Margaret Ford havde allerede i foråret 2003 fået en stak fotokopier af de 16 bøger, som hendes diskrete kunde fra Tyskland ønskede at sælge på Christie's næste bogauktion. Hun havde kigget på dem med stor interesse, og særligt fotokopierne af én bog tiltrak sig bogekspertens opmærksomhed: Det var førsteudgaven af bogen 'Propalladia', skrevet af den spanske dramatiker Bartolomé de Torres Naharro, trykt i Napoli i 1517 - et gammelt betydningsfuldt værk inden for den europæiske teaterteoris historie. Værdi: 500.000 kr. Hun havde gjort et par hurtige opslag i en håndbog og havde konkluderet, at der var tale om en overordentlig sjælden bog. Og en overordentlig værdifuld bog. Hele sendingen kunne sælges for 240.000 pund. Eller det, der svarede til over to en halv million danske kroner. Uden bemærkninger Som sædvanlig var det uden bemærkninger, uden krav, uden en lyd, at Silke Albrecht havde fået fragtet en pakke med bøger til Christie's i London. Det var en torsdag først i september, at Margaret Ford tog bogstakken frem på sit lille kontor i Christie's bogafdeling. Ved sit skrivebord, snildt gelejdet ind mellem to brede bogreoler, satte hun sig og arbejdede til et godt stykke ud på aftenen. Kongelige våbenskjolde Hun begyndte sin rutine med det spanske værk. Kiggede den store, flade bog indgående efter. Kiggede efter kendetegn. Kiggede efter stempler eller andre mærker, der kunne fortælle noget om bogens vandring fra ejer til ejer. Den var komplet og i perfekt stand, konstaterede hun. Den havde en helt almindelig brun 1700-tals indbinding. På en af de første sider var højre hjørne klippet af. Hun tog et par andre bøger fra forsendelsen frem. I to af dem var der på bogryggene indgraveret et våbenskjold - en krone med to figurer på hver side. To mænd med nøgne overkroppe. Bøgerne måtte oprindeligt stamme fra en kongelig samling, tænkte Margaret Ford. Men vidste også, at eftersom tiden havde budt på et væld af våbenskjolde fra de europæiske kongehuse, ville det blive svært, måske endda umuligt at spore, hvilket der var tale om. Alligevel hev hun en tyk bog med et slidt, blåt smudsomslag frem. Det var et opslagsværk med kongelige våbenskjolde og monogrammer fra Europas historie - måske kunne hun finde noget interessant her. Madrid og København Mange af skjoldene var udstyret med løver, drager, sværd. Der var kun ganske få med menneskefigurer. Et af dem var fra Danmark. Næste dag tog Margaret Ford hen på British Library, hvor hun satte sig på en af nationalbibliotekets tyste læsesale. Her lånte hun en moderne version af 'Propalladia', som rummede en bibliografisk gennemgang af værkets forskellige udgaver gennem tiden. Og hun begyndte at læse de udførlige beskrivelser af bevarede eksemplarer af den førsteudgave, som blev trykt i Napoli i 1517. Hun tog et blankt stykke papir frem og begyndte med små pertentlige bogstaver at notere oplysninger ned med en blyant. Der var kun to kendte eksemplarer af førsteudgaven tilbage, læste hun. Et ukomplet på det spanske nationalbibliotek i Madrid og et i København. »Kongelige Bibliotek«, skrev hun. Bogen, som nationalbiblioteket i Danmark ejede, var det eneste perfekte eksemplar tilbage i verden, stod der. Det afklippede hjørne Måske er det et ukendt perfekt eksemplar, vi har fået, spekulerede Margaret Ford og tænkte over, hvor fantastisk det ville være, hvis det viste sig, at der faktisk fandtes tre - og ikke kun to - bevarede eksemplarer af førsteudgaven. Hun læste videre: På en af de første sider i det fuldkomne eksemplar var noteret en pris - formentlig seks engelske