Fra Danmark er to væsensforskellige forfattere nomineret: prosaisten Kirsten Hammann med generationsromanen 'Fra smørhullet' og lyrikeren Simon Grotrian med digtsamlingen 'Korstogets lille tabel'. Kirsten Hammann (f.1965) har siden sin debut med digtsamlingen 'Mellem tænderne' (1992) bevæget sig mellem flere genrer og udgivet såvel romanen 'Bannister' (1997) som poetikken 'Bruger De ord i kaffen' (2001). Værkerne spænder fra det underfundige til det genkendelige og samfundskritiske, og alle værkerne rummer Hammanns særegne og sikre tone. Generationsportræt Mikkel Bruun Zangenberg skrev i sin anmeldelse af 'Fra smørhullet': »Der er øjensynligt tale om en udstilling, grænsende til en syrlig blotlægning, af en generation i midttrediverne, parret med et danmarksportræt anno 1995, 2001-2003, krydret med tilbageskuende glimt til 1970'erne (...)«. »Vi får altså historien om Mette og indirekte historien om hendes generationsfæller og Danmark nu for tiden«. Død og sygdom »Underteksten er dødens grumme og banale realitet«. »Teksten er gennemvævet af forestillinger om død og sygdom, omtaler af tv-programmer med makabert reality-tv om døde og syge danskere, et sted er Mette selv voldsomt syg, og den slutter med følgende salut: »Og så er man død« (her udånder teksten samtidig)«. Hammann tager stilsikkert og humoristisk pulsen på Søren og Mette anno 2004 og implicit sin egen nu voksne generation. Svært tilgængelig lyrik Lyrikeren Simon Grotrian (f.1961) har siden debuten i 1987 stort ser hvert år udgivet en digtsamling. Hans lyrik er meget kompleks og kan umiddelbart virke utilnærmelig. Teksterne sigter til både tro og tradition og henter stof i alt fra den mindste detalje til større eksistentielle spørgsmål. 'Livsfælder' (1993) er en central samling i det omfattende forfatterskab fra den alvorlige mand i Lemming. Psykotisk rum af elge Niels Lyngsø skrev i anmeldelsen af 'Korstogets lille tabel': »Ingen anden digter dyrker i det hele taget et så kompakt og ofte fuldstændig ufremkommeligt billedsprog, der på én gang er præget af ekspressionismens sprængte verdensbillede, surrealismens drømmelogiske koblinger af uforenelige størrelser og barokdigtningens sans for det overdådige og effektfulde«. »Ingen anden digter gennemfører en så regelmæssig (såkaldt pæonisk) rytme gennem stort set en hel bog: DUM da-da-da, DUM da-da-da. F.eks. »Jeg har STIRret gennem KATteøjne IND i Eden/ FØR det blev en JORdisk ørken/ DÉR var også ORM.// Du brækker ALle porte NED/ til et psyKOtisk rum af ELGe««. Grotrians digtning rummer både Gud, ormen og elgen og åbner sig mod hele universet.