Der er noget, der er bedre end andet. Og man må godt sige det højt. Også når det gælder den klassiske litteratur, elever i folkeskolen og gymnasiet skal møde, inden de forlader skolesystemet. Den danske identitet rummer både Herman Bang og Henrik Pontoppidan. Og nu skal det sikres, at ingen forlader skolen uden at have mødt dem. I går fremlagde Undervisnings-ministeriets Kanonudvalg en liste over 15 forfatterskaber, som elever i både folkeskolen og gymnasiet skal have læst mindst én tekst af i løbet af deres skoletid. Derudover har udvalget udfærdiget en liste til folkeskolen og en liste til gymnasiet med anbefalinger af yderligere en række forfattere. Andersen igen og igen »Vi vil ikke åbne et museum af tekster for eleverne. Vi vil have de tekster frem, der taler til os hele tiden. Og som har talt til dem, der levede før os«. »Vi har kun dem med, som har noget at sige til os i dag, selv om vi læser dem på vores egen tids præmisser«, siger formanden for udvalget, professor Jørn Lund. Selv kan han eksempelvis læse H.C. Andersens eventyr igen og igen. Og i forskellige livsperioder få forskelligt ud af dem. Samtalepartnere »Man læser dem på en ny måde hver gang, fordi man heldigvis sætter ind på kontoen hele livet. På den måde kan de klassiske tekster blive siddende som samtalepartnere i hovedet på én«. »Jeg har forfatterne meget med mig i min forestillingsverden. Og også i det danmarksbillede, jeg har i hovedet«. »Det er ikke kun historielærerne og museerne, der giver os det. Det er også de gange, vi har levet os rigtig ind i en beskrivelse. Det kan være Herman Bangs København, Nexøs Bornholm eller H.C. Andersens Odense«. Dansk tilbageholdenhed I mange år har der ikke været tradition for, at man i Danmark gik ind og pegede på én forfatter frem for en anden. Det hænger ifølge Jørn Lund sammen med en vis blufærdighed. Og med det faktum, at generationen over 55 år er opdraget af lærere, der havde en helt anden indstilling. Og som med hans ord »gav os så meget af det, at man ømmede sig over al den udenadslære«. »I vores tradition er der en vis tilbageholdenhed med at anprise noget og sige: Det her er en meget stor, afgørende forfatter, som enhver har glæde af at møde - det er fremmed i den danske pædagogiske tradition«. Mens det i den engelske skole er åbenlyst for enhver, at man skal lære noget om Shakespeare, fordi han er en del af englændernes baggrund og selvforståelse«. Mødet med klassikeren Med den obligatoriske liste over forfattere, som børn og unge skal møde i løbet af deres skoletid, går Kanonudvalget ud over det kommissorium, der kun bad dem komme med anbefalinger til forfatterskaber. Og undervisningsministeren, der hidtil kategorisk har afvist en obligatorisk kanon, accepterer uden videre listen med følgende ord: »Jeg vil gerne sikre, at vi viderebringer vores litterære kulturarv. Og folkeskolen er den vigtigste kulturbærende institution, vi har i det danske samfund«. »Vores børn og unge kan ikke gå igennem skolen uden at møde disse forfatterskaber, men det er stadig op til den enkelte lærer at udvælge værkerne og den måde, mødet med klassikeren skal ske«. 'Vi holder os primært til VSOP' Kanonudvalget har kun sorteret mellem forfattere, der er debuteret før 1965. For en bog fødes ikke som klassiker. Kun tiden kan vise, om den bliver det. »Det ville også være lidt mærkeligt at gribe ind i aktive forfatteres arbejdsliv med en rangordning fra officielt hold. Jeg ville nødig skulle rangordne Pia Tafdrup og Søren Ulrik Thomsen. Man kan have sine favoritter, men man kan jo ikke med nogen afstand konstatere, at dét var den store forfatter. Jeg vil nødig sætte cognacstjerner på alt for mange nulevende forfattere. Vi holder os primært til VSOP - Very Superior Old Poets«, som Jørn Lund formulerer det. Og når man lægger en tidsmæssig afstand, undgår man at kanonisere nogen, der viser sig ikke at vedblive med at have den betydning. »Leif Panduros 'Rend mig i traditionerne' lo vi os i laser over i min ungdom, men der er ikke nogen, der tænder på det opgør mere. Han er ikke rigtig på tale længere«, siger han. Rifbjergs sproglige spændstighed Der er ingen faste regler for, hvornår et forfatterskab er på tilpas afstand til at blive kanoniseret. Og