pund - som var bogens pris, dengang grev Otto Thott købte bogen fra bogsamleren Osbornes bogsamling, inden han gav den videre til det danske kongelige bibliotek. Margaret Ford kendte godt til Osbornes enorme bogsamling og vidste, at han havde for vane - nærmest som et kendemærke - at klippe de hjørner i sine bøger af, hvor bøgernes pris havde stået. Blyantsspidsen bevægede sig hen over papiret: »Almindelig 1700-indbinding«, noterede hun sig. Og så standsede hun op. Christie's eksemplar af bogen, som lå hjemme på hendes kontor i King Street, havde et almindeligt omslag fra 1700-tallet. Og et afklippet hjørne. Bogeksperten studsede. Og stillede sig selv det bekymrende spørgsmål: »Hvad hvis det her er Københavner-eksemplaret?«. Og så var det, hun kom i tanke om våbenskjoldet på nogle af de andre bøger i Silke Albrechts forsendelse. Mistanke om tyveri I afdelingen for sjældne bøger på British Library stod en katalog over inkunabler og andre gamle bøger, som hørte hjemme på Det Kongelige Bibliotek i Danmark. Margaret Ford fandt katalogen frem. Og dér var det: Et kongemærke - et våbenskjold - som prægede nogle af de fine, gamle bøger på det danske bibliotek. En krone og to menneskeskikkelser. I samme øjeblik blev hun klar over det. 'Propalladia' måtte være stjålet. Hun smækkede sine bøger sammen, hastede ud af biblioteket, hen ad Euston Road, ned i undergrunden, ned under Londons vrimlende gader. Først kom chokket. Bagefter følelsen af at være forrådt. De måtte til bunds. Hun måtte tilbage til Christie's og finde ud af, hvordan tingene hang sammen. Hun måtte finde ud af, hvordan det kunne ske, at en bog fra den kongelige danske samling var havnet på hendes skrivebord; hvordan den kunde, hun havde arbejdet for igennem fem år, havde fået fat i den. »Måske«, overvejede Margaret Ford på vej tilbage i metroen, »måske er der en forklaring«. Men hun troede ikke på det selv. Hun steg ud af toget, gik op ad rulletrapperne, ind og ud mellem fredagens travlhed af mennesker i målrettede baner, tilbage ad King Street. Så snart hun var kommet inden for døren, gik hun direkte op til sit skrivebord og ringede til husets juridiske afdeling. Det var efterhånden blevet sent på dagen, og derfor aftalte hun med juristen at ringe til Danmarks nationalbibliotek mandag morgen. Hun kunne næsten ikke vente, til weekenden var ovre. Vil ikke forstyrres Salen var spækket med biblioteksfolk. De 113 mødedeltagere havde netop spist rundstykker og drukket kaffe, og nu havde de taget plads i Vingstedcentrets mørkegrønne stole, klar til at høre departementschefen fra Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udvikling holde sin åbningstale. Det var årsmøde i Danmarks Forskningsbiblioteksforening, og også Erland Kolding Nielsen havde taget turen til Vejle-egnen for at deltage. Som sædvanlig havde biblioteksdirektøren slukket sin mobiltelefon - det var intet mindre end uforskammet at have sin telefon tændt under et møde, mente han, og var desuden af den opfattelse, at en mobiltelefon var beregnet til envejskommunikation: fra ham og til hvem, han måtte ønske at få fat på. Da en receptionist fra Vingstedcentret midt under talen sneg sig ind og stak en seddel i hånden på Erland Kolding Nielsen med besked om straks at ringe til chefsikringsrådgiveren på Det Kongelige Bibliotek, blev han da også voldsomt irriteret; de vidste udmærket hjemme på biblioteket, at han ikke ville forstyrres, når han var til møde. Alligevel forlod direktøren auditoriet med den talende departementschef for at telefonere. Ifølge sedlen drejede det sig om en