En international politiserie - med bredt vingefang og nærmest nervepirrende. Sådan lød nogle af kritikernes reaktioner på første afsnit af den seneste føljeton fra Gyngemosens afdeling for TV-Drama. 'Ørnen' var landet. Stjerner og hjerter blev uddelt med mild hånd. Og seerskaren er oparbejdet næsten på forhånd. Kollektiv bevidsthed De er vant til det i Danmarks Radio. I en ellers så omtumlet tid for den gamle public service-station, er én ting i hvert fald sikker: Når en ny tv-serie lanceres søndag kl. 20, er monopolet så godt som genindført i Danmark. Fiaskoerne er få, og succeserne kan tælles på stribe. Det er lige før, tv-serierne indgår i vores kollektive bevidsthed som de fiktioner, vi har til fælles. Danmarksbilleder »Vi har skabt en række Danmarksbilleder af samfundet og danskerne, som kan og skal mere end blot at underholde os til søndagskaffen«, siger DR's dramachef Ingolf Gabold i en ny bog, 'Fra Riget til Bella', der om kort tid udgives på stationens eget forlag. Her har cand.mag. Pernille Nordstrøm interviewet en lang række af hovedaktørerne bag tv-dramatikkens guldalder, som efterhånden har ti år på bagen. Social og etisk dimension 'Taxa', 'Rejseholdet', 'Nikolaj og Julie', 'Krøniken' og 'Rejseholdet' er nogle af højdepunkterne i et stykke dansk mediehistorie, der har vakt international opsigt og respekt. Væk er det finkulturelle filmede teater, som skulle fremme dannelsen i de små hjem. I stedet har vi fået manuskripter, der er skrevet med tv-mediet for øje. Der leges med de visuelle udtryk, der er frække klip og et højt fortællertempo efter amerikansk forbillede. Skellet mellem film og tv er blevet udvisket, og de to brancher har gensidigt befrugtet hinanden. Underholdning er ikke længere et fyord. Men ifølge Ingolf Gabold er de gode historier ikke nok i sig selv. Public service-forpligtelsen ligger stadig i baghovedet, hver gang en ny tv-serie tager form på skrivebordet. »Der skal være et dybere lag i vores historier, et superplot, der afføder en social og etisk dimension«, fastslår Ingolf Gabold. Fra dansker til verdensborger I 'Taxa' var superplottet 'Skal man blande sig eller blande sig udenom'. På den måde blev 'Taxa' i følge Gabold en serie om næstekærlighed og et billede på et moderne og individualiseret samfund. Rejseholdets præmis var, at 'Man jager et bæst og finder et menneske'. I 'Ørnen' handler superplottet om, at det enkelte menneske skal tage et ansvar for sig selv og sin omverden på trods af verdens uoverskuelige kompleksitet. »Før skulle vi finde ud af, hvordan det er at være menneske her i Danmark. Nu skal vi forholde os til at være verdensborgere, med alt hvad det indebærer«, siger Ingolf Gabold. Mangel på blodtørst Det kan seerne så tænke lidt over, mens de lader sig underholde af Ørnens videre jagt på organiseret kriminalitet over grænserne. Nogle vil måske også lade tankerne glide tilbage til dengang, dansk tv-dramatik var kritiseret og konventionelt. Der var populære undtagelser med Panduros tv-spil og 'Matador', som lagde gaderne øde. Men den almindelige opfattelse var, at DR leverede træt og tungt tv, som manglede blodtørst og selvudfordring. Vendepunktet kom i 1994, da filminstruktøren Rumle Hammerich blev chef for en helt ny afdeling, TV-Drama, som fik tilført nye licenspenge. Monopolet var brudt, og nu skulle også DR konkurrere om seerne. Hammerich indledte en charmeoffensiv i filmbranchen for at nedbryde de barrierer af gensidige fordomme, der lå mellem film og tv. Han indførte nye arbejdsgange og stod bag opbygningen af to moderne filmstudier, der tiltrak filmbranchens unge talenter. »Gyngemosen var blevet til et mini-Hollywood«, skriver Pernille Nordstrøm. Filmfolk i tv-branchen Rumle Hammerich havde arvet slægtsserien 'Landsbyen', der var skrevet af brødrene Stig og Peter Thorsboe. Deres evne til at skrive gode dialoger i folkelige historier med store følelser skulle i fremtiden gøre dem til hovedleverandører af en ny tids drama-ikoner. Stig Thorsboe fik jobbet som hovedforfatter på 'Taxa', der lagde grundstenen til tv-seriernes guldalder. Det var dengang den amerikanske serie 'NYPD' ('New York Blues'), der satte trenden for tv-serier. Så Hammerich sendte instruktøren Anders Refn og producenten Sven Clausen på studietur til USA i håb om, at man kunne overføre amerikanernes knowhow til nye projekter i en dansk toneart. Det lykkedes. Danskerne tog godt imod storfamilien fra Krone-Taxa, og serien blev den motor, som kunne tiltrække unge talenter fra filmbranchen. Tv var ikke længere et fjendebillede for filmfolk, og cross over-effekten betød, at instruktører, fotografer, lys- og lydmænd og klippere siden da har pendlet mellem de to brancher. Der bliver leget med de visuelle virkemidler, reportageagtig stil og musik, som ofte bliver de enkelte seriers visitkort. I