Jeg hører morgenfugle synge og lugter metal. Vågner langsomt i et rum med hvide vægge, blankt sengetøj og lyse, blafrende gardiner. Mine hænder finder vej op over dynen og synker ned mod mit ansigt. Hvem er jeg, hvor er jeg? Hænderne er rødbrune og klæbrige. Maling, tænker jeg, indtil min tungespids glider hen over håndfladerne. Det røde smager metallisk. Jeg prøver at løfte hovedet, men det falder tilbage på puden. Det gør ustyrlig ondt, og jeg har kvalme. Langsomt vender billeder og ord tilbage. Jeg husker, at jeg er 19 år og hedder Maiken. I går ankom jeg til Vallekilde Højskole som elev på sommerkurset. Det var i går, mit liv skulle starte. Højskoleopholdet skulle gøre mig glad og udadvendt, og jeg ville også få en kæreste. Jeg havde én engang, men det var ikke nogen succes, og når man tænker på min alder, så er det en skandale. Jeg mistede alt i går. Vi legede navneleg på plænen, der var mange søde fyre, men da vi skulle ud på vores hold, hørte verden op. Jeg havde meldt mig til malerværkstedet, fordi male er det eneste, jeg kan finde ud af. Jeg vil ikke være til grin. Snart befandt jeg mig i billedkunstlokalet med fem tavse gamle damer, en ældre solbrændt amerikaner ved navn Karl-Heinz, to hulbrystede fætre og en pige, Judith, der havde enorme bryster. I pausen sad hun i vinduet, grinede og råbte ned til en fyr fra sejladsholdet. Jeg lod, som om jeg SMS'ede, mens damerne sad og stirrede på hinanden, fætrene hostede og Karl-Heinz snakkede med læreren om noget, der hed kubisme. Til aftensmaden og aftenkaffen satte folk sig sammen med deres hold. Jeg sad også med mit, der lignede et begravelsesselskab. Jeg må bare holde ud, tænkte jeg. I de syv dage kurset varer, vil jeg glemme alt om at ændre mit liv og fortsætte ind i voksendommen og alderdommen som den ensomme, vanskabte jomfru, jeg er. Mine hænder kløer, men de gør ikke ondt. Det røde kan pilles af i skorper. Jeg kan huske, at jeg sad nede i pejsestuen sammen med Karl-Heinz. Alle de andre var gået i seng (med hinanden?), og Karl-Heinz snakkede og snakkede om sin ungdom. At han havde tilbragt nogle år i Danmark i forbindelse med krigen og siden da var vendt tilbage syv gange. Jeg så ind i hans vandblå øjne og tænkte, at om ikke andet, så kunne det da blive ham. Jeg var alligevel lige så vindtør som den hud, der smøg sig om hans knogler. I det mindste var han vel erfaren. Han havde en årgangswhisky med. Jeg lukkede øjnene og forestillede mig, at det var æblemost. En gang skal jo være den første. Mit hjerte banker hårdt. Jeg smager på mine håndflader igen. Det er blod, og jeg har ingen anelse om, hvor det kommer fra. Jeg sætter mig forsigtigt op i sengen og placerer fødderne på gulvet. Vidste ikke, at tømmermænd føltes sådan. Jeg vakler hen mod håndvasken, og i det samme lyder skridt ude på gangen. Der bliver hamret på min dør, den går op, har slet ikke været låst, og en af de hulbrystede fætre står på mit gulv. »Hvad skal du her«, hvæser jeg og gemmer mine hænder på ryggen. »Øh«, siger han. Men øjnene er grå, de ser lige igennem mig. »Maiken, det var bare, fordi ... du sagde i går, at du havde glemt dit vækkeur. Om jeg gad at vække dig«. »Jeg er vågen«, råber jeg, så det gjalder mellem højskolens middelalderagtige vægge, og det føles, som om min hjerneskal brister. Den hulbrystede løber ud på gangen og forsvinder. Da jeg vender mig om for at vaske mig, kommer jeg til at kigge i spejlet. Jeg har ikke noget tøj på. Maiken, 19 år, har sovet nøgen.