særdeles vigtig sag. I den uge, der var gået, siden Margaret Ford havde gjort sin opdagelse på British Library, havde hun flere gange forsøgt at få fat i nogen på Det Kongelige Bibliotek i Danmark, der kunne hjælpe hende med at finde ud af, om biblioteket manglede sit eksemplar af . Men først torsdag 11. september fik hun fat i direktørens sekretær, der stillede hende videre til chefsikringsrådgiver Jesper Düring Jørgensens telefon. Udvisket katalogsignatur Kvinden fra Christie's havde forklaret, at hun havde modtaget en sjælden bog, som der øjensynligt kun fandtes to eksemplarer af i verden. Et defekt eksemplar i Madrid og et fuldstændigt eksemplar i København. Enten var der tale om københavnereksemplaret, eller også var det en verdenssensation. Så fandtes der tre eksemplarer af i førsteudgaven. Margaret Ford havde ikke fortalt, hvor hun havde sin viden om bogen fra, eller hvem, der havde sendt bogen til hende. Hun havde blot bedt Jesper Düring Jørgensen konstatere, om Det Kongelige Biblioteks udgave af bogen stod på hylden, hvor den skulle. I den digre mappe med kopier af mangellisterne over bibliotekets forsvundne værker, havde Jesper Düring Jørgensen slået op og konstateret, at det fine bogeksemplar med katalognummer 16, - 36 var konstateret bortkommet under isvinteren i 1979. Han havde straks ringet tilbage til Margaret Ford og spurgt hende, om der stod en katalogsignatur på indersiden af permen i øverste venstre hjørne. Margaret Ford havde tjekket efter: Det så ganske rigtigt ud, som om der havde stået noget, men nogen havde visket det ud. Hold siden op mod lyset, havde chefsikringsrådgiveren instrueret Margaret Ford. Han vidste, at katalogsignaturerne i 19. århundrede blev skrevet ind i bøgerne med hård blyant, og selv hvis tallene blev visket ud, ville man stadig kunne ane mærkerne i papiret efter blyanten. Fluks til London I det kongelige danske eksemplar af stod der et 1-tal først i katalogsignaturen, havde Jesper Düring Jørgensen forklaret bogeksperten. I den anden ende af røret havde Margaret Ford svaret, at det faktisk så ud som om, der engang havde stået et 1-tal. Og derefter et 6-tal. Et komma. En streg. Og til sidst tallet 36. Over telefonen fra Vingstedcentret lyttede Erland Kolding Nielsen spændt til Jesper Düring Jørgensens fortælling. Margaret Ford havde fortalt, at der også var tre andre bøger i hendes bogforsendelse, som muligvis kunne stamme fra Det Kongelige Bibliotek. I alle tre stod katalogsignaturen stadig anført med blyant. Direktøren og sikringsrådgiveren besluttede, at Jesper Düring Jørgensen straks skulle rejse til London med Susanne Budde, afdelingsbibliotekar i bibliotekets Håndskriftafdeling, for at inspicere bøgerne. Men alle flybilletter til London var udsolgt om fredagen, så de to ankom først til den britiske hovedstad søndag aften 14. september. Diskretion en æressag Bøgerne lå på et bord i lyset fra to vinduer. Lyden af Londons gader kunne ikke høres i det tyste mørkeblå udstillingsværelse, da Margaret Ford viste sine to gæster fra København ind. Allerede inden Susanne Budde var gået de seks-syv skridt hen over det røde gulvtæppe, hen til vinduerne, kunne hun se det: De 16 bøger på bordet lignede 16 bøger, som burde stå på Det Kongelige Bibliotek. Der lå blandt andet en stor, brun bog med Christian 7.'s kongemonogram præget på ryggen. Der lå et lille Luther-skrift stemplet med det danske rigsvåben. Der lå 'Auslegung der Zehen gepot', som blev katalogiseret i Frederik 3.'s regeringstid. Der lå en bog i rødt gedeskind med guldkant og et greveligt exlibris, der