En sær, original og lysende stemme. Skødesløs og munter. Men kulsort neden under. Og først og fremmest sin egen. En illumineret og legende pen fra en anden planet, der skød som en lysraket ind i 1980'erne, hvor mørket ellers stod tæt om de danske lyrikere. Sådan beskrives digteren, forfatteren og dramatikeren Morti Vizkis entré i den litterære verden. Forleden blev raketten slukket. Morti Vizki blev fundet død i sin lejlighed på Vesterbro i mandags, 41 år gammel. Misforstået Trods en enorm produktion i sin 20 år lange - eller korte - karriere, nåede Morti Vizki aldrig ud i det, man med et fladt ord kalder den brede offentlighed. Ti digtsamlinger, fire romaner, elleve radiospil, syv teaterstykker, to operalibrettoer og en børnebog blev det til. Alligevel er Morti Vizki for de fleste mere et navn end en oplevelse. Ofte misforstået eller slet ikke forstået af sin samtid, alt efter hvem man spørger. Lysraket Morti Vizki gled ikke ned som havregrød. Det krævede noget mere. »Vi lever i en servicekultur, hvor man helst skal have det hele ind med skeer. Folk har svært ved at æde, at de selv skal bidrage for at få en oplevelse. Det er nødvendigt for at få noget ud af Morti Vizkis tekster«, siger digteren og forfatteren Thomas Boberg. Med Morti Vizkis død blev endnu en skæbne føjet til myten om de unge, døde poeter. Eller som digteren Niels Frank siger det: »Det er ikke engang en myte. Det er en hård kendsgerning. Der er nogle digtere, som virkelig kommer ind på en lysraket. Det er så enormt stærkt. Men det brænder også hurtigt ud. Fordi man vil det hele meget hurtigt. Og ikke orker at tage alt det på sig, som overleverne må. Snusfornuft, ordentlighed og strategi«. Farlig myte Han nævner den franske symbolist Arthur Rimbaud, den engelske romantiker John Keats og de danske digtere Michael Strunge og Morten Nielsen som eksempler på de unge døde poeter, Morti Vizki nu har sluttet sig til. »Det er et fænomen i poesien. Men på en måde hænger det sammen. Man kan ikke rigtigt forestille sig et geni, uden at der i den ene ende af spektret er fuld beherskelse og fuld beåndethed. Og i den anden ende er der hjælpeløshed. De fleste klarer sig igennem midt på vejen. Hvis man kommer ud i ekstremerne, varer det måske ikke så længe. Men energien er altså desto større«, siger han og tilføjer, at det er en farlig myte at lege med. »Poesien kan ikke bære én igennem alene. Hvis poesien er eneste fokus, så er det simpelt hen ikke nok. Så livsduelig er den jo ikke i sig selv«. Et legebarn Selv et digterliv må forholde sig til, at tilværelsen i høj grad består af leverpostej, dødsfald og indkøbslister. Men dét var Morti Vizki langt fra indstillet på. »Morti mente, at man var kommet her for at blive lykkelig. Digteren og mennesket Morti Vizki var én ting for ham. Og det skulle så udfoldes i fuld lykke. Og alle skulle se det. At folk ikke gad at se det i al sin storhed, tror jeg gjorde ham trist«, siger Thomas Boberg. Et legebarn, der bar uendeligheden i sig. Et menneske, der præsterede et nøgent og næsten buddhistisk nærvær. Men som ikke var i stand til at skærme sig imod verden og derfor tog den ufiltreret ind. Og som med årene fik sværere og sværere ved overhovedet at turde færdes i den. »Morti var en truet dyreart i sin egen verden«, siger ekskæresten Morten Kirkskov.»Og så udsat for sig selv, at man tilgav ham alting«. Gudesmuk Selv sagde Morti Vizki det anderledes kontant i et interview i Berlingske Tidende: »Jeg tror på Gud, men jeg går til psykiater for en sikkerheds skyld«.Morten Boeslund Poulsen blev født en januardag i 1963 i Frederiksværk, som han selv har kaldt »Danmarks svar på Manchester«. Morti Vizki blev først undfanget tretten år senere, da han trådte ind i sin storebrors punkband. For man kan ikke både være punkmusiker og hedde noget så jordnært som Morten Poulsen. Inspireret af David Bowie mødte Morti Vizki gerne op i skolen i jakkesæt og slips. I gymnasiet var han optaget af den russiske balletdanser Nijinskij, skrev en stribe digte om at danse og sendte dem til Poul Borum, der bestyrede tidsskriftet 'Hvedekorn'. Vel at mærke vedlagt et billede af sig selv i balletkostume. Nogle år senere tog Morti Vizki til København, hvor han tilfældigt mødte Poul Borum på bøsseklubben Pan. Han tog med ham hjem til Havnegade. Og blev boende i tre år. Det var her Thomas Boberg mødte ham første gang. »Jeg blev sådan lidt forskrækket, fordi han stod dér og var meget smuk. Gudesmuk faktisk. Med malede øjne. En ny stjerne, der var fløjet lige ind fra Frederiksværk. Her var et menneske, der var blevet lovet alt af guderne. Han skulle have det hele, ikke?