»(...) et inderligt, men diffust had (...) synes at være hoveddrivkraften i kultur- og værdikampens mest højrøstede bannerførere; et tonefald og et indhold, som til hver en tid kan afspore en hvilken som helst samtale«. Dette citat er fra en anmeldelse af debatantologien 'Fra kamp til kultur. 20 smagsdommere skyder med skarpt', som Politiken-redaktørerne Jes Stein Pedersen og Stig Ørskov har redigeret. Men hvem er anmelderen? Det vil i bedste bibliopatånd først blive afsløret senere. (Som trofaste læsere vil vide, er Jes Stein Pedersen vores lokale bibliopat). Bagklogskab og flokmentalitet Citatet er symptomatisk for feltet af anmeldelser. I denne uge udmærker de sig ved, at næsten enslydende udsagn betyder stik modsatte ting, alt efter hvem der har ytret dem. Denne anmelder lærte et nyt ord, som jeg har savnet uden at vide, det fandtes: 'symptomallæsning'. Det vil ifølge kollega Niels Lillelund sige en søgen efter de tankeformer, begreber og forudsætninger, som kun implicit er til stede i teksten. Med andre ord: På hvilken side står anmelderen i det virvar af ømme tæer, bagklogskab, usamtidighed, nationalromantik, overvintret socialisme, flokmentalitet og forhåndenværende søm, der her til lands bryster sig af betegnelsen kulturkamp? Ufrivillig udelukkelse Næste gåde er nemmere: Hvor kommer følgende citat fra? Én avis kan i hvert fald udelukkes. Niels Lillelund skriver nemlig, at 'Fra kamp til kultur' kan læses »som et destillat af tiden. Tilmed kan man spare et abonnement på Politiken, for her fås en årgang i koncentreret form og det til en brøkdel af prisen«. (Rigtigt gættet, denne subtile, søsterlige reklame er fra Jyllands-Posten). Også Lillelund bliver humoristisk stemt af dialogbogen, hvori »Frihed og frisind er gennemgående ord, men hurtigt viser det sig lykkeligvis, at forfatternes fælles frihedsbegreb ikke fylder mere, end at det sagtens kan være på én banehalvdel. Bekvemt endda«. Og er rammerne for de 20 forfattere snævre, »så er glæden ved at være inde i varmen til gengæld så åbenlyst stor, at den formelig damper fra siderne og blander sig med den ramme lugt af ædende had mod anderledes tænkende«. Skriver altså en af dem, der - åbenbart mod sin vilje - er udenfor. »Beskæmmende læsning« Og her er det nok på sin plads at afsløre, at citatet øverst, der ligner dette så meget, er fra Georg Metz' anmeldelse af 'Fra kamp til kultur' i Information. Men her er det de andre, der hader ... Symptomallæsning, husk det nu. Metz mener også, at »For statsministeren burde bogen være beskæmmende læsning«. At dømme efter de andre anmeldelser vil beskæmmelsen nu nok være til at overse. Og Metz definerer da også bogen som »dialoger uden medvirken af den magthavende elite med dennes argumentrestistente medlemmer, der gået nær ikke skal nyde noget«. (Blev de indbudt? Det melder anmeldelsen ikke noget om). Martyrium Anmeldelsen i Politiken, de to redaktørers egen arbejdsplads, er en vittig tour de force fra kirkeministerens tidligere pressesekretær Henrik Gade Jensen, som forlod sin stilling efter nogle beskyldninger for nazisympatier, som han siden blev renset for. Han er måske det nærmeste, vi kommer en martyr i 'kulturkampen' (ja, jeg kan altså ikke få mig til at fjerne anførselstegnene), så her er det altså en af 'fjenderne', der anmelder. Det skal ikke hedde sig, at Politiken holder hånden over sine egne ... Bang, du er død Gade Jensen griber undertitlen '20 smagsdommere skyder med skarpt' og boltrer sig sprogligt i »spredehagl«, »spejderhagl« »løst krudt« og andre skydemetaforer. Man forstår godt, han kan være spin doctor, for han er sjov at citere. Han har tydeligvis moret sig over enhedslistepolitiker Pernille Rosenkrantz-Theils og designdirektør Christian Madsbjergs efterlysning af en elite i Danmark og spørger, »hvordan Enhedslistens ung- og gammelkommunister vil sikre eliten i Danmark. Skulle skatten op eller ned? Kan I ikke indstille sigtekornet noget mere?«. En medvirkende årsag til Gade Jensens morskab er måske at 'elite' i hans optik er ensbetydende med borgerlighed. Men eliten er i høj grad også en hovedhjørnesten i kommunistiske og/eller totalitære samfundsmodeller. Og så er det ikke så sjovt længere. Letkøbt argumentation Et enkelt sted svigter slagfærdigheden: Da et af bogens debattørpar har talt om »gadekærsmentalitet«, »hjemstavnsdyrkning« og »Blut und Boden«, kan Gade Jensen ikke finde på andet svar end »Bang, bang, bang«. I Weekendavisen skriver Anna Libak, at retorikken i 'Fra kamp til kultur' lugter fælt og er »lige så proklamatorisk som uargumenteret«. Libak synes simpelt hen, at bogen gør sig det for let (og argumenterer overbevisende for det - hendes anmeldelse forekommer faktisk at være den mest ædruelige). Som eksempel på letkøbt argumentation anfører Libak, at 24-års reglen bruges som bevis for, at de borgerlige hader fremmede. Omvendt kunne man så ifølge Libak sige, at 18-års reglen er bevis på, at venstrefløjen vil have unge muslimske kvinder tvangsgift ... Selvhøjtidelighed Kristeligt Dagblad, den pæne avis, som oven i købet er velgørende fri af det pågående slagsmål, drister sig til - midt i et lovlig loyalt og unødvendigt tandløst referat af bogens erklærede intentioner - at ytre: »Man kan mistænke redaktørerne for simpelt hen at tage dem med i bogen, de godt kan lide«. »Bogen er i sagens natur ujævn«, skriver Kristeligt Dagblads Bo Kampmann Walther, og han opfordrer os til at begynde læsningen med Søren Ryge Petersens og Thomas Høyrups (over hele linjen roste!) bidrag, men også til at »bære over med lidt selvhøjtidelighed her og der. Det er jo smagsdommere, som har ordet«. Rød knytnæve Overbærenhed er ikke Nils Gunder Hansens og Bent Blüdnikows stil i en mærkelig hybridside i Berlingske Tidendes tabloid Magasin dagen før alle de andre avisers anmeldelser. En sidehøj rød knytnæve danner baggrund for nøje udvalgte citater (anstændigvis med sideangivelse, så den heldige indehaver af bogen kan se, hvordan de er klippet ud af sammenhængen), Blüdnikow går i et effektivt lille interview i kødet på Jes Stein Pedersen, og litteraturredaktør Nils Gunder Hansen (NGH), som vel er anmelderen, pisker sig selv og sine samtidige med skorpioner for deres dumme venstreorienterede ungdom, hvor de var som »et væsen, et tusindben, der bevægede sig langsomt af sted i nøje afmålt skridtgang«. (Jo, jeg husker godt typen - hvorfor var det nu lige, at jeg ikke selv gik med? Jo! Jeg var klogere, klogere end selv Nils Gunder Hansen! Hæhæ!). Venstrefløjen som insekt Ikke nok med det; nu er der »dæmoner« og »væsener«, onde drømme og betændthed inde i billedet for den arme Hansen. At læse bidragene i 'Fra kamp til kultur' var for ham en »déjà-vu oplevelse«. »Det er, som om de bliver holdt fanget i en ond drøm«, og han sammenligner »vi på venstrefløjen« med det insekt, som Kafkas ulykkelige Gregor bliver forvandlet til, og som ligger og fægter hjælpeløst på ryggen. Nils Gunder Hansen filosoferer over »vi-væsenet«, som »har en meget høj selvværdsfølelse, både hvad angår intelligens og moral«. Men »Det, der gør det hele så betændt, er, at væsenet dybest set er usikkert på sig selv«. Hansen giver 'Fra kamp til kultur' tre stjerner ud af seks mulige umiddelbart under sit portræt af det sprællende sovende væsen ved navn venstrefløjen, som minder ham sådan om hans ungdom. Ved siden af et lille billede af bogens forside står så den egentlige, ultrakorte anmeldelse. (De eksperimenterer sandelig med formaterne i Norge ...). Her roses bogens stedvise saglighed, problemorientering og personlig anfægtelse. »Men redaktørernes oplæg er desværre meget mere lavtflyvende« i en blanding af aggression og »moralsk og intellektuel selvglæde«. Gæt selv, om anmelderen finder selvglæden velbegrundet.