lå en bog af Erasmus af Rotterdam med rødt farvet pergamentpapir, der lå 'Fables nouvelles' af Antoine Houdar de La Motte med Det Kongelige Biblioteks intakte signatur. Tomands-delegationen fra Danmark spurgte Margaret Ford, hvordan bøgerne var havnet hos hende i London. Men både Christie's bogekspert og auktionhusets sikringschef klappede på diplomatisk vis i. Fra København havde Jesper Düring Jørgensen underrettet Interpol om fundet, og Scotland Yards Art and Antique Squad ville sørge for, at bøgerne ikke blev sat til salg. Alligevel ønskede Christie's ikke afsløre noget om sin kunde, førend en dommer havde givet sin tilladelse til, at politiet kunne beslaglægge bøgerne. Ligesom i resten af auktionsverdenen var diskretion et yderst vigtigt forretningsprincip i huset på King Street. En enkelt oplysning fik de to danskere imidlertid om de 16 bøger: En person havde ringet til Christie's for at høre, om man her var interesseret i at sælge bøgerne, hvorefter de var blevet sendt med fragtmand til London. Håndfast spor i mysteriet Margaret Ford havde også nogle spørgsmål til de danske biblioteksfolk. »Det er mærkeligt. Jeg kan simpelthen ikke se nogen spor efter stempler, som er blevet fjernet«, sagde hun til Jesper Düring Jørgensen og forklarede, hvordan hun med ultraviolet lys havde undersøgt bøgerne for skygger, der kunne afsløre mærker efter stempler, som nogen havde fjernet. Den danske chefsikringsrådgiver svarede, at bøgerne fra gammel tid var blevet stemplet med enten kongemonogrammet, rigsvåbnet eller bibliotekets ejermærke, og at Det Kongelige Bibliotek først fra omkring år 1900 var begyndt at stemple sine bøger. Herefter blev de ældre bøger stemplet, hvis de skulle lånes ud - og det var åbenbart aldrig sket med værket af Bartolomé de Torres Naharro. Havde eksemplaret af ikke været det eneste komplette i verden, funderede Margaret Ford, havde Christie's stadig solgt bøger for Silke Albrecht. For første gang i hen ved 30 år havde et håndfast spor i biblioteksmysteriet vist sig. Og Erland Kolding Nilsen besluttede sig for, at ingen oplysninger måtte slippe ud. Han, Susanne Budde og Jesper Düring Jørgensen måtte holde kortene aldeles tæt til kroppen - et sted derude sad en tyv, som ikke måtte fatte den mindste mistanke. Da chefsikringsrådgiveren og afdelingsbibliotekaren vendte hjem fra London dagen efter deres visit på King Street, aflagde de rapport på direktørens kontor øverst i Den Sorte Diamant og blev derefter sendt ned på deres egne kontorer for at lave grundige beskrivelser af, hvordan man kunne konstatere, at bøgerne rent faktisk tilhørte Det Kongelige Bibliotek. Politiet: ingen sag Næste dag blev en stak papirer med overskriften Anmeldelse af tyveri fra Det Kongelige Bibliotek i al hemmelighed afleveret på Københavns politigård i afdeling C. Politiets jurister gik anmeldelsen igennem. Og så besluttede de sig for, at de ikke ville tage sagen. Tyverierne havde ifølge bibliotekets politianmeldelse fundet sted omkring 1975, og derfor var sagen ifølge straffeloven forældet ti år senere - i 1985. Hvem, der end havde listet de 16 bøger til en værdi af mellem to en halv og fire millioner danske kroner ud fra magasinerne, kunne ifølge loven ikke længere straffes. Juristerne på Politigården dobbelttjekkede med juristerne i Justitsministeriet. De kom frem til samme resultat: Der var ikke nogen sag. Da biblioteket havde indgivet tyverianmeldelsen var den landet på kriminalassistent Torben Hansens bord. Ved beskeden om juristernes vurdering ringede betjenten til Jesper Düring Jørgensen. Efter