Klassikere skal læses på moderne dansk i skolen. Det mener Gyldendal, der har besluttet at opdatere retskrivningen i alle tekster fra før 1948 i den kanon-antologi, de udsender til foråret. Formålet er at lette de danske skoleelevers adgang til den litterære kulturarv. Fra 'vilde' til 'ville' Antologien rummer blandt andet tekster af alle de forfattere, regeringens kanonudvalg har valgt at kanonisere og gøre til obligatorisk stof i folkeskolen og gymnasiet. I alt tæller antologien 11 bind og dækker fra børnehaveklasse til 3. g. »Ordvalget, syntaksen og bøjningerne rører vi ikke ved. Det eneste, vi gør, er at opdatere retskrivningen. Så når Holberg skriver 'udi' i stedet for 'i', bevarer vi 'udi'. Og en politiker kommer også fremover til at hedde en 'politikus' i Holbergs tekster«, siger redaktionschef i Gyldendal Uddannelse Mikael Pedersen. Med retskrivningsreformen i 1948 begyndte man at stave navneord med lille, 'aa' blev afløst af 'å' og 'kunde', 'skulde' og 'vilde' blev til 'kunne', 'skulle' og 'ville'. Sådan bliver retskrivningen nu også i alle de ældre tekster i Gyldendals kanon-antologi. Værdineutralt Og når Peder Palladius (1503-1560) skriver 'haffue', bliver det i Gyldendals antologi til 'have', ligesom 'huad' bliver til 'hvad', og 'huilcke' bliver til 'hvilke'. »Det har været en svær beslutning, og vi har hørt alle toneangivende røster inden for danskfaget først. Men jeg tror meget på, at det er det rigtige at gøre. Retskrivningen er værdineutral og ændrer ikke ved betydningen«. »I England har man gjort det samme med alle Shakespeares tekster, uden at der af den grund er blevet sat spørgsmålstegn ved autenticiteten«, siger Mikael Pedersen. Helligbrøde I en række af teksterne vil forlaget lade en smagsprøve på originalteksten stå. Det kan f.eks. være en strofe af en Kingosalme ved siden af den moderniserede tekst. »På den måde kan man kigge os i kortene og dyrke sproghistorien«, siger Mikael Pedersen. Og indrømmer, at forlaget får travlt, hvis moderniseringerne skal nås, inden bøgerne udkommer i juni. »De gamle stavemåder spærrer unødvendigt for elevernes forståelse af teksterne. Når vi går helt op til 1948, er det, fordi gymnasielærerne siger, at navneord stavet med stort og dobbelt a også er en barriere. Men nogen vil selvfølgelig synes, at det er helligbrøde at røre ved teksterne«, siger han. Forarmelse En af dem er litteraturprofessor Klaus P. Mortensen, der synes, det er unødvendigt at gøre eleverne »dummere end de er«. »Eleverne kan sagtens lære den ældre kode. Historisk har dansk forandret sig. Hvis ikke vi fastholder disse forskelle i sted og tid, så bidrager vi til en forarmelse af kulturen og sproget, som i forvejen er truet. Det gælder også bevidstheden om, at mennesker engang har talt og skrevet et dansk, der er anderledes fra nutidens rigsmål«, siger han. Ifølge Klaus P. Mortensen kunne man nøjes med at modernisere de ældste tekster. Fra og med Kingo burde der ifølge professoren ikke være de store problemer. »Der er ingen grund til at være rigid. At normalisere tekster er nødvendigt, når vi kommer så langt tilbage, at kun specialister kan tyde sproget. Men der er ingen grund til, at vi skal flytte den grænse helt frem til 1948. Ingen ville drømme om at gå ind på Statens Museum for Kunst og rette på et maleri af Wilhelm Bendz, fordi han har sjusket med afbildningen af en hånd«, siger han. Autenticitet Klaus P. Mortensen mener i øvrigt, at problemet med forståelsen af teksterne ligger et helt andet sted. »Forståelsesproblemerne i de ældre tekster ligger ikke i retskrivningen, men i deres forestillingsverden og i nogle af de ord, de bruger. Så hvis man skulle normalisere dem, så skulle man i virkeligheden omdigte dem. Hvilket er en absurd idé«. Kritikeren og forfatteren Jens Andersen, der har skrevet biografien 'Andersen' om H.C. Andersen, mener, at det er en »enormt god idé« at modernisere retskrivningen i kanonteksterne. Da han skrev biografien om H.C. Andersen, lagde han ud med at modernisere retskrivningen i Andersens citater. »Men jeg valgte alligevel at gå tilbage, fordi den oprindelige stavemåde giver en autenticitet. Når man skriver en biografi, er der to stemmer, der taler op imod hinanden. Den, der skriver, og den, der skrives om. Og jeg synes, jeg tabte lidt af hans stemme ved at slå ham om i nudansk«. Fare for fremmedgørelse Men når det handler om en hel tekst eller et større tekstuddrag, der er rettet mod børn og unge, er det tekstens indhold, der er vigtigt, mener han. »Man kan ikke kun se på den tid, teksterne er skabt i. Man må også se på den tid, de skal læses i. Og hvis den gode historie forsvinder i den gamle sprogdragt, så synes jeg, modernisering er vejen frem«. »Vi skal ikke opføre os som kustoder, der opbevarer de gamle tekster i et glasskab. Det er bare med til at forstærke fremmedgørelsen over for litteraturarven. Hvis der var tale om gendigtning, var det selvfølgelig en anden snak. Man skal ikke gå ind og skrive pc i stedet for pen og blækhus«. Ingen tændstikker I bestyrelsen for Dansklærerforeningens gymnasiesektion har man flittigt diskuteret moderniseringen af teksterne i Gyldendals kanon-antologi. Og er endt med at synes, at det er en god idé. Så længe 'Den lille pige med svovlstikkerne' ikke kommer til at hedde 'Den lille pige med tændstikkerne'. »Men 'pige' og 'svovlstikker' kan man godt stave med lille begyndelsesbogstav«, siger formanden for gymnasiesektionen, Søren Peter Hansen. Han henviser til, at både folkeviserne og salmebogen er blevet moderniseret for længst. Og understreger, at det er vigtigt, at der stadig er smagsprøver på den gamle stavemåde, så eleverne kan se, hvordan det så ud før. Sommerfuglestøv »Der er gode argumenter for at modernisere og gode argumenter for at lade være. Man kan miste den duft af lavendler, der stiger op fra skuffen, når man åbner den for at læse Blicher«. »Men selv om noget af tekstens atmosfære kan gå tabt, synes vi ikke, der er nogen grund til at fastholde barrieren over for de ældre tekster. Vi skal jo ikke uddanne filologer i gymnasiet«. Eller som litteraturprofessor og medlem af regeringens kanonudvalg Thomas Bredsdorff siger: »De, der frygter, at de gamle tekster mister sommerfuglestøvet, vil opdage, at det bare er ganske almindeligt støv, der forsvinder«.