«. Sort latter Det var også Poul Borum, der afleverede Morti Vizkis første digtsamling til Torben Madsen på Gyldendal - selv var han alt, alt for genert. »Mærkeligt var det. Men jeg faldt for det med samme. Han kom og var et barn. Og det blev han ved med. Mortis forfatterskab er et ungt forfatterskab. Noget voksent værk er det ikke. Men vidunderligt poetisk. Han var en lysende, engleagtig skikkelse med en særlig forbindelse til noget højere end os andre. Man skal ikke have mødt ham i mere end 20 minutter for at huske ham resten af sit liv«, siger Torben Madsen, der blev Morti Vizkis første redaktør. Lyrisk set var han ifølge redaktøren tydeligst i familie med digtere som F.P. Jac og Schade. »Han var en ubegribelig blanding af noget dansant og meget mørkt. Han kunne skrive om de yndigste, letteste ting, så man virkelig blev ubehageligt til mode og tænkte: Om et øjeblik går det galt. Og så kunne han skrive om det sorteste af det sorte med en latter trillende i baggrunden«. En kroppens poesi Morti Vizki tilhører generationen af digtere efter Søren Ulrik Thomsen, Michael Strunge, F.P. Jac og Pia Tafdrup. Han debuterede i samme periode som Pia Juul, Niels Frank, Simon Grotrian og Thomas Boberg. Som digtere gjorde de ikke rigtig noget ud af at være en generation. Dertil var de med Lars Bukdahls ord i Weekendavisen »for egensindige«. Eller som Torben Madsen udtrykker det: »Michael Strunge var bannerfører for en hel generation. Morti Vizki var et one man-band«. Det var dette enmandsorkester, der stod for at bringe den postmoderne stemme ind i dansk litteratur, fortæller lektor i dansk på Københavns Universitet Marianne Stidsen. »Det er en mere let og munter stemme, end den man kender fra den tidlige 80'er-digtning. Det var en leg med identiteter og ikke så tungt og eksistentielt i udtrykket. De senere år gled han lidt ud af den brede, litterære bevidsthed, fordi der kom nye generationer, og i stedet blev han en central stemme inden for radio- dramatikken«. »Derfor glemmer man lidt, hvor nyskabende han var, da han sprang ind på scenen. Det var epokegørende, og han havde en stor betydning i forhold til at omstemme den danske poesi«, siger hun. Morti Vizki foldede med Niels Franks ord hele registeret ud og viste, at poesien kunne være meget mere broget, end man drømte om i begyndelsen af 1980'erne. »Han skabte en poetisk verden bestående af humor, længsel, ironi og søgen - en maske med 1.000 udtryk. Og en poesi, der ikke bare var skrevet med hovedet eller det yderste af nervespidserne men med hele kroppen«. Flerstemmighed Musikeren og billedkunstneren Christian Skeel har arbejdet sammen med Morti Vizki siden 1980. »Morti var det tætteste, man kan komme på den lige forbindelse, fordi han var så ren. Det var ikke en idé eller et princip. Han var bare sådan. Han tog det, der kom. Og troede på det. Det er det, alle vi andre ikke gør. Vi arbejder videre med det, møver rundt og gør os kloge. Men der var en åbenhed, en uskyldighed og en jomfruelighed i alt hvad han lavede«. Når Morti Vizki alligevel ofte fik hård kritik og aldrig rigtig fik plads i 'den etablerede kanon', skyldes det ifølge Marianne Stidsen måske netop hans manglende evne til at sortere i sin enorme produktion. Og en lidt overdreven tiltro til det første indfald. »Han blev beskyldt for at have svært ved at lave helstøbte værker. Måske glemmer man lidt, at han skrev sig ind i en tradition, hvor det netop var en pointe ikke at gøre det, fordi poesien skulle være i bevægelse. Han ville hele tiden være åben overfor flerstemmigheden, men hans svaghed var, at