telefonsamtalen trådte en hvidglødende chefsikringsrådgiver ind på Erland Kolding Nielsens kontor for at meddele direktøren beslutningen fra politiets jurister. Torben Hansen var mildest talt også utilfreds, fortalte Jesper Düring Jørgensen - der var imidlertid ikke noget at gøre. Juristerne havde henvist til, at biblioteket kunne rejse civilt søgsmål. Men eftersom der ikke var fundet nogen tyv, var der ingen at sagsøge. Efterforskningen mørklægges Erland Kolding Nielsen blev splintrende rasende. Han meddelte Jesper Düring Jørgensen, at han skulle ringe til Torben Hansen, der derefter kunne ringe til kriminalinspektøren, der igen kunne henvende sig til politidirektør Hanne Bech Hansen med den besked, at hvis hun ikke fandt en juridisk løsning på problemet, ville biblioteksdirektøren personligt hænge hende ud i pressen - om så det ville koste ham hans stilling. Om ikke andet, tilføjede Erland Kolding Nielsen, som også var formand for Kulturværdiudvalget, var kulturværdiloven overtrådt. For uanset om de kostbare bøger var stjålet eller ej, var der ikke givet nogen tilladelse til at føre dem ud af landet. Direktørens besked nåede imidlertid aldrig til tops på Politigården. Alligevel viste der sig en løsning på den juridiske knude. Hvis sagen blev betragtet som en hælerisag, var den ikke forældet ifølge loven, eftersom de 16 tyvekoster først var sat til salg i 2003. Derfor kunne Erland Kolding Nielsen 23. september troppe op i et lille retslokale i Københavns Byret og overvære politiets første skridt i sagen. Det var nødvendigt at få en dommers godkendelse af, at politiet og anklagemyndigheden i Danmark anmodede kriminalpolitiet i Storbritannien om at medvirke til efterforskningen. For at mørklægge efterforskningen besluttede dommeren at lade retsmødet foregå i dybeste hemmelighed bag dobbelt lukkede døre; det måtte ikke slippe ud til offentligheden, at politiet endelig havde et spor at gå efter i den gamle bogtyverisag. Auktionshusets mystiske kunde Men det var ikke kun sagen, som var mørkelagt. Også Københavns Byret henlå i et gråligt mørke, da retsmødet begyndte, for klokken 12.36 var strømmen forsvundet. Et strømsvigt i Sydsverige havde forplantet sig i Danmark øst for Storebælt, og hovedstaden størknede i det største strømsvigt siden begyndelsen af 1980'erne. Metro-tog stod stille. Ligesom elevatorer, kaffemaskiner, skydedøre, rulletrapper. Kameraerne, der sendte 24 timer i døgnet direkte fra TV3's realityshow Big Brother, var gået i sort. Det samme var computerskærmene i byretten - politiets anklager Helle Just Christensen kunne ikke kopiere dokumenter til sagen, dommerens kendelse kunne ikke skrives ind og printes ud, og hver gang en sky gik for solen, lå lokalet hen i gråt mørke. Men strømmen og lyset vendte tilbage nogle timer efter, at det var forsvundet, og kriminalpolitiet kunne få sin godkendelse til at kontakte kollegaerne i Storbritannien. Sammen med Jesper Düring Jørgensen fløj Torben Hansen til London og kørte til Broadway i Westminster. De standsede foran en klods af flere etagers beton og glas; et blankt skilt uden for proklamerede, at her hørte New Scotland Yard hjemme. Fra Politigården i København havde man i forvejen sat betjente fra Scotland Yard ind i sagen, og de var begyndt deres efterforskning med at aflægge Christie's på King Street en visit. Til mødet i Scotland Yards hovedkvarter kunne de britiske kriminalbetjente derfor præsentere de to danskere for en overraskelse: Da auktionshuset var blev kontaktet af en person, som havde spurgt, om Christie's var interesseret i at sælge de 