Man er langt ude på landet i en af Indiens fattigste stater. I en landsby, hvor stammefolkene endnu lever, som man gjorde på landet i Danmark for flere hundrede år siden. Man går nysgerrigt rundt med en underlig følelse af gensynsglæde. Landsbyen ligger i bunden af en dal. Op langs bjergsiderne er jorden dyrket på terrasser. På det dyrkede areal neden for bjergene går kvinder og mænd i vand til knæene og planter ris. En ung pige henter vand i en spand, børn bader i en lille sø. Bagheeras klipper Det er vinter i Orissa netop nu, og om vinteren planter man ikke ris, for ris kræver vand, og den kommer først med monsunen, men folkene her er løftet ud af årstidernes tvang. Vandet risler ned ad bjergene året rundt, det vander marker, drikkes af dyr og mennesker, og efter arbejdet i marken går landsbyens tilmudrede bønder hundrede meter op ad bjerget og bader i det fri under små vandfald. 24 timer tidligere gik man tur med sin frue ovre i Europa. Nu er man i Indien! Og ikke bare i Indien, men i det tidlige Indien, for bag et lerklinet hus får man øje på nogle klipper, man har kendt næsten hele sit liv. Præcis de klipper, Bagheera, den sorte panter, plejer at hvile sig på. Lianer hænger ned fra oven, stedet henligger i skygge med glimt af sollys. Indre junglebilleder »Det er helt perfekt, det må have været lige her, Kipling fik ideen«, tænker man, og det er naturligvis 'Junglebogen', man har i tankerne. I Bibliopatens morfars bibliotek hjemme i privaten på Hulgårdsvej i København NV stod en hyldemeter Kipling. Indbundet i sort læder med guldbogstaver bagpå. De stod ved siden af to hyldemeter Jack London i den kendte udgave i lysebrunt læder med to røde felter på ryggen. Den lille bibliopat satte altid 'Junglebogen' af Kipling ved siden af 'Ulvehunden' af Jack London, så overgangen mellem de to forfattere og fra Indien til Nordamerika var bedst mulig, og der gik i hvert fald ti år med indre junglebilleder, før Disneys pragtfulde film begyndte koloniseringen af de billeddannende centre i ens hoved. Ugidelige elefanter For Bibliopaten havde Indien indtil besøget i landsbyen været menneskemylder, rødt støv og fuldstændig sindssyg trafik (uanset hvilken side de kører i, er det altid den forkerte). Men langtfra mainstreamturismen, ude hvor der den dag i dag bor vilde tigre, elefanter og aber, er det stadig muligt at opleve den totale Mowglificering i nogle minutter. Vel hjemme i velfærdsparadiset igen er stunden, hvor man lå på de arkaiske panterklipper og stirrede op i trækronerne, en dyrebar skat. Forbrugsfest med Lykketoft eller Fogh Rasmussen? Her i hulen sætter vi kryds ved Mowgli. Navnet på Bibliopatens guide, der er aktiv i en lokal græsrodsorganisation, der gør, hvad den kan, for at hjælpe fattige børn, lyder som Shangrila. Dér i bilen spørger man Shangrila om, han har læst 'Junglebogen'? Det har han ikke. Faktisk lykkes det ikke på noget tidspunkt at finde en eneste inder, der ved, hvem Rudyard Kipling er, endsige har læst nogen af hans bøger. Men o.k. Shangrila har faktisk set filmen engang, og han kan godt lide den. Samme Shangrila er tre gange i sit liv rendt på en tiger. Ikke ude i vildnisset, men på vejen, mens han kørte på knallert. »Jeg dyttede bare, så blev de forskrækkede«, griner den gemytlige inder, der engang holdt i kø på en landevej, fordi en ugidelig elefant og dens to unger havde valgt at tage sig en daglang slapper midt på vejen! Apropos elefanter spejdede vi forgæves efter den grågrønne, grumsede Limpopo-flod, hvor