Politikerbiografen, den, som altid stirrer på én fra boghandlerens udstillingsvindue, minder ikke så lidt om politikerportrættet i guldramme. For ligesom man helst skal være en central person for at blive malet, skal der ved bogudgivelsen også være noget væsentligt at skrive om: Det vil sige en karrierekurve, der skråner den rigtige vej, en magtfuld position, der gør indtryk, og en samfundsmæssig indflydelse, i hvert fald målt på den historiske kortdistance. Fire bøger i rap Ellers er der ingen regler. Mogens Lykketoft blev f.eks. først bogaktuel, da han overtog formandsposten i Socialdemokratiet. Til gengæld kom der så to monografier om ham næsten på én gang. Peter Brixtofte derimod blev først aktuel, da han forlod borgmesterposten. Til gengæld kom der så hele fire bøger om affæren inden for et halvt år, inklusive Brixtoftes egen version. Strategiske overvejelser Både i bogen og i billedet ønsker den, der portrætteres, at tage sig bedst muligt ud. Ikke noget mærkeligt i det. Den, der stiller sig til rådighed for enten et minde i olie eller tryksværte, vil gerne fremtræde ærlig, værdig, betydningsfuld og - pæn. Et billede skal jo også være et forbillede. Ingen må blive frastødt af synet. Så længe man stadig er aktiv i politik, er der også valgkampens strategiske overvejelser at tænke på. Og efter valget er der altid eftermælet. Foruden den almindelige forfængelighed. Magtens korridorer Men her stopper så også lighederne mellem det malede og det skrevne portræt. Det er ikke markedet, der afgør, om en politiker skal foreviges på et lærred. Den afgørelse ligger i Folketingets Kunstudvalg, i modellens eget parti, i en kommunalbestyrelse eller en anden politisk instans med fri adgang til offentlige midler foruden en kunstner, der ikke kun maler abstrakt. Men det er bogmarkedet, der afgør, om historien om en bestemt politiker, fra barndommens gade til magtens korridorer, umiddelbart er så god en forretning, at et forlag tør investere både papir og penge i den. Det hører i hvert fald til undtagelserne, at initiativet kommer fra politikeren selv. Der er ingen hertillands, der i stil med Italiens ministerpræsident, Silvio Berlusconi, bare kan producere en biografi og så efterfølgende postomdele den til landets værgeløse husstande. Det skulle da lige være Dyne-Larsen. Det er ikke helt det samme, som at en politiker bare sætter sig ned og skriver sine erindringer, som bl.a. Uffe Ellemann-Jensen og Poul Nyrup Rasmussen har gjort. Ufrivilligt komisk Mens det næppe nogensinde er sket i Danmark, at en politiker er blevet malet mod sin vilje og tilmed af en kunstner, som modellen gerne havde set i et andet erhverv, er det ikke spor usædvanligt, at en politiker biograferes uden selv at medvirke. Ja, politikeren kan være direkte imod det. Det gør ikke nødvendigvis resultatet dårligere - og især ikke mindre kritisk. Men det betyder, at forfatterne er nægtet adgang til projektets væsentligste informationskilde. Det var eksempelvis vilkårene, da Louise Detlefsen og Christina Lopes i 1997 skrev deres ikke helt ukritiske biografi om kvinden og politikeren Ritt Bjerregaard. Ritt stod ikke parat på sidelinjen, men bogen fik ikke desto mindre en bedre medfart i Politiken end forgængeren Susi Frasteins 'Ritt - Portræt af en politiker' fra 1986. Sidstnævnte biografi blev af Carsten Jensen udnævnt til at være ufrivilligt komisk og forstemmende i sin narcissisme og ubevidste selvudlevering. Og han sluttede af med denne kanonade: »Hvis de foreliggende bøger om Jens Otto og Ritt virkelig er 68-generationens svar på Socialdemokratiets krise i firserne, burde generationen skamme sig. Når den ikke gør det, skyldes det sikkert, at den eneste farve, kamæleoner ikke kender, er rødmen«. Siden har i hvert fald Jens Otto Krag fået sat sit værdige monument - af faghistorikeren Bo Lidegaard i et tobindsværk, der er blevet fremhævet som noget af det bedste inden for den biografiske genre i Danmark. Men her har hovedpersonen heller ikke kunnet blande sig og protestere mod skildringen af den menneskelige og sociale nedtur, der blev en stor karrieres sørgelige slutkapitel. Problemet med nulevende Det er naturligvis en noget anden opgave at skrive om en politiker, der ikke er gledet over i historien, men stadig sidder på toppen af samfundet og trækker i trådene, som Anders Fogh Rasmussen. Mens den første biografi om vor nuværende statsminister - af Thomas Larsen - baserede sig på en række samtaler med Fogh, gik Anne Sofie Kragh grundigere til værks i sin bog fra 2004 og interviewede ca. 180 personer, inklusive titelfiguren selv. Hun fik endog statsministerens bror, Peter, til at sige: »Jeg tror ikke, at der er nogen, der kommer helt ind på ham (...) Jeg er ikke tæt på ham, jeg kender ham bare«. Med disse ord fik hun præsenteret en endog usædvanlig blufærdig person, som hellere ville brække en arm på langs end blotte sine følelser og inderste tanker. Det fik Per Michael Jespersen til at skrive i Politiken: »I dén sætning har vi samtidig biografiens begrænsning. For hvordan kommer man ind under huden på en person, der stritter imod, når nogen forsøger at trænge ind? Det gør man ikke ... Men man kan gøre noget andet: Beskrive de vilkår, hovedpersonen er vokset op under, og bruge disse til at forstå, hvorfor han handler, som han gør. Og det har Anne Sofie Kragh gjort overbevisende«. Anne Sofie Kraghs bog blev flot modtaget af en presse, der ikke altid har varmet sig ved regeringens politik. Bag ansigtet En politikerbiografi er også historien om, hvordan en bestemt politisk ideologi er blevet repræsenteret og håndteret af en bestemt person. Og hvis man ikke har noget tilovers for hverken ideologien eller personen, bliver modtagelsen naturligvis farvet af det, også selv om selve bogen hæver sig over det ikke alt for imponerende litterære gennemsnit for politiske biografier. Det gjaldt Politikens anmeldelse af Nikolaj Sommer og Sune Aagaards bog: 'Succes - Historien om Pia Kjærsgaard' fra 2003. Jacob Fuglsang skrev om de to forfattere: »De har valgt at beskrive Kjærsgaard som en succeshistorie. Og det er hun også, i den forstand at hun fra at være dømt ude nu leder Danmarks tredjestørste parti og gør sin indflydelse gældende mere end nogensinde. Men vejen har ikke været den mest ambitiøse, brolagt som den er med smålighed, national retorik og ved at udpege 'de fremmede' som syndebukke«. »Hvis det er et succeskriterium at tale til befolkningens laveste fællesnævner, er Kjærsgaard en succes. Ellers ikke. Læseren kommer bag ansigtet på bogens omslag. Kun for at konstatere, at det heller ikke er et kønt syn«. Smuk eller ej, sympati eller ej, også i bogform gik Pia Kjærsgaard som varmt brød. Direkte utroværdigt En biografi kan også understrege grelle modsætninger mellem karrierens officielle portræt og så det mere personlige indtryk. Jacob Fuglsang kunne i hvert fald notere en forskel mellem sin egen journalistiske erfaring med integrationsminister Bertel Haarder og så den skønmalende version, som forfatterne Mikael Børsting og Andreas Karker lod Haarder slippe igennem med i 2004. Han skrev: »'Vinklingen', som det hedder i fagsproget, skærer det fra, som ikke passer i billedet. Det fungerer fint i en portrætartikel i B.T., hvor Mikael Børsting og Andreas Karker er ansat, men det bliver anstrengt - og visse steder direkte utroværdigt - over 240 sider«. »Det bliver utroværdigt, når Bertel får lov til at overspille sine spontane sider og fremstille nidkærheden over for kritiske journalister som båret af engagement. Det er jo også simpelt hen et forsøg på at øve pression over for journalister og give offentligheden ministerens version af sagen. Sagen er jo, at Bertel Haarder er en landets mest drevne debattører og sin egen spindoktor«. Herlig pligtlæsning Journalisten Thomas Larsen er en af landets mest professionelle leverandører af politiske samtidsbiografier. Han har bl.a. skrevet om Niels Helveg Petersen (sammen med Michael Kristiansen), Auken-familien, Anders Fogh Rasmussen, Uffe Ellemann-Jensen og Mogens Lykketoft, hvilket beviser, at en forfatter i denne særlige genre åbenbart ikke afkræves en bestemt partibog. Biografien om Lykketoft fra 2003 kaldte Politikens Jakob Nielsen »overvejende - velskrevet« og »det bedste bud på, hvad han egentlig er for én, ham med fipskægget, der gerne vil være vores næste statsminister«. Bogen blev ligefrem udnævnt til »herlig pligtlæsning for enhver politisk interesseret«. Og det var en del pænere ord end dem, som Jes Stein Pedersen samme år i samme avis hæftede på Erik Holsteins konkurrerende udgivelse, 'Fyrsten': »Resultatet er blevet endnu en af disse politiske biografier, der ikke kan bruges til ret meget andet end at producere nyhedstelegrammer og bidrage til at skabe myter«. »Holstein er så optaget af at fremmane et bestemt billede af magtmennesket Lykketoft, at dennes notoriske indsats som Socialdemokratiets velfærdsstrateg gennem 20-30 år fortoner sig«. Den flertydige sandhed Den politiske litteratur er så meget andet end kun biografier. Den kan forme sig som et personligt opgør med fortiden, som f.eks. Bettina Heltbergs bog 'Hvor der handles. Erindringsbilleder' fra 1996. Her kommer hun med sin egen version af det socialdemokratiske formandsopgør, som kostede hendes tidligere mand, Svend Auken, partiets bedste taburet. Den kan være den bredt udfoldede ideologikritiske historie om velfærdsdemokratiet, som Henning Fonsmark kom med i sin bog 'Historien om den danske utopi' i 1990. Eller den kan have manifestets karakter og være en politisk handlingsplan, en særlig liberal strategi som Anders Fogh Rasmussens meget omtalte og heftigt udskældte 'Fra socialstat til minimalstat'. Den fik, så hatten passede, i 1993 (se faktaboksen). Men den politiske litteratur kan også bare være det bogførte møde mellem to modsætninger, f.eks. mellem Naser Khader, Danmarks mest perfekte indvandrer, og så tidligere overrabbiner Bent Melchior, som har et noget varmere forhold til Israel end Khaders landsmænd. Hanne Barslunds iscenesættelse af dette møde i 2003 kaldte Politikens Bjørn Bredal »den mest spændende og vedkommende dialog-bog, jeg mindes at have læst«. Det gælder politiske biografier, som det gælder alle andre udgivelser på bogmarkedet. De er at foretrække, når de både er spændende og vedkommende. Og så sandfærdige, som bøger af det emne overhovedet kan blive. For i politik er der altid mere end én sandhed. Som bekendt.