»Der er intet uden for teksten«, er Derrida blevet kendt for at sige. Nu er han selv i det intet, hvor der ikke er nogen tekst mere. Filosoffen Jacques Derrida er død, 74 år. Oprør i strukturalismens højborg Vi bruger ordene til at forstå hinanden med. Er der et ord, vi ikke forstår, slår vi det op i en ordbog. Her får vi forklaringen med andre ord, og er der et af dem, vi ikke forstår, slår vi det op i ordbogen - og sådan fortsætter ordene i en uendelig kæde, hvis forbindelse til verden fortaber sig for hvert opslag. I små hundrede år havde ellers sprogforskere slået fast, at sprog er en fast struktur bygget op af et stabilt netværk af indbyrdes modsætninger. Og så kom denne lille jødiske algierer til strukturalismens højborg, Paris, og sagde, at man kan aldrig være sikker. Lang inkubationstid Tekster man troede var klart og entydig konstrueret, hævdede Derrida var fulde af usikkerhed og utilsigtet betydning, så de for en nærmere betragtning - og med lidt hjælp fra deres venner - skilte sig selv ad. Processen kaldte han 'dekonstruktion'. Forestillingen om dekonstruktion bredte sig over Atlanten, efter at Derrida havde introduceret den ved et møde i Baltimore 1967. Inkubationstiden var dog lang. 1970'erne var en periode, hvor troen på entydige ord var udbredt. Det var ord, der fældede Nixon. Det var ord fra de amerikanske campusser, der til sidst fik USA ud af Vietnam. Dekonstruktionens amerikanske succes kom først i 1980'erne og 90'erne. Den blev båret af politisk apati - men den medførte også en øget, højst tiltrængt opmærksomhed omkring sprogets nuancer og tvetydigheder. Vendingen mod verden Indflydelsen fra Derrida fik en generation af akademikere, navnlig ved de amerikanske universiteter, til at vende sig væk fra verden, der jo alligevel ikke er andet end ord - oven i købet ord, der dekonstruerer sig selv. Men bedst som de havde klappet døren til elfenbenstårnet i bag sig, overraskede Derrida sine tilhængere ved at vende sig mod verden. Det skete i små udbrud på den hyldestrute af gæsteforelæsninger, som var blevet hans hjem. En forelæsning, Derrida holdt på Syddansk Universitet i Kolding i 2001, mundede overraskende ud i et passioneret indlæg mod dødsstraf. Og i fjor udsendte han et opråb om Europas fremtid sammen med den aktivistiske filosof Habermas, indtil da en mangeårig modstander. Mistankens fortolkningskunst Derrida var svær at forstå, men havde, foruden alt det subtile, et enkelt ærinde. Outsideren, der havde nået en solid placering i centrum, bevarede et skeptisk blik på selve forestillingen om centrum, om hierarkier og om autoritet. Mente nogen, at det talte ord var mere autentisk end det skrevne, kunne han bevise det modsatte. Troede nogen, at ordet kunne blive kød, kunne han bevise, at det er et hjernespind ved navn 'logocentrisme'. Derrida indgår sammen med tænkere som Nietzsche og Freud i den store europæiske tradition for mistankens fortolkningskunst. Der er ikke noget, der er så sikkert, at det ikke kan betvivles, er hvad de har lært os. Derrida gav kunsten at tvivle nye redskaber.