elefanten jo ifølge Kipling fik sin snabel. Men så kom vi i tanke om, at den flod jo ligger i Afrika. »Go to the banks of the great grey-green, greasy Limpopo River, all set about with fever-trees«, som Kolokolofuglen sagde til den lille stumpnæse. Ulykkeligt ægteskab = stor forfatter Rudyard Kipling (1865-1936) blev født i Bombay. Hans far var lærer på en kunsthåndværkerskole. Rudyard, der blev kaldt Ruddy, blev plejet af en ayah, som lærte ham hindustani som hans førstesprog. Da han var seks år gammel, anbragte hans forældre ham på en kostskole i Southsea i England. Efter at have været på militærakademiet i Devon, vendte Kipling, der var svagsynet, som syttenårig tilbage til Indien, hvor han fik arbejde som journalist. Dels i Lahore på Civil and Military Gazette, dels som redaktør og oversøisk korrespondent på Pioneer, der blev udgivet i Allahabad. Som journalist rejste han Indien tyndt, og han erhvervede sig en dyb viden om hinduernes kultur, deres skikke og traditioner, ligesom han fik kendskab til den meget militære britiske kultur. I firserne begyndte han at publicere sine noveller, der gik som varmt brød i England. Han tog tilbage dertil 1889 og blev hyldet som Dickens' arvtager, han blev gift i 1892, flyttede til USA, men Kipling kunne ikke udholde Amerika, så familien endte med at slå sig ned i Sussex i England. Ægteskabet var ikke lykkeligt, og måske var det derfor, Kipling forsvandt ind i sin indiske jungle og kom ud igen med 'Junglebogen' (1894) og 'Den ny Junglebog' (1895). Da han i 1907, som den første englænder, blev tildelt Nobelprisen i litteratur, blev det fremhævet, at hans bøger havde gjort mere for at bringe Indien hjem til den engelske nation end selveste Suezkanalen. Her i hulen spørger vi os selv, om det mon er en naturlov, at der skal et ulykkeligt ægteskab til, for at forfattere kan skabe stor litteratur? Næste uge: H.C. Andersen i Bhubaneshwar! Quiz 1: En anden verdensberømt englænder med baggrund i Indien gjorde i 1936 op med Kiplings syn på verden, som han mente romantiserede imperialismen. Hvem var forfatteren? Quiz 2: Amerikansk roman fra 1908 som foregriber den fascistiske udvikling? Venskab på trods Kære Bibliopat. Citatet 'Oh, East is East' osv. stammer fra Kiplings 'The Ballad of East and West' og bliver af og til brugt for at karakterisere vesterlændinges imperialistiske holdning til fremmede folkeslag. Måske dog ikke helt med rette. Kipling var da imperialist i sin tid, født som han var i 1865, men verden er en anden i dag, og ironisk nok handler dette digt om, at der kan opstå venskab mellem mænd på trods af barrieren mellem øst og vest. Kiplings 'måske bedste roman' er 'Kim'. Dog, kære Bibliopat, hovedpersonen er selvsagt ikke den forældreløse søn af en irsk officer (altså af en sahib), men af en irsk sergent og en engelsk barnepige. Drengen trives højst upassende med at leve som inder blandt indere frem for blandt briterne, og forfatterens skildringer af det orientalske persongalleri har varme og liv. En fin introduktion til forfatteren er C.A. Bodelsens biografi 'Kipling' fra 1964. Med venlig hilsen Klaus Groos, Allerød Ulovlige minder Forunderlige Bibliopat. Du spørger i Øst - jeg svarer i Vest, men ender i Øst. Med en Mama, der var drengespejder - i begge ordets betydninger - provokerer du mig til besvarelse. Hun havde Kipling på stribe i reolen, og tre hunde i rap hed Puk (Puck of Pook's Hill). Jeg har engang spottet det betydningsladede citat, du fremlyser i hendes årsagenda