tilfældet 'Ørnen' er det Jacob Groths hypnotiske musik forgiven, der lægger op til at blive et iørefaldende hit. Ulykker i familien I bogen beskæftiger Pernille Nordstrøm sig en del med det amerikanske fænomen 'one vision'. Det er en arbejdsform, som betyder, at hovedforfatteren har det endelige ord i alle beslutninger. Det borger for kvaliteten ud fra devisen om, at for mange kokke fordærver maden. Men det betyder også, at forfatteren lever under et stort pres i de år, hvor serien både bliver produceret og skrevet hen ad vejen. »Det her bliver til i en blanding af overmod og angst, der er de yderpunkter, som er kreativitetens drivkræfter«, siger Stig Thorsboe i bogen. Sammen med sin kone, dramaturgen Hanna Lundblad, er han forfatter på 'Krøniken'. Og hans navn signalerer familieserier. Familien er jo en glimrende arena for at diskutere de psykologiske mekanismer mennesker imellem. Som han selv udtrykker det: Alle ulykker sker i familien! Der er en stor grad af melankoli i Stig Thorsboes tone. I bogen afslører han, at 'Krøniken's psykologiske præmis er inspireret af Beatles-sangen Hey Jude: »Det var Paul McCartney, der skrev den til John Lennons søn, Julian, da Lennon forlod Julians mor til fordel for Yoko Ono. I den siger han til ham: »Take a sad song and make it better«. Det synes jeg passede til min egen rejse ind i denne her fortælling, for det er en meget sad song, jeg er i gang med at fortælle. Men der ligger jo et håb om en reparation eller en psykologisk genopretning i den linje«. Karakterbibler Stig Thorsboe har ikke lagt sine figurer fast fra starten, når han går i gang med en lang serie. Karaktererne udvikler sig hen ad vejen. Storebroderen Peter Thorsboe har derimod brugt karakterbibler i både 'Rejseholdet' og 'Ørnen'. De er ment som en hjælp til skuespillerne og episodeforfatterne, når en karakters egenskaber skal fastlægges. I 'Ørnen' er det Homers klassiske heltedigt, 'Odysseen', der leverer tematikken til seriens andet fortællelag: »Odysseus kan ikke komme hjem, fordi han skal nå alt muligt. Vores påstand er, at det også er det moderne menneskes vilkår, at det lader sig kaste hid og did uden at tage ansvar for sig selv ...«. »Ligesom de græske helte er Hallgrims (hovedpersonen i 'Ørnen', red.) problem, at han har en heroisk selvopfattelse, hvor det er vigtigere at løse andres problemer end dem, der ligger lige foran ham selv. Hans personlige præmis er, at han jager ydre dæmoner for at slippe for de indre«, fortæller Peter Thorsboe til Pernille Nordstrøm. Brødrene Thorsboe er en slags fastansatte husforfattere på TV-Drama. Det samme er Søren Sveistrup, der kom til afdelingen direkte fra Filmskolens manuskriptlinje i 1997. Han er manden bag 'Nikolaj og Julie', der ligesom 'Rejseholdet' vandt en Emmy for bedste tv-serie. Lige nu er han i gang med at udvikle konceptet til et psykologisk realistisk krimidrama om et barnemord i en provinsby. Den skal være i 12 afsnit og forventes på skærmen i efteråret 2006. Serie-ikoner De lange tv-serier er baseret på et realistisk univers med troværdige karakterer. Derfor er der opstået et stort behov for skuespillere, der behersker den naturalistiske spillestil. Det behov er blevet opfyldt af en ny generation af yngre skuespillere, som i den grad er brudt igennem i både spillefilm og tv-serier. Men der har også vist sig at være brug for etablerede skuespillere, fordi de hos seerne vækker en glædelig genkendelse. »Serierne har på den måde været et udstillingsvindue i branchen for både den nye generation og de ældre skuespillere, der har været væk fra film og tv«, skriver Pernille Nordstrøm. En af de nye 'serie-ikoner', der fik et bemærkelsesværdigt gennembrud i 'Taxa', er Anders W. Berthelsen. Han har siden haft markante roller i spillefilm både herhjemme og i udlandet. Og rollen som Palle From i 'Krøniken' blev skrevet direkte til ham. Kunstnerisk indavl Anders W. Berthelsen hylder det arbejdsmæssige netværk, som opstår under produktionen af lange serier. Men han er også opmærksom på, at det rummer en vis risiko for 'kunstnerisk indavl'. »Hvis vi lukker os om os selv, vil tingene ikke udvikle sig, og seerne vil brække sig over at se på de samme spillere hele tiden. Så kan nedturen komme«, siger han i bogen. Også andre stemmer i 'Fra Riget til Bella' er opmærksomme på succesens faldgruber. Det gælder f.eks. Ole Christian Madsen, der var instruktør på 'Edderkoppen' og flere episoder af 'Taxa' og 'Rejseholdet'. »Hvis man har succes, er man enormt bange for at miste den, og derfor bliver man for forsigtig ... Det klogeste DR kan gøre nu, er at satse på nogle serier, der ikke nødvendigvis skal have høje seertal. For selvfølgelig er det fantastisk med høje seertal, men hvis man går efter det, kommer man til at lave noget bras«, siger Ole Christian Madsen.