16 bøger, var det ikke første gang, huset stiftede bekendtskab med kunden. Faktisk havde man gjort forretninger med personen før. Ikke så få gange endda. En totalopgørelse over alle de handler, som auktionshuset havde indgået med den mystiske kunde viste, at Christie's over en årrække på fem år havde solgt i alt 32 bøger for kunden. Manglende brikker Betjentene fra Scotland Yard havde også fået udskriften af de pengeoverførsler, der havde fundet sted efter salgene. I alt havde auktionshuset sat 415.540 pund - eller det der svarer til 4.521.075 kroner - ind på en konto i Tyskland. På edb-udskriften stod kundens navn: Silke Albrecht. Kriminalpolitiet og Det Kongelige Bibliotek havde nu 16 sjældenheder, navnene på 32 andre, et kontonummer på en Silke Albrecht og en adresse i den sydtyske by Lindenberg. I et kvart århundrede havde der ikke været nogen spor at følge, men nu havde tyven uforvarende givet lyd fra sig. De var tættere på end nogensinde. Men de manglede resten af de brikker, som lagt op ved siden af hinanden skulle danne et billede af, hvem der havde stjålet bøgerne fra det gamle biblioteks magasiner. De vidste ikke, hvor sporene fra auktionshuset ville føre hen. De vidste ikke, hvor lang vej der var igen. Men på King Street i London kunne Margaret Ford fortælle dem én ting: Hun havde en nem kunde. Silke Albrecht ville ikke tage kontakt til auktionshuset, hvis alt så ud til at gå, som det plejede. Hun ville ikke ane, at nogen i dybeste hemmelighed var sat efter hendes spor. Hvem er Silke Albrecht? Erland Kolding Nielsen var målløs. Hans chefsikringsrådgiver var vendt hjem fra London med listen over de 32 værker, som den tyske kvinde havde solgt gennem Christie's, og det var voldsom læsning for Det Kongelige Biblioteks direktør. Han fik øje på førsteudgaven af Thomas Mores 'Utopia', på Giovanni Piranesis kobberstik af motiver fra Rom, på digtet om det første korstog til Jerusalem - 'La Gerusalemme liberata' - af Torquato Tasso. På listen var også en bog af den engelske 1600-talsdigter John Milton og François Rabelais' bog om kæmpen Gargantua. I mappen med listerne over bibliotekets forsvundne værker stod alle 32 bøger anført. Og selv om bøgerne var forsvundet i al stilfærdighed, vidste biblioteksdirektøren, at de huller i samlingerne, som flere af bøgerne havde efterladt, havde været skyld i de rygter og stridigheder, som engang havde fået det fine, gamle bibliotek til at skælve. Erland Kolding Nielsen og Jesper Düring Jørgensen var mere end ivrige efter at finde ud af, hvem Silke Albrecht var. Fra biblioteket på Slotsholmen til Politigården et par gader væk blev der derfor foretaget en del telefonopkald. Mistanke: danske forbrydere Kriminalassistent Torben Hansen nåede imidlertid ikke at slå den tyske kvinde op i politiets registre, førend han og de fleste af hans kollegaer blev kaldt ud til et postkontor på Ålekistevej i Vanløse for at hjælpe med opklaringen af et voldsomt røveri. To mænd med sorte elefanthuer trukket ned over deres ansigter var stormet ind på postkontoret, sprunget hen over disken, havde raget 50.500 kroner til sig fra kassen og uden varsel skudt en kvindelig postarbejder i lysken. Og et ni-mm projektil affyret på Ålekistevej var trods alt en større hastesag end bibliotekets hælerihistorie. De to biblioteksmænd gik derfor selv i gang bag computeren. Ud over at have navnet på Silke Albrecht og den tyske by Lindenberg med sig hjem fra London vidste Jesper Düring Jørgensen også fra mødet med Scotland Yard, at Christie's havde fået fragtet bøgerne til London med et