London 1847. H.C. Andersen er på sit første besøg i den britiske hovedstad og bliver beundret og feteret af en voksende fanskare. Han nyder de høflige briters komplimenter, men bedst som han tror, at det ikke kan blive bedre, indtræffer højdepunktet - mødet med forfatterkollegaen Charles Dickens. »I found all his works he haw giwen my!«. »O I am verry heppy«, skriver en henrykt - men ikke videre engelskkyndig - Andersen, da han næste dag modtager et signeret eksemplar af den britiske forfatters samlede værker. Triumf og tragedie Ti år senere vender Andersen tilbage til Storbritannien - udelukkende for at gense Dickens. Men sidstnævntes ægteskab er på sammenbruddets rand, og opholdet bliver en fiasko - da H.C. Andersen omsider forlader det Dickenske hjem, sætter hans vært en seddel op med følgende påskrift: »Hans Andersen sov i dette værelse i fem uger - for familien forekom det UENDELIGT!«. Den danske digters to besøg i Storbritannien symboliserer netop den blanding af triumf og tragedie, der karakteriserede hans offentlige og private liv, skriver H.C. Andersen-specialisten Jackie Wullschlager i den lille bog, der er udgivet af British Library i anledning af nationalbibliotekets udstilling 'Hans Christian Andersen'. Snæver verden Hans forhold til briterne og måske endnu vigtigere briternes opfattelse af H.C. Andersens forfatterskab og deres optagelse af ham i det britiske litterære univers er centrale temaer i udstillingen. »Mange af Andersens historier er fantastisk velkendte for et britisk publikum, men det er ikke altid, folk ved, at en historie er af Andersen«. »Det er forbløffende tit, at folk siger: »Nå, 'Kejserens nye klæder', jeg viste ikke, at det var H.C. Andersen«, så det er nødvendigt at begynde med en biografisk introduktion«, fortæller udstillingens kurator, danskeren Kristian Jensen, der i det daglige har ansvaret for nogle af British Librarys fornemste samlinger. Som en del af introduktionen har arrangørerne på gulvet markeret størrelsen af H.C. Andersens beskedne barndomshjem, så man, som Kristian Jensen udtrykker det, »kan få et indtryk af, hvor snæver en verden han kom fra - og når man så går igennem udstillingen og ser hans modtagelse i London, er der en stor kontrast med denne her forfærdeligt store by, som han var fuldstændig overvældet af«. Dårlige oversættelser I 1846 kommer den første oversættelse af H.C. Andersens eventyr på engelsk, og derfra er der ikke langt til triumftoget året efter, hvor den danske digter bliver fejret i Londons society - også selv om en del af hans unikke skrivemåde går tabt i de tidlige oversættelser. Det sker på grund af fejl og ændringer - 'Den grimme ælling' bliver via en tysk version til 'Den grønne ælling', prinsessen ligger på tre ærter, fordi hun da umuligt kan mærke en enkelt, og indledningen til 'Tommelise' bliver skrevet om, fordi en gammel kone går og tænker på, hvordan det nu er, man får børn - tanker, der ikke passer til victoriansk snerpethed. Svulstigt skønmalende Samtidig pynter de tidligste oversættere på sproget. »De skønmaler, de kommer en hel masse flere adjektiver ind, de udmaler der, hvor Andersen kun antyder, med mange og lange sætninger for at gøre det mere formelt«. »Hans første oversætter til engelsk, Mary Howard, var bedre til tysk end dansk, hendes oversættelser er meget svulstige, hvis man kan bruge ti ord, er der ingen grund til at bruge ét«, konstaterer Kristian Jensen. Uskyld og brutalitet En af forklaringerne på H.C. Andersens popularitet er hans evne til at mægle mellem det romantiske og den barske virkelighed, som i f.eks. 'Den grimme ælling'. Og ifølge Kristian Jensen appellerede hans øje for, at børn havde et hårdt liv med en kombination af uskyld og brutalitet, meget til det victorianske England, hvor den kontrast var særlig tydelig. Balancen - og kontrasten - mellem mørket og uskylden i Andersens eventyr er et centralt tema i udstillingen, der ganske usædvanligt for British Library henvender sig til både børn og voksne.