han havde svært ved at udvælge og redigere i sin skriftstrøm. Han kunne være næsten hysterisk med, at det skulle være lige præcis som det kom«. Lykkens bobleverden Torben Madsen er enig i, at nogle af Morti Vizkis arbejder blev afleveret i hvad han kalder en »lidt tidlig version«. »Han troede nogle gange lidt for meget meget på den her underlige udvalgthed. At det kom fra oven og så var det bare sådan. Måske skulle han nogle gange have ladet det kølige dagslys arbejde videre på den guddommelige inspiration«. Selv om Morti Vizki som digter brændte så rent, lykkedes det ham ikke at overvinde den første talentfulde periode og komme det mere jordnære liv i møde. Han ville mere med livet, end det kunne give ham. Og jagten på den umulige lykke afspejles ifølge Niels Frank i hans digte. Og under den ligger »en mørk sø af sorg og utilfredsstillelse«. »Lykken bliver en slags bobleverden - en blanding af evighed og barndom. Og en boble uden for alt det andet, som han ikke orkede at være med til. Og som han revsede og hånede. Al den voksne fornufts idé om etablering og balance og klarhed, kunne og gad han ikke at leve op til. For det harmonerede ikke med den her forestilling om lykken som en sæbebobleverden«, siger han. Evigt nyfødt Og mens andre af generationens digtere fik stablet et forfatterskab op og boede i det i en rimelig balance mellem den indre og den ydre verden, befandt Morti Vizki sig et andet sted. »At få et forfatterskab handler jo også om, at talentet modner og alt sådan noget kedeligt noget. Og den tilpasning ville eller kunne han simpelt hen ikke give sig selv«. Og derfor blev Morti Vizkis forfatterskab ikke som andre forfatterskaber mere genkendeligt med tiden. »De fleste forfatterskaber vænner man sig til og begynder at forstå. Hos Morti er der hele tiden et eller andet uudgrundeligt eller uigennemsigtigt. Det bliver ved med at gå gennem hele hans værk - også dramatikken. Det har virkelig ikke lagt sig på maven for det genkendelige liv«. »De fleste af os finder os jo hen ad vejen i, at der ikke er så meget andet end det her liv. Og det må man så se at få det ud af, man kan. Men hos Morti blev der ved med at være den her nyfødthed. Han holdt ikke op med at forlange det hele«. Hykleri Trods vidt forskellige skæbner har de unge, døde poeter én ting til fælles: At de hele tiden vender tilbage, fordi nye digtere får øje på dem og ser det, samtiden ikke kunne. For Morti Vizki skete det allerede, mens han levede. »Her på det sidste var der flere af de unge digtere, der havde fundet frem til Morti Vizki som et orienteringspunkt bagude. Fordi deres erfaring måske ligner hans med det sammensatte, det brogede, det kaotiske og det ustabile. I en verden, som virkelig er sprængt, kunne de pludselig se, at Mortis poesi havde fat i den sprængning allerede på et tidligt tidspunkt«, siger Niels Frank. »Og hvis han for fanden bare havde holdt ud lidt længere, så havde det måske set helt anderledes ud om nogle få år«. Med Morti Vizkis død bliver der ifølge Niels Frank også pludselig plads til hykleriet. »Han blev meget misforstået. Han blev virkelig hylet ud. Og nu kommer så alt hykleriet med, hvor storslået, fremragende, stærkt og nøgent det var. Men hvis du slår efter i anmeldelserne, så kan jeg love dig for, at de var hårde. Og selvfølgelig gik det ham enormt på. Fordi han kunne se, at meget mindre ånder løb med det hele. Fordi det var lettere at gå til«, siger han. En pose uden på tiden Når de poeter, der dør unge, i reglen får et langt liv efter de selv er væk, er det ifølge Niels Frank, fordi nærværet, kraften og nerven i et ungt forfatterskab bliver stående. »De unge værker er så holdbare og universelle, fordi nerven er så enormt stærk. Mens en anden poesi, som er kompetent, dannet, fornuftig og ordentlig bliver løbet omkuld. De unge døde poeter hænger som en pose uden på tiden. Og på et tidspunkt går der hul på den, og så drysser det ind i samtiden. Så går der et stykke tid, og så går der hul på posen igen«. »Men det er da en utrolig hård skæbne at skulle sidde og vente til udødeligheden på at få nogle at tale med«.