kunsttransportfirma fra München. Bogsalget var øjensynligt foregået fra Tyskland. De to mænd begyndte at lede på internettet. Når man søgte på Silke Albrecht, poppede en mængde søgeresultater op. Det samme gjorde der, når man søgte på Silke Albrecht og Lindenberg - der var over 20 byer i Tyskland med det navn. Og gennem Deutsche Telekom ville det være umuligt at finde frem til den rigtige Silke Albrecht mellem alle tyske Silke Albrecht'er. Men så var det, at Jesper Düring Jørgensen fik en idé. I London havde han bemærket, at de 16 bøger hos Christie's skilte sig ud fra de andre tyvekoster, han havde stiftet bekendtskab med i sit job: bøgerne så ud, som om de netop var plukket ned fra bibliotekets hylde og ikke havde gået fra hånd til hånd. Derfor var chefsikringsrådgiveren kommet til at tænke på, at selv om bøgerne var kommet fra Tyskland til London, skulle sagens kerne måske findes i Danmark. Han tastede kvindenavnet ind igen, men søgte denne gang udelukkende på danske internetsider. Frede Møller-Kristensens børn Frem på skærmen dukkede nu kun få søgeresultater op. Blandt andet havde en Silke Albrecht løbet maraton i Helsingør. Direktøren og chefsikringsrådgiveren var henrykte. Kriminalmakkerparret Jørgensen og Nielsen kaldte de sig for sjov og diskuterede, hvordan de skulle bevæge sig videre fremad. Jesper Düring Jørgensen søgte i Det Kongelige Biblioteks eget lånerregister, og dér dukkede navnet Silke Albrecht op igen. Med en dansk adresse. Og på bedste biblioteksmanér gik han ned i Småtrykssamlingen og fandt frem til papirversionen af lokalvejviseren over Helsingør. Han slog op på adressen. Og dér, ved siden af Silke Albrechts navn, stod navnet på en mand med et efternavn, der klingede foruroligende bekendt. Der stod Thomas Møller-Kristensen. Den dag gik Jesper Düring Jørgensen ud til kaffemaskinen ved Orientalsk Afdeling. Ingen måtte få den mindste mistanke om, at brikkerne i bibliotekets store bogtyveri endelig var ved at blive samlet, at det korrekte billede af historien langt om længe var ved at træde frem. Chefsikringsrådgiveren vidste, at bibliotekets tidligere førstebibliotekar, med samme efternavn som manden i vejviseren, var død ni måneder forinden. Men i princippet kunne nogle af de ansatte på biblioteket have hjulpet til med tyverierne, og kunne, hvis det slap ud, hvad chefsikringsrådgiveren var på sporet af, spænde ben for efterforskningen eller destruere bøger og bevismateriale. Derfor måtte alle skridt tages yderst varsomt. Ved kaffemaskinen spurgte Jesper Düring Jørgensen derfor henkastet nogle af orientalisterne, om der var noget med, at deres tidligere chef Frede Møller-Kristensen havde haft nogle børn? En datter og en søn, viste det sig. Og sønnen hed vist Thomas. Sagen optrappes Efter at have banket på, traskede Jesper Düring Jørgensen med et pokerfjæs ind ad døren til direktørens kontor. »Nu ved jeg, hvem der huggede alle bøgerne i 1970'erne«, sagde han. »Det var førstebibliotekar Frede Møller-Kristensen«. Erland Kolding Nielsen var himmelfalden. Fra sin mobiltelefon ringede Jesper Düring Jørgensen til Torben Hansen, der sad på Politigården midt i efterforskningen af det voldsomme postrøveri, og fortalte ham om bibliotekets egen private efterforskning. Kriminalassistenten havde travlt, men Erland Kolding Nielsen bad om at få overdraget telefonrøret, og med et par hurtige opslag i politiets registre kunne Torben Hansen bekræfte de to biblioteksmænds formodning. Thomas Møller-Kristensen var søn af en nu afdød forskningsbibliotekar fra Det Kongelige Bibliotek: Frede Møller-Kristensen.