Jørn Lund indrømmer, at et »frækkere udvalg« kunne være gået længere op i tiden. »Men vi vil gerne have, at lærerne selv føler sig forpligtede over for den nyere litteratur og selv vælger, hvad de synes er vigtigt«. En enkelt nulevende forfatter er der dog blevet plads til på den obligatoriske kanon for folkeskolen og gymnasiet. Nemlig Klaus Rifbjerg. »Rifbjerg er noget særligt, fordi han afspejler hele 1900-tallet gennem sit forfatterskab. Den ældste generation hos Rifbjerg er forældregenerationen, fra før verden gik af lave. Han vokser op og ser verden, før tyskerne kommer, og mens de er her. Og så spejler han 70'erne og 80'ernes politiske udvikling og er en analytiker i forhold til de ideologiske brydninger, der har været fra 30'erne og til og med den kolde krig. Og i sin essayistik i de senere udgivelser er han også en kritiker af samtiden. Jeg synes, han i sin spændvidde og i sin sproglige spændstighed hører til her«. Indlæring i mandlig identitet Ud af 15 forfatterskaber på den obligatoriske liste er der blevet plads til én kvinde - nemlig Karen Blixen. I de tretten anbefalede forfatterskaber til folkeskolen har Tove Ditlevsen og Cecil Bødker fået plads, mens der ud af 12 anbefalede forfatterskaber til gymnasiet kun er blevet plads til én kvinde, nemlig Inger Christensen. »Vi kan ikke opfinde store forfattere af hunkøn fra 1600-tallet. Der er en enkelt - barokforfatterinden Dorthea Charlotte Biehl. Hun skrev godt, men hun er ikke på kanonisk niveau. Og vi kan ikke rette op på 800 års undertrykkelse af kvinder. Dansklærerne har stadig 75 procent af deres tid til at kompensere for det, hvis de synes, at kvindelitteratur er mere spændende«, siger Jørn Lund. Kvinfos leder, Elisabeth Møller Jensen, finder det »beskæmmende«, at man ikke har kunnet finde plads til andre kvinder end Karen Blixen på den obligatoriske liste. »Pil Dahlerup sagde i begyndelsen af 70'erne om danskundervisningen, at det var en indlæring i mandlig identitet og identifikation. Og det synes Kanonudvalget åbenbart stadig, det skal være. På den obligatoriske liste burde man som et minimum have fundet plads til Leonora Christina, Tove Ditlevsen og Inger Christensen«, siger hun. Drenge og piger: Mød Blicher En kanon er ikke statisk. Men skal ifølge Jørn Lund helst revideres sådan cirka hvert 10. år. Han forestiller sig heller ikke, at man skal kaste folkeskoleelever lige ud i Blicher. Men i stedet forsøge at få børnene til at interessere sig for de sprogligt vanskelige tekster ved at pakke dem ind i skæbnefortællinger og måske begynde med en oplæsning. »Børn er i stand til at gå ind i fiktion. Og de er næsten socialiseret ind i det, fordi vi fortæller dem historier, fra de er ganske små. Det at gå ind i et fortælleunivers er ikke noget, man skal overtale børn til - det vil de gerne. Og alle børn er optaget af gamle dage. De vil gerne høre om deres forældres barndom og om, hvordan verden har set ud på et tidligere tidspunkt. Man kan jo godt sige: Her er en vældig god forfatter. Han er ikke nem at læse, fordi der er nogle lange sætninger og nogle mærkelige ord, men nu skal I høre lidt om hans liv, om hvordan verden så ud dengang, og hvilken skæbne han havde«. Alle mennesker er interesserede i skæbnefortællinger, mener udvalgsformanden. Det har bare undervisningsmæssigt været ude i kulden i nogle år. »I en periode er teksten blevet betragtet som et autonomt udsagn om en virkelighedstolkning, uden at man har villet sætte det ind i en personalhistorisk sammenhæng. Men jeg mener, det er fuldstændig legitimt at åbne for Blichers forfatterskab ved at læse en historie op af ham, vise en filmatisering og fortælle om mandens liv«. Weinreich sagde nej tak Et fladt kompromis. Sådan beskriver professor i børnelitteratur Torben Weinreich den kanon, der nu er blevet fremlagt. »Når man ser på, med hvor stor lidenskab dette her er blevet debatteret, så er det her en meget, meget flad landing. Men det er sikkert politisk klogt. Ministeren ville kun have anbefalinger. Udvalget har åbenbart fået hende med på en lille bindende kanon, som absolut ikke er nogen revolution. Det er mere en statusbeskrivelse af, hvad der allerede læses i skolen. Og det kommer bestemt ikke til at føre til nogen ændringer«, siger han. Torben Weinreich blev selv tilbudt en plads i Kanonudvalget i marts, men sagde nej tak, fordi ministeren kun ønskede anbefalinger og ikke bindende lister. I sidste måned udsendte han i stedet sit eget bud på en børnelitterær kanon i debatbogen 'Kanon - litteratur i folkeskolen'. Balance mellem frihed og tvang »Kanonudvalget har lavet en liste for de ældste klasser i folkeskolen og for gymnasieelever. Men de første seks klassetrin i folkeskolen er ikke blevet tilgodeset med andet end H.C. Andersen. Dem svigter man, og dermed forsvinder selve kanonideen op i den blå luft«, siger Torben Weinreich, der også er utilfreds med, at man ikke anbefaler bestemte værker af de kanoniserede forfattere. »Der er ikke nogen af forfatterne på den obligatoriske liste, der ikke har lavet noget skidt. Så jeg forstår ikke, hvorfor man ikke tør mene noget om, hvad der er godt. Man kunne ud for de enkelte forfattere have peget på nogle værker, som man stod inde for. Dét ville have været et fornuftigt kompromis«, siger han. Kanonudvalgets formand, Jørn Lund, er nu godt tilfreds med, at man kun har anbefalet forfatterskaber. »Man skal holde en smuk balance mellem det frie valg og det faste pensum - ellers demotiverer man lærerne. Oehlenschläger er så meget andet end 'Guldhornene' - bare man dog ville opdage det. Der er da forfatterskaber på listen, som rummer et par fusere. Men dem tror jeg heller ikke, nogen kaster sig over frivilligt«, siger han. Kulturpessimisme Generelt gør dansklærerne allerede et fornuftigt stykke arbejde i forhold til den klassiske danske litteratur, mener Jørn Lund. Og den obligatoriske liste skal betragtes som »en sikring af de 15-20 procent af skoleeleverne, der bliver snydt for noget«. »Jeg deler ikke det kulturpessimistiske syn, der har præget debatten om kanon. Det kultursyn, der kaldte på en kanon, og som syntes, at det hele gik ad Pommern til. Det her er ikke et kulturelt kriseråb. Det er et ønske om at præcisere, at det her skal man ikke gå glip af. Det er godt at have en kanon. Men det er ikke sådan, at ellers falder Danmark fra hinanden kulturelt set«, siger han. Hvorfor har I lavet en obligatorisk kanon, når I kun er blevet bedt om at komme med anbefalinger?

»Definitionen på en kanon er tekster, der skal læses. Og når der er et skal, kan man ikke nøjes med et bør. Så gør man det til et moralsk anliggende. Og det synes jeg ikke, der er nogen grund til. Så vi har besluttet at kombinere det - at blande forholdet mellem frihed og binding«. »Det meste af danskundervisningen er totalt frit for kanontænkning og består af sprog, medier og moderne litteratur. Så er der forfattere, vi varmt anbefaler. Og så er der en lille fast stamme, hvor vi siger, at der skal man altså ikke kunne melde fra. Jeg har ikke skrevet kommissoriet, men er gået bag om ordene for at finde ud af, hvad der var ministerens hensigt, og hvad mulighederne var for at realisere det«. Overraskende enighed Faktisk har Kanonudvalget udvidet dansk litteratur til også at omfatte norske Henrik Ibsen og de islandske sagaer, som optræder på anbefalingerne til gymnasiet. »Ibsen var en del af den nordiske naturalisme og var lige så stor her som i Norge. Og de islandske sagaer har vi taget med, fordi de er en del af vores kulturgrundlag. Den nordiske oldtid har inspireret dansk litteratur så enormt, at vi ikke kan se bort fra den«, siger han. Det var et enigt udvalg, der i onsdags afleverede sine indstillinger til undervisningsministeren. Efter bare fem møder og oven i købet før deadline. Det, der har været sværest at blive enige om, er forfatterne i den moderne ende af listen. »Det har overrasket mig, at vi kunne blive enige. Og at vi kunne blive enige så hurtigt. Vi har lavet noget, som nogen nu vil anfægte. Og det har vi ikke spor imod. Vi vil nærmest være glade for, at nogen diskuterer, hvilke forfattere eleverne skal møde i skolen. Og jeg kan ikke se, at vi kan gøre nogen forfærdelig skade, når vi holder hovedparten af danskundervisningen fri. Det her kommer til at fylde mellem en fjerdedel og en tredjedel af undervisningen i gymnasiet og omkring en fjerdedel i folkeskolen«. Den fælles kanon for folkeskolen og gymnasiet træder i kraft fra næste skoleår.