Man må lykønske arrangørerne af bogmessen i Frankfurt med, at de har inviteret den arabiske verden med til dette års bogmesse. Det er et godt initiativ, en imødekommende gestus over for en relativt ukendt kultur. Det er også et modigt skridt i disse tider, hvor den arabiske verdens omdømme sidder uhjælpeligt fast i terrorismens hængedynd. Der er dog et problem: Den arabiske verden findes ikke, i hvert fald ikke forstået som en homogen størrelse. Der findes arabiske stater og arabiske folk med deres indviklede og uberegnelige forskelle og ligheder. Den arabiske verden er en idé, en utopi. Alle har fejlet Araberne ved det godt, men de er ikke meget for at indrømme det. Man skulle tro, at de havde aftalt aldrig at forbrødre sig, aldrig at tale til verden med kun én stemme, klar og overbevisende. Det skyldes, at de politiske systemer ikke hviler på de samme strukturer, og deres oprindelse og behov er forskellige fra den ene stat til den anden. Alle, der har forsøgt at samle denne verden, har fejlet: Egyptens præsident Nasser, der kom til magten ved et statskup i 1952, og Libyens præsident Gaddafi, der kom til magten ved et statskup i 1969. Islam som fælles referenceramme Hvordan skulle man kunne forene en sådan mangfoldighed? Hvad har oliemonarkierne i Golfen til fælles med Maghreb-landene, hvor en stor del af befolkningen er af ikke-arabisk, berberisk oprindelse? Og alligevel findes der lighedspunkter ved de fleste af disse stater, nemlig fraværet af demokrati og en familiekodeks, der hører til den mest tilbagestående i verden, for at nævne de dårlige sider. De gode sider består i en glorværdig fortid mellem det 9. og 11. århundrede, en epoke, hvor verden fik det meste af sin videnskabelige og filosofiske viden fra araberne. Det andet lighedspunkt er det arabiske sprog, det klassiske sprog, koransproget, som dog kun tales af samfundseliterne, fordi hvert folk taler sin egen dialekt. Med hensyn til islam er der tale om mere end blot et lighedspunkt - det er en fælles referenceramme, som de sidste tiårs politiske begivenheder uophørlig bringer i miskredit. Censurens følgevirkninger Det er en række personer, som tilhører denne elite, der er inviteret til bogmessen. Det er forfattere, som alle uden undtagelse skriver på klassisk arabisk. Hovedstrømmen udgår fra Egypten, ikke kun fordi bogmessens arabiske kommissær er egypteren Mohamed Goanem, en politiker udpeget af Den Arabiske Liga og Alesco (det arabiske sidestykke til Unesco), men fordi Egypten alle dage har været den arabiske kulturs livsnerve og i erkendelse af, at den er arabisk litteraturs sande eksponent. På et tidspunkt fik censurens følgevirkninger en række forfattere og forlæggere til at slå sig ned i Beirut inden borgerkrigen i 1975. Man har hævdet, at en af grundene til Libanons ødelæggelse var, at Beirut var blevet en by, hvor der var noget i gære i kulturlivet, og hvor der først og fremmest herskede frihed. Ingen dissidenter I dag er Libanon under syrisk besættelse, og en stor del af politikken dikteres fra Damaskus. Når man har kendskab til det politiske system i Syrien (som er en politistat), ved man, at alt er underlagt kontrol, og man spørger sig selv, hvilke vilkår kulturen i landet eksisterer under. Den fatale fejl, som de tyske arrangører af bogmessen har begået, består i at henvende sig til de enkelte landes myndigheder og ikke til forfatterne selv. Man må forstå, at de fleste arabiske forfatterforbund er underlagt statsmagten. Kun den marokkanske forfatterforening har altid formået at holde sig fri af regeringens og magthavernes, men ikke partiernes kontrol. Staterne vil sende en række forfattere til messen, som ikke risikerer at skabe uro ved at protestere eller anklage deres regimer. Men en forfatters vigtigste funktion er jo netop at være kritiker og dissident. Hvis man til fulde vil forstå det tyske fejltrin, skal man forestille sig, at vi befinder os i perioden 1960-80: Frankfurtermessen beslutter, at årets hovednavn er de samlede østlande. Vi ville så have stået med en officiel litteratur og en række følgagtige forfattere. Der ville ikke have været nogen dissidenter med til den fest. De mest repræsentative forbigåes Fem lande har i år sagt nej til at deltage i bogmessen: Algeriet, Marokko, Irak, Kuwait og Libyen. Hvert land har sine grunde. Mest indlysende er Iraks - dette ødelagte land står over for langt mere påtrængende problemer. Kuwait og Libyen har angivelig meldt afbud af økonomiske grunde. Marokko og Algeriet har givet samme begrundelse: De bryder sig efter sigende ikke om de ensidige valg, den egyptiske kommissær har truffet. I den marokkanske avis Al Alam gav man 24. juli et bud på, hvorfor Marokko ikke deltager i messen. Ifølge avisen »har arrangørerne ikke inviteret Marokkos mest repræsentative skikkelser såsom filosoffen Mohamed Abed Jabri, historikeren Abdallah Laroui eller teatermanden Taïeb Saddiki«. Eneste legitime eksponenter Men bortset fra disse formelle spørgsmål er der et helt grundlæggende problem: Findes der én arabisk litteratur eller lige så mange litteraturer, som der er lande? Litteraturen er sproget. Men hvad skal man så stille op med de arabiske forfattere, der for eksempel udtrykker sig på fransk eller hollandsk? Hvordan skal man kategorisere dem, når de i det brede vestlige publikum slet og ret er kendt som forfattere, der skriver på arabisk? Hvilken identitet skal man give Amine Maalouf, Assia Djebbar, Fouad Laborui eller Driss Chraïbi? Disse forfattere beskriver med stor udtrykskraft virkeligheden i Libanon, Algeriet og Marokko. Hvilken plads har de i dette forum, når de arabisksprogede forfattere oven i købet betragter sig selv som de eneste legitime eksponenter for arabisk kultur og ikke anerkender personer, der skriver på andre sprog end arabisk? Vestens lejesvende I lang tid har debatten i den arabiske verden drejet sig om dette spørgsmål om identitet og status. Situationen er fortsat uafklaret. På den anden side kan man på de arabisksprogede forfatteres side spore en voldsom frustration: Visse af deres kolleger, som skriver på fransk, er mere læste, end de selv er, og nyder stor international anerkendelse. I Vesten spiller de en rolle som mellemmænd, brobyggere mellem to verdener. Det er en rolle, som udsætter dem for hård kritik fra deres arabisktalende kolleger, der i værste fald behandler dem som 'Vestens lejesvende' og i bedste fald som 'eksotiske litterater, der skriver for at behage det europæiske publikum'. Færre og færre læsere I september 2003 arrangerede det marokkanske forfatterforbund et kollokvium om den arabiske romans situation. Fordi Marokkos udenrigsminister havde holdt et møde i London med en israelsk minister, blev arrangementet boykottet af nogle egyptiske forfattere. De ville for alt i verden ikke påkalde sig vrede fra den del af pressen i deres hjemland, som fordømmer al kontakt med 'den zionistiske fjende'. Andre, der for de flestes vedkommende lever uden for deres hjemland, kom og klagede deres nød: Der er færre og færre læsere i den arabiske verden! En bestseller udkommer sjældent i et oplag på over 3.000 eksemplarer! På det tidspunkt begyndte deltagerne at skændes om, hvorvidt de vidste eller ikke vidste, at de var deltagere i et møde for forfattere. Golfmonarkiernes olie Den arabiske verden er i krise. Nogle går så vidt som til at tale om dekadence, andre, mere pessimistiske stemmer fremmaner billedet af en forbandelse, en katastrofe: I lyset af det, der sker i Israel, bliver ordet 'arabisk' ikke taget alvorligt. Civile palæstinensere bliver ved med at dø for israelernes kugler, og ingen arabisk stat kan gøre noget ved det. Araberne har ingen plads i historien. Fanatismen og terrorismen er kommet for at gøre det af med den gnist af håb, der knyttede sig til stater såsom Jordan og Marokko, som forsøgte at skille sig ud fra mængden. Den israelsk-palæstinensiske konflikt, Golfkrigen og krigen i Irak har ødelagt den arabiske verdens omdømme og ansigt udadtil. Golfmonarkiernes olie er i virkeligheden et onde, en hæmsko for kulturlivet og den kritiske sans. Der er en gammel tradition for, at den politiske magt knytter digtere til sig. Magthaverne betaler digterne for at lovprise dem. Det er digtere, som hurtigt bliver glemt, men de fylder den officielle presse med deres lovsange til magthaverne. Der er risiko for, at de vil være talstærkt repræsenteret i Frankfurt. Store krav til forfattere De andre - dem, der skriver uden at acceptere den slags kompromiser - har trange kår. Når det overhovedet er muligt for dem, går de i eksil. Bogmessen burde have givet plads til de talrige eksilforfattere. Dette er netop grunden til, at de hyppigste temaer i arabisk litteratur er politiske. Arabisk forfattere kan ikke tillade sig den luksus at være uengagerede, ligeglade med det sociale og politiske miljø, som er deres inspirationskilde. Selv om de arabiske forfattere har få læsere, er læserne meget optaget af dem. Der stilles store krav til en forfatter: Han skal være digter, socialarbejder, advokat, politisk aktivist, helt, martyr og meget andet. Piratudgivelser Et særligt problem forhindrer forfatterne i at leve af deres værker og tvinger dem til at tage andet arbejde eller, i bedste fald, skrive for en avis, nemlig piratudgivelser! Visse, især syriske, forlæggere (en titel, de ikke har gjort sig fortjent til) stjæler bøger, der er udgivet i Libanon, Egypten eller Marokko og udgiver dem uden nogen form for kontrakt med forfatteren og uden at betale det mindste for dem til nogen som helst. Det samme værk bliver på det arabiske marked solgt for en tredjedel af sin pris. Denne praksis, som de fransksprogede forfattere lider meget under, accepteres af de syriske myndigheder, der med henvisning til, at de ikke har underskrevet Genève-traktaten om ophavsret, tåler disse falske forlæggere, der rettelig burde kaldes 'pirater'. Anerkender ikke individet Da Naguib Mahfouz i 1988 modtog Nobelprisen i Litteratur, konkluderede den arabiske presse, at Det Svenske Akademi ville råde bod på den uretfærdighed, der bestod i, at ingen forfatter fra den arabiske verden hidtil havde modtaget prisen. Denne æresbevisning kastede samtidig et skarpt lys over arabisk litteratur i det hele taget. I dag er situationen uændret. Arrangørerne af bogmessen i Frankfurt har måttet sande, hvor kompleks den arabiske verden er. Den er rig og samtidig fattig, en verden, hvor digterne er talrige og romanforfatterne få af den simple grund, at det arabiske samfund ikke anerkender individet, men dyrker klanen og stammen. Umoralske romaner Så sent som i 1914 udkom den første arabiske roman, 'Zaïnab'. Den blev udgivet som føljeton i en stor Cairo-avis. Dens forfatter, Mohamed Hussein Haykal, præsenterede den for læserne ikke som en roman, men som en »krønike om en familie fra landet«. Dengang anså man romangenren for at være umoralsk! Denne forfatter, der levede en del af sit liv i Paris og indrømmede, at han var påvirket af Flaubert, blev anklaget for at være kætter og forræder. Heraf ser man, at den vigtigste genre i arabisk litteratur er den lyriske. Lyrik nyder stor popularitet. Håndsrækning En digtoplæsning af palæstinenseren Mahmoud Darwish eller den syrisk-libanesiske digter Adonis tiltrækker tusindvis af lyrikentusiaster. Frankfurtermessen burde have holdt sig til digterne eller i det mindste ladet dem være talrigt repræsenteret. Ved at invitere den arabiske verden har man blot pustet til de interne arabiske konflikter, og man har ikke været opmærksom på den store kompleksitet og de fejlopfattelser, der ligger til grund for disse vidt forskellige landes kulturliv, et kulturliv, som holdes fast af politikkens dominans og foragt for skabende kunstneres frihed. Alligevel er det en håndsrækning til disse forholdsvis ukendte litteraturer. Måske vil europæiske forlæggere efter bogmessen oversætte og udgive romaner, dramatik eller digte fra en verden, som er lettere at forstå gennem sin kunst end set gennem den politiske virkeligheds prisme. Oversættelse: Lorens Juul Madsen