for det grumme år 1939. Citatet er lånt fra ét af Kipling' fortræffelige digte, 'The Ballad of East and West', det står på side 231 i 'Rudyard Kipling's Verse', 1885-1932, fra 1934, hvis du kan finde den i kælderen. Til min 7-års fødselsdag gav hun mig en spejderdolk, som i dag ville være klart ulovlig og heldigvis i den sammenhæng er bortkommet ... sikke tider vi gennemlever: Éns kære barndomsminder er ulovlige! Oh, mores, mor. Min nyeste Kipling-akkvisition er Charles Carringtons 'Rudyard Kipling - His Life and Work', Pelican Books, 1970. 10 kroner. I januar 2005. På ét af de såkaldt hollandske bogmarkeder, der er ren benzin på bålet for bibliopater. W.C. Fields klagede over, at leveomkostningerne var steget med så-og-så-meget pr. flaske. Når så vel spiritus som Kipling fås til lavpris nær Gammel Strand, hvor ender vi så - der øst for Suez, ved den blå Mulmeinpagode, looking lazy at the sea ...? Med velbegrundet melankoli, din Evan Bogan Endelig en victorianer Kære Bibliopat. Det glædede mig gevaldigt, at du spørger til en victorianer denne gang. Det er Rudyard Kipling, der i sin 'Ballad of East and West' fra 1892 ikke mente, at øst og vest kunne mødes. Hans bedste roman er vel 'Junglebogen', mens jeg nok holder mest af 'Stilk & Co.', fordi han her omtaler Robert Smith Surtees, som var samtidig med Dickens, og som leverede inspirationen til Pickwick Klubben. Surtees er næsten helt glemt, om end man i England har lavet et selskab til hans ære og hvert år afholder en festmiddag for medlemmerne. (PS Jeg vil lige nævne, at jeg er eneste danske medlem af dette selskab, The R.S. Surtees Society). Med venlig hilsen Kirsten Seeger, Østermarie Hvad blev der af Shirley Temple? Kære Bibliopat. Hvis man skulle have glemt ophavsmanden til citatet i quiz 1, »Øst er øst ...«, kom man da i tanke om det, når Rudyard Kipling netop nævnes i quiz 2. I 1937 så jeg en amerikansk filmatisering af Wee Willie Winkie. Godt nok var det forældreløse barn i filmen en pige, men hvilke friheder tillod John Ford sig ikke over for en klassisk roman, når han nu i sin 'stald' havde den yndige barnestjerne Shirley Temple! Det er uden tvivl den roman, Bibliopaten hentyder til - også fordi adjektivet wee i titlen er så typisk irsk, hvor englændere i almindelighed bruger little. Hvad blev der for resten af Shirley Temple? Hun gik vist ind i politik og senere i diplomatiet. Hvis hun lever endnu, er hun 75 år. Venlig hilsen Erik Grandjean, Charlottenlund Svært at sluge Kære Bibliopat. Første linje af Kiplings digt 'The Ballad of East and West' (1896) er nærmest blevet et ordsprog. De fire linjer indleder og afslutter med dramatisk eftertryk en historie fra imperiets urolige grænser. En stammehøvding bortfører oberstens dyrebare yndlingshest, og oberstens søn sætter efter ham ene mand, til hans hest styrter under ham. Høvdingen hjælper ædelt oberstens søn op og gør det klart, at forfølgeren kun er nået så langt, fordi høvdingen har holdt sine krigere tilbage i anerkendelse af hans tapperhed. De to føler først hinanden på tænderne og overgår derefter hinanden i ædelmodighed. Som blodbrødre ender de tidligere fjender med at udveksle gaver, og høvdingens eneste søn følger med oberstens søn tilbage med faderligt påbud om at vogte ham med sit eget liv. Digtet er skrevet med Kiplings eminente sans for rytme og mundrethed, men indholdet er unægtelig svært at sluge i dag. Svaret på spørgsmål 2 må være Kiplings roman 'Kim', som jeg ikke har læst. Venlig hilsen Eva Ersbøll