Efter terrorangrebet på New York 11. september 2001 mente man i det litterære etablissement, at det var tid til et gearskift inden for den unge prosa. Nu måtte det være slut med al den ironi og postmoderne leg med genrerne. Tiden var inde til at tage virkeligheden alvorligt. Tømt for humanisme Det var der nemlig ingen, der havde gjort i et godt stykke tid, mente en førende kritiker, britiske James Woods. I en artikel i The Guardian, trykt straks efter World Trade Centers fald, harcelerede han mod, hvad han kaldte en 'hysterisk' tendens i nyere amerikansk litteratur, der havde gjort den store samtidsroman til en parodi på den ægte vare - Isaac Singers realistiske fortællinger - og hvis hovedansvarlige var Don DeLillo og Thomas Pynchon. D'herrer havde tømt litteraturen for humanisme, mente Woods, og i stedet for at afbilde verden, dens mennesker og deres følelser, udstillede de i bøgerne blot deres teoretiske vid og stilistiske kunnen. Store armsving Næsten fire år er gået, men piben har ikke fået en anden lyd. I hvert fald ikke ifølge Charles McGrath i New York Times. Det er stadig de store armsving, der karakteriserer den amerikanske roman, som han derfor kalder 'maksimalistisk', og det er en tendens, han ser udtrykt i præcis den roman, der som den første har forsøgt at tackle terrorangrebet 11. september, Jonathan Safran Foers 'Extremely Loud and Incredibly Clear', som udkommer på dansk i dag under titlen 'Ekstremt højt & utrolig tæt på'. Overambitiøst udgangspunkt De to tvillingetårne i den 'maksimalistiske' genre er, ifølge McGrath, David Foster Wallaces over 1.000-sider lange 'Infinite Jest' fra 1996 og Thomas Pynchons 'Mason & Dixon' fra 1997. Begge romaner er handlingsmæssigt vildt indviklede og formelt set vildt eksperimenterende. Wallace's bog er så kompleks, at den kræver en helt manual at få hoved og hale på, skriver McGrath, mens Pynchons pastiche af en 1700-tals roman er alt for overdreven til at kunne blive taget alvorligt (den fortælles blandt andet af hunde, ure og en bortløben, fire ton tung ost). Hvad der karakteriserer begge romaner er, at de er overambitiøse i deres udgangspunkt (Wallaces bog udspiller sig på et tidspunkt i historien, hvor tiden angiveligt sponsoreres af firmaer, mens Pynchons roman rekapitulerer hele det 18. århundrede på sine 770 sider), at de er fyldt med teknisk viden om alt mellem himmel og jord, og at de flittigt benytter sig af litterære referencer og andre stilistiske tricks. Hyperaktiv prosa McGrath henregner desuden Dave Eggers' 'A Heartbreaking Work of Staggering Genius' (dansk: 'Et hjertegribende værk af overvældende genialitet') og Jonathan Franzens 'The Corrections' (dansk: 'Korrektioner') til den 'maksimalistiske' bølge, og han bruger over halvdelen af sin artikel til at kritisere Jonathan Safran Foers 11. september-roman som det nye skud på stammen. I stedet for stille og roligt at beskrive den sorg, som romanens 9 år gamle fortæller gennemgår efter farens død i World Trade Center, klager McGrath, har Foer proppet ham og bogen fuld med sjove idéer og pudsige indfald, som han leverer i en 'hyperaktiv' prosa. Man kan diskutere med McGrath og hævde, at bogens hysteriske tone afspejler den desperation, som drengen oplever i sin store sorg, og at akkumulationen af facts er et forsøg på at fylde hovedet med andet end mindet om faren. Men McGrath tager andre aspekter af bogens eksperimenterende stil - fotografier, blanke sider, sider med så megen skrift, at man ikke kan læse dem - som eksempler på, at forfatteren bruger sine stilistiske tricks for at underholde og imponere sin læser, og at bogen altså handler mere om ham selv end om begivenhederne 11. september. Et råb om hjælp I modsætning til James Woods, der anså den 'hysterisk' selvcentrerede 1990'er-roman for produktet af en forkælet og selvoptaget generation, mener McGrath imidlertid, at 'maksimalismen' er et tegn på, at de unge forfattere har mistet troen på sig selv og på selve romanens eksistensberettigelse. I vores mediemættede samfund er det litterære ord ved at drukne i andre af underholdningsindustriens udbud, og 'maksimalismens' store armbevægelser er i virkeligheden et råb om hjælp, konkluderer han: »De er så desperate efter at få vores opmærksomhed, at det begynder at ligne en manglende tro på selve den litterære virksomhed - en frygt for, at uden det litterære fyrværkeri vil ingen lægge mærke til dem«. Stor popularitet Hvis det kan trøste de opmærksomhedssøgende forfattere, vidner bestsellerlisterne imidlertid om, at de bliver set. Og læst. Faktisk er det sjældent, at så seriøs og svær litteratur som de 'maksimalistiske' romaner figurerer i ugevis på bestsellerlisterne, sådan som både Eggers erindringer og Franzens 'The Corrections' gjorde det i henholdsvis 2000 og 2001. Og lige nu ligger Jonathan Safran Foers 11. september-roman på New York Times' udvidede bestsellerliste, selv om bogen har fået dårlige anmeldelser i alle de store amerikanske aviser. Det er en popularitet og nogle salgstal, som det er svært at diskutere med, og måske skulle kritikerne kigge sig selv i stedet for den unge litteratur efter i sømmene. Noget tyder på, at det er dem, der har mistet jordforbindelsen, og at det er deres litteraturbegreb - realismen - der trænger til, hvad man på amerikansk kalder et 'reality-check'.