Det var en af efterårets længe ventede begivenheder: Kitty Kelleys biografi med 705 sider saftig sladder om Bushfamilien landede hos de amerikanske boghandlere i sidste uge. Svirrende rygter om stygt kokainmisbrug, illegale aborter og retarderede børn bortraderet fra familietræet havde sikret 'The Family: The Real Story of the Bush Dynasty' en appetitvækkende foromtale. Larmende tavshed Men da bogen endelig kom, var der underligt stille i medierne. Kelley er ellers ikke sådan lige at komme uden om. Hun har en stor fanskare bag sig, og så er hun af væsen ikke af de lavmælte. Tværtimod har hun gjort det til sin levevej at råbe højt om de kendtes mindre kendte sider, og det er på en måde, som har gjort hende næsten lige så berygtet som de berømtheder, hun har sladret om: Frank Sinatra, Nancy Reagan, Jackie Onassis og den engelske kongefamilie. Boykottet af Larry King For Kelley mestrer smædeskriftens kunst og afbalancerer sine vildeste påstande - f.eks. at Nancy Reagan skulle have haft en affære med Ol' Blue Eyes - med en tilpas dosis af 'efterforskende arbejde', der dog sjældent hviler på mere end en unavngiven eller en utroværdig kilde. Men upålidelighed og et blakket ry er ellers ikke noget, der plejer at skræmme den amerikanske presse væk - tværtimod. Det kom derfor som et mindre chok, da CNN's Larry King og Fox News' Bill O'Reilly i sidste uge pludselig meddelte, at de ikke havde i sinde at invitere Kelley i studiet, sådan som de ellers havde planlagt det. Udtværet for åben skærm Den populære radiovært Don Imus trak også sin invitation tilbage, mens Newsweek afslog at trykke et uddrag af hendes bog i bladets spalter. Og de to tv-værter, der faktisk lod Kelley komme til orde - Matt Lauer på NBC's 'Today' og Chris Matthews på MSNBC's 'Hardball' - udtværede hende for åben skærm med en journalistisk iver, som ingen har set magen til inden for de sidste to år af amerikansk pressehistorie. Hvad var problemet? 'Ren fiktion' Problemet var, at Kelleys sladder i denne omgang ikke handlede om en entertainer, en urørlig kongefamilie, en tidligere eller en død præsidents kone, men om selveste landets siddende præsident - og tilmed en præsident, der om en lille måned står for valg. I ugen op til bogens udgivelse havde repræsentanter fra Det Republikanske Parti derfor haft travlt med at påvise Kelleys forbindelser til demokratiske topfolk, mens Det Hvide Hus' pressefolk udsendte en skriftlig anmodning til alle landets medier om ikke at tage hverken hende eller hendes bog alvorligt. »Denne bog er ren fiktion«, lød skrivelsen, »og sådan bør den også behandles«. Magtmisbrug For Kelley er der imidlertid ingen tvivl om, at den hårde behandling, hun har fået af pressen, er endnu et udslag af, hvad hun i bogen kalder for Bushfamiliens varemærke, nemlig magtmisbruget. Her er en familie, der har købt sig til det meste (titler, positioner) og betalt sig fra resten (illegale aborter, militærtjeneste i Vietnam), mens de effektivt har fjernet ethvert flovt fact (af sinker, ekskoner og afslørende dokumenter), som kunne sætte et spor på deres pletfri ydre, så de i dag fremstår i folkets bevidsthed som eksemplet på en sund kernefamilie. Men bag det tilforladelige ydre sporer Kelley et hav af utroskaber, drukkenskaber og andre skeletter i skabet, der viser, at ikke alene er Bushs familietræ råddent i rødderne, men det er også vissent i toppen, der - antydes det - bør trimmes ved næste valg. Bag om mytologien om Bush Det er netop ved at være »det mest personlige angreb mod George W. Bush«, at 'The Family' blandt alle årets anti-Bush-bøger udgør den største trussel for præsidenten i hans genvalgskampagne, mener Bob Hoover i Pittsburgh-Gazette. Bush har ellers - i modsætning til sin forgænger, Clinton, og nu også hans modkandidat, Kerry - på mirakuløs vis undgået at blive slagtet for sine personlige fejl og mangler og fremstår i dag som en folkets mand, på trods af at hans sociale baggrund, hans politik og hans fremtidsvisioner for USA beviser det modsatte. Kelleys bog bør derfor ikke fejes af bordet som den rene løgn, fortsætter David Talbot i The Guardian. For selv om hun benytter sig af ufine metoder, når hun med sine bagvaskelser længere ind bag mytologien om Bush end nogen anden amerikansk journalist har turdet træde. Derfor handler det ifølge Talbot ikke så meget om, hvorfor medierne denne gang har tiet hende ihjel, men hvorfor ingen før Kelley har turdet råbe så højt.