Kierkegaard-folkene blegne! Hvorfor er Aakjær ikke obligatorisk? Og hvor er Knud Holten? Og mon Ole Lund Kirkegaard engang får vippet Adam Oehlenschläger af pinden? Det er faktisk skolen, der er skyld i det hele! På godt og ondt. Godt er det, at det kære væsen formidler og holder liv i kulturen. I hvor mange familier læser man Aarestrup, før man skal i seng? Skolen fortæller om folkeviserne og Chr. Winther. Og låner børnebøger ud med arme og ben. Uden skolebibliotekerne var børnelitteraturen en død sild. Men med skolebibliotekerne følger et strejf af - skole. Af pligt. Det er et langvarigt og grundlæggende problem i børnebogens verden. Nyt skolefag ønskes Torben Weinreich skrev selv for en del år siden en artikel om glædelig genlæsningen af en klassiker - jeg husker ikke hvilken - som skolegangen havde smadret for ham. Alle mennesker vil gerne lære. Vi er født nysgerrige. For et par år siden købte hen ved 150.000 danskere en bog, der indledes med Goethes berømte ord: »Den, som ikke kan føre sit regnskab over 3.000 år, lever blot fra hånden i munden«. Hvor er det flot sagt! Og det er naturligvis 'Sofies verden' af Jostein Gaarder, det stod i. Og mon ikke adskillige titusinder af danskere har købt 'SAK'? Vi vil jo gerne! Og det, som giver pote, er altså at skøjte igennem filosofien med Gaarder eller blive livligt underholdt om Kierkegaard. »Hvem er Holberg?«, spørger drengen sin far i Louis Jensens nyeste børnebog. Og han får naturligvis svar. Holberg! Han er bare for sej! Så hvad med at opfinde et helt nyt skolefag? Et fag om litteraturen i historien. Med et sådant nyt fag kunne man netop bortlægge den finkulturelle fernis og 'sælge' værket på sin samtid, sin forfatterbiografi, filosofien, kongerne og alt muligt i et spraglet miks. Det gør man selvfølgelig i forvejen i faget dansk. Men i det nye fag ville man komme uden om det problem, at flere af værkerne i en kanon naturnødvendigvis må udvælges på baggrund af tidsånd og betydningsfuldhed snarere end forståelighed og nutidig relevans. Tvangfri dannelse Og danskfaget kunne reserveres de bøger, der springer lige ind i hjertet! Man bør gøre modstand, så kanonførerne ikke får held med deres pedantiske listeføring. Man må bevare sin tyrkertro på, at den gode dansklærer lever og brænder for at fortælle om, dengang Oehlenschläger og Steffens gik sig en tur og ændrede litteraturhistorien. Kanonen er i virkeligheden en lillebitte ting, men den er vigtig (og skræmmende). Både i sit indhold med stemplet 'godkendt' og i den afsmittende virkning. Det næste bliver vel så, at man skal kunne 27 blomster og 15 fuglearter for at færdes i naturen! (Et år, jeg var i Sydafrika, skulle alle regnbuebørnene læse 'Macbeth'. Året før havde det været 'Hamlet'. Det er smukt, men det er også kulturel kolonialisme). Man skal kende Holberg og Winther (og Platon og Bob Dylan)! Ja, selvfølgelig skal man det! Tvangfri dannelse